Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

21. november 1997

Ytringsfrihed?
12. NOVEMBER - Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) går nu til angreb på Dansk Folkeparti på grund af, at partiet dagligt fremfører halve sandheder og grove fordrejninger af virkeligheden.
Den 19. april deltog Eli Frimpong og jeg i et møde arrangeret af Dansk Folkeparti: "Danmark - et multi-etnisk samfund?", idet vi var bevilget fem minutter til at præsentere vores forening "Ægteskab uden Grænser - Landsforeningen af Dansk-udenlandske ægtepar".
Da pressen havde forladt mødet, gik Poul Nødgaard, Dansk Folkepartis repræsentant i Indfødsretsudvalget på talerstolen, mens han viftede med et lovforslag, der indeholdt navnene på 934 udlændinge, der søgte om dansk statsborgerskab.
Om de 934 udlændinge sagde Poul Nødgaard bl.a.: "Størstedelen er hårde kriminelle, der er dømt for grov vold, voldtægt og grov narkokriminalitet".
På den baggrund kontaktede Eli Frimpong og jeg Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC) og bad dem se på sagen. Få dage senere blev Poul Nødgaard og Dansk Folkeparti meldt til politiet for overtrædelse af straffelovens Pgf. 266b, racismeparagraffen.
Københavns Politi, Advokatur A afviste imidlertid anmeldelsen, hvorfor DRC ved brev af 26. juni har anmodet statsadvokaten om, at sagen realitetsbehandles.
Med hensyn til at politianmelde et folketingsmedlem vil vi gerne understrege, at vi ikke ved, hvilke muligheder vi ellers har for at stoppe den form for bagvaskelse af en i forvejen svag gruppe.
Vi finder det utilstedeligt, at et folketingsmedlem under dække af ytringsfrihed, misbruger denne til at injuriere, at en bestemt gruppe mennesker er groft kriminelle.
Det er interessant at se, hvorledes Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti leger med loven, ved at fremsætte stærkt racistiske og krænkende udtalelser om en bestemt gruppe mennesker, for derefter på skrømt at lade som om de angrer.
Man kan få det indtryk, at de selv mener, at så er alt i den skønneste orden. Spørgsmålet er: "Hvad mener statsadvokaten?"

Jette Plesner Dali
Sønderjyllands Allé 13.
2000 Frederiksberg

Useriøs dækning
18. NOVEMBER - Nu gik man her og troede, at Information var en lødig avis. Denne opfattelse må desværre undergå en gennemgribende revision efter den senere tids flygtningedebat.
Magen til ensidighed er sjældent set. Information har tilsyneladende kun haft et mål med denne kampagne - lad os sværte Dansk Folkeparti så meget som muligt.
Det intellektuelle strandvejsorakel Georg Metz har som sædvanlig brilleret med en menneskeforagt, der undsiger sig enhver beskrivelse. Hans mildt sagt uunderbyggede påstande om DF som værende et fremmedfjendsk og reaktionært parti, siger mere om Metz' evner som tebladstyder end om hans journalistiske integritet. I det mindste kunne herren have gjort sig den tjeneste at læse vort principprogram.
Dog er det hele Informa-tions redaktion, der har tabt hovedet i denne sag.
At drage paralleller mellem Schweiz, der omhyggeligt udvælger sine nye indbyggere - ikke efter, hvorvidt de er i fare; men efter om de kan bidrage med eftertragtede kvaliteter til samfundet, og Danmark, er horribelt. I det hele taget forekommer det mig, at Information nægter at indse, at der er et regulært problem med disse nye danske.
Måske Information skulle overveje at træde ned fra den kystbane socialistiske piedestal og finde ud af, hvad der rører sig i den danske befolkning, det ville dagbladets læserskare sikkert også vinde meget ved.

Kenneth Kristensen
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Århus
Spobjergvej 64 3
8220 Brabrand

Århus-historie
18. NOVEMBER - Siden Jørgen Winthers negative beskyldninger mod en bestemt gruppe lønmodtagere uden at have orden i tallene, har venstrefolk i Århus amt været i intern strid. Den gruppe, som støtter JW især det højere tekniske- og handelsuddannede ultraliberalistiske VU, har lagt sig ud med den siddende amtsrådsgruppe med rod i landbruget og som står for samarbejde og vil lægge låg over de famøse beskyldninger mod amtets ansatte. Det er beskæmmende at pressen, læserbrevsskribenter, embedsmænd, politikerne og ikke mindst den JW støttende "højt" uddannede V-elite i to uger har deltaget i en veritabel mudderkastning uden overhovedet at have forstået sig på statistik. Alle er tilsyneladende gået direkte i en fælde med bind for øjnene. Derfor må det være på tide og helst inden valget, at man forsøgte at sætte sig ind i statistiske beregninger og de fejlbehæftede tal bliver sat i relief.
Når man læser statistikker over éndagsfravær, er det værd at bemærke, at ugerne har "ulige antal dage". Der er nemlig statistisk flere mandage og fredage end tirsdage, onsdage og torsdage i alle uger, idet personer, som er syge i flere dage (to eller tre), når disse dage er lørdage eller søndage i kombination med en fredag eller en mandag. Disse "ekstra" dage vil altid blive registreret og indgå i statistikken som éndagsfravær (fredag eller mandag). Den statistiske overvægtning bliver herved ca. 30 pct., hvilket også fremgår af forskellen mellem statistik over éndagsfravær og samlet fravær.
Det, at JW bejler til den øverste politiske stilling i amtet og dermed også som posten som øverste chef for den gruppe, som han har mistænkeliggjort, må og skal føre til konsekvenser for ham.

Bent Brogaard
Provstevænget 5
8464 Galten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu