Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

19. november 1997

Kære Pia
18. NOV. - Hvor dit nye image dog klæ'r dig (jvf. helsidesannonce i Information mandag den 17. november).Hold fast ved det!

Vagn Åge Nielsen
Sparretornvej 35
5230 Odense M

Kære Inf.
18. NOV. - Tusind tak for den dejlige plakat på side 3 i avisen den 17. november.
Hvor er den flot. Vi har hængt den op på lokummet.

Per og Sonja Jonasson
Skovbovænget 58
3500 Værløse

Udlændingedebat
18. NOV. - Jeg har længe været i tvivl om, hvad de mere seriøse og intellektuelle aviser, journalister, redaktører og samfundsdebattører egentligt mener, når de siger, at den udlændingedebat, der fra visse kredse i Danmark føres ikke er seriøs, alsidig, dybdegående, men tværtimod populistisk, udansk, overfladisk og respektløs over for personer, der har en bestemt hudfarve, etnisk oprindelse og religiøs baggrund.
Efter at have set annoncen i Information, mandag den 17. november på side 3, er jeg ikke længere i tvivl om, hvilke kredse de hentyder til, og hvad de mener, når de taler om, hvor udansk, populistisk, useriøs, overfladisk og ensidig en debat, der føres i Danmark!

Preben Falk Rangård
Hellerupvej 51 C 1. tv.
2900 Hellerup

Et lille pip
18. NOV. - Jeg synes da bare lige, at der her fra Vejlby skal lyde et lille (humoristisk) pip om, at Informations annonce side 3 den 17. november - visende en kendt dansk politiker - da vist kun kan tolkes som en hån over for de fremmede danske, der har en anden hudfarve end den blege hvide.

Kim Seisbøll
Tjelevej 29
8240 Vejlby Risskov

Opfordring
18. NOV. - Find mandagens Information frem. Riv side 3 ud. Gå ned på gaden og hæng avissiden op på en mur, hvor den er synlig. På forhånd tak.

Ida Vesterdal Jørgensen
Viborggade 40, 2 th.
2100 København Ø

Stramninger
12. NOVEMBER - En kommentar til Jens Reiermanns nyhedsanalyse, De hvide mod de sorte, i Information den 5. november 1997. "SF's landsudvalg vedrørende etniske mindretal" i fuld gang med de nødvendige forberedelser til det meget lange og meget seje træk, der skal til, for at bidrage til en markant drejning af den holdningsmæssige supertanker.
Nu kan holdninger jo ikke ændres fra dag til dag. Derfor lægges der op til et årelangt projekt, som kun kan lykkes, hvis også de anstændige dele af medierne er ansvarsbevidste medspillere. Piet Hein skulle nødigt få alt for meget ret i sit misantropiske gruk: At appellere/til fornuften/er verdens største/slag i luften. Udvalget ønsker netop at appellere til fornuften og ikke til følelserne uanset deres fortegn. I øjeblikket befinder debatten om udlændingepolitikken sig jo netop på de negative følelsers niveau.
Jens Reiermann mener, at SF ved valg af nævnte udvalgs navn, prøver at være politisk korrekt. Som ophavsmand til navnet kan jeg oplyse, at det udelukkende er valgt for at dække så bredt som muligt. Udvalget er således også åbent for repræsentation af herboende grønlændere, som i flere generationer har oplevet stor modvilje fra mange sider af denne del af rigsfællesskabet.
Som jeg opfatter det i øvrigt tåbelige udtryk "politisk korrekthed", så dækker det jo netop for tiden over kravet om stramninger, stramninger, stramninger i asyl- og integrationspolitikken. På dette punkt sætter SF efter bedste evne hælene i.

Thorbjørn Lorentzen
fmd. for SF's landsudvalg vedr. etniske mindretal
Stormosevej 17
7400 Herning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu