Læsetid: 4 min.

Landbruget har vænnet sig til at tjene penge på at svine

13. november 1997

Og i al den tid, jeg har drevet landbrug, har jeg ikke oplevet landbrugets organisationer tage forureningen alvorligt og sætte en dagsorden

GRØNT
I Information den 6. november p. 4. citeres Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, for en attitude hvor han er "chokeret" over tonen i et brev fra Nyrup.
Landbrugets organisationer, det berømte Axelborg, har traditionelt stor indflydelse, en indflydelse der efterhånden er helt ude af proportion med antallet af medlemmer. Der har i de sidste tredive år raseret en form for kannibalisme, der har reduceret antallet af aktive landmænd til ca. ét folketingsmandat. En egentlig politisk vægt har erhvervet ikke.
Denne store indflydelse har givet næring til det såkaldte "overlægesyndrom", nemlig den adfærd der følger af stor indflydelse parret med mangel på korrigerende feedback. Den opmærksomme læser vil nu indvende, at landbruget har sgu' da fået meget feedback - og det har de.
Desværre har landmænds borgherrementalitet klaret alle stormløb, nok af to grunde, for det første fordi deres organisationer er så stærke og for det andet p.g.a. en psykologisk strudsementalitet. De kan ikke acceptere, at det ikke er sund økonomi, at et erhverv ødelægger drikkevandet med nitrat og sprøjtegift og bomber infektionsbekæmpelsen tilbage til før Pasteur/Fleming med vækstfremmere (som det åbenbart hedder i landbrugets ny-sprog).

Vintersæd contra vårsæd
Lad os lige zoome tilbage til Vandmiljøplanens indførelse i 88. Her accepterede politikerne en plan der præmierede grønne marker. Noget rigtigt var der i planen om grønne marker.
Ideen om efterafgrøder såsom græs, eller et sædskifte med vedvarende græs er rigtig, når det gælder om at be-grænse udvaskningen og reducere sprøjtningen. Med fravalg af vintersæd og valg af vårsæd, som den dominerende vårbyg, men med tilbagevendende græsmarker i omdriften, kan man have et sædskifte hvor jordbehandlingen er optimal. Det drejer sig bl.a. om efterårsharvninger (stubharvning), der jo er umuliggjort ved vintersæd, og det medfølgende mindskede behov for sprøjtninger.
Men noget gik galt, man definerede vinterhvede, vinterraps og vinterbyg som grønne marker, selvom det er en kendsgerning at disse af-grøder giver et ca. 40 pct. større forbrug af sprøjtemidler og kunstgødning end vårafgrøder. Der var nogen der puffede til geværet og resultatet blev et vådeskud.
Det blev altså tilladt at regne vintersæd som raps, vinterhvede og vinterbyg som grønne marker. Ved vandmiljøplanens indførelse sikrede Axelborg sig hermed et fingeraftryk på størrelse med Sjælland på den Fyn-store vandmiljøplan.
"Vi får overhovedet ingen kredit for at landbruget faktisk er gået ind i arbejdet med at løse mange af problemerne" citeres Peter Gæmelke for.
Jeg har drevet landbrug siden vandmiljøplanen blev vedtaget, og i kølvandet på denne er nye problemer rejst, og nyt pres på landbruget artikuleret.
Og jeg har ikke opdaget at landbrugets organisationer har taget problemerne alvorligt. Reaktionen har været lænkehundens. Man har accepteret presset udefra og givet sig gøende, ikke i ét tilfælde har landbrugets organisationer selv søgt at sætte dagsordnen.
For slet ikke at tænke på det fremadrettede, f.eks. at tage højde for englændernes krav om etiske bundgrænser for svineproduktion, der truer med at blokere for eksporten. Det er ikke at gå ind i arbejdet med at løse problemer, Peter Gæmelke!

Landmandens psyke
Nu er det sikkert ikke nemt at være landmand. Ingen bryder sig om at have et arbejde, man ikke kan gå ind for, og landmandens psyke er nok heltidsbeskæftiget med at søge at overbevise ejeren om, at det han gør er rigtigt. Alle landmænd er på overarbejde med at overbevise sig om, at roundup og andre sprøjtevæsker er forsvundet senest dagen efter de er udsprøjtede, og dyrene, de trives fordi tilvæksten er fin. Måske har landmandens mor læst højt af Hans og Grete men sådant noget gælder selvfølgeligt ikke for dyr. Når et slagtesvin har en halv m2 at bevæge sig på, så er det i følge landmanden, lovens ord og dermed regeringens ansvar. Alle landmænd ved også at afskrivningsreglerne, der belønner gårdslagtninger, og hektiske investeringer der udskyder skat, er helt moralske regler, de står vist enda næsten i biblen. Det hårde arbejde med at løbe fra ansvaret, er nok grunden til, at landmænd reagere pirreligt, når der spørges til deres produktionsmetoder.
Problemerne er ikke blevet mindre de sidste ti år. Nu er situationen at landbruget, efter den uheldige vandmiljøplan, har vendt sig til vintersæden.
Man har vænnet sig til et højere afkast ved en mere kritisabel driftsform. Og skal denne udvikling vendes til DNA'ets og miljøets gavn, skal landmændene kompenseres for de forøgede udbytter, der allerede er blevet kapitaliseret i form af højere priser på landbrugsareal og produktionsapparat.

Enkelte ansvarlige
Der er dog enkelte af landbrugets organisationsfolk, der tør se kendsgerningerne i øjnene. Peter Thomsen fra Dansk Familiebrug har forsøgt at forholde sig ansvarlig til mange af de ovennævnte problemer. Det har resulteret i at han nu bliver smidt ud af Landbrugsrådet, der af mange betragtes som landbrugets platform (!) no 1.
Jeg kan forsikre om, at ikke alle de 30.000 landbrug, der er tilbage, føler at vores interesser bliver varetaget af et Axelborg, der nu yderligere har marginaliseret sig. Jeg vil opfordre til de fornødne beslutninger uden tidrøvende diskussion med et erhverv der bare ikke vil. Jeg vil gætte på, at jorden vil blive dyrket i alle tilfælde, og de slagtede dyr forarbejdet til gavn for den hellige betalingsbalance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu