Midterpartierne lader højrepartierne sætte kursen over for indvandrere og flygtninge
OPPORTUNISME
I ET demokrati bør det være legitimt at stille spørgsmål ved og ændringsforslag til enhver politisk lovgivning. Ja, det er faktisk et demokratis kendetegn, at lovgivningen bliver til som resultat af sådanne processer. Der stilles spørgsmål, foreslås, diskuteres og slutteligt samles et flertal omkring et lovgivningsmæssigt kompromis.
Sådan er og bør det også være, når debatten drejer sig om den danske lovgivning på flygtninge/indvandrer-området.
Med andre ord; hvis en debat - som den igangværende - måtte vise, at der for eksempel finder misbrug sted af danske love, så må det være legitimt at foreslå lovgivningen ændret - eller strammet (alt efter hvilken retorik man hylder).
Gensidig villighed blandt forskellige aktører til at indgå kompromisser er et meget vigtigt element i demokratiet. Uden denne villighed risikerer man, at samtalen går i stå, så meningerne og dermed forskellige befolkningsgrupper polariseres. Og i sidste ende mister samfundet noget af sin sammenhængskraft.
VEL vidende at det forholder sig således, bør man imidlertid som person, befolkning, politisk parti og samfund fastholde, at det ikke altid er klogt/-rigtigt at gå på kompromis med sine principielle grundholdninger. At der må være grænser for, hvor meget man kan fravige sin grundholdning. At alt ikke kan være lige godt - og dermed lige gyldigt.
Det er kun muligt at indgå et kompromis, hvis man har noget at gå på kompromis med. Og det har man ikke, hvis man ikke i sidste ende har nogle faste og urokkelige holdninger, som ikke kan flyttes. I stedet for at dreje sig om holdningsudveksling bliver demokratiet til matematik; hvor mange mener hvad, hvad kan der samles flertal for, osv.
Det sidste er desværre på vej til at ske i - ikke debatten om, men - mudderkastningen mod de etniske minoriteter i Danmark. En stor og temmelig tavs mellemgruppe blandt de politiske partier udviser for tiden så stor kompromisvilje, at det er svært at finde ud af, hvad deres holdninger egentlig er, hvis de da har nogen. De har gjort politik og dermed demokrati til matematik. Deres mål er at få så mange som muligt af 179 taburetter. Og medierne har bildt dem ind, at det får de lettest ved at lefle for et par partier på højre-fløjen og søge kompromis med dem og deres vælgere, således at sidstnævnte vender tilbage.
DET SKAL de ekstreme højrepartier ikke lastes for. De giver jo bare udtryk for, hvad der er deres grundlæggende og - tilsyneladende urokkelige - holdninger. Det bekymrende er, at man kan stille spørgsmål ved, om de andre partier er bevidst om, hvad deres holdninger egentlig er - og om, at det de er på vej til at gå på kompromis med, er nogle grundlæggende holdninger, som hidtil har båret det danske samfund.
I den forbindelse ville det virke befordrende for debatten, om man kunne få et svar fra ansvarlig side på, hvad der egentlig er de dybere liggende årsager til den senere tids personudskiftninger på poster, der spiller en central rolle på flygtninge/indvandrer-området: Skal placeringen af Thorkild Simonsen på indenrigsministerposten og Kjeld Ras-mussen på næstformandsposten i Kommunernes Landsforening forstås som resultat af overvejelse og debat i regeringen, der er mundet ud i den konklusion, at kritikerne af den hidtil førte politik hele tiden har haft ret? Altså at der er tale om et holdningsskifte i regeringen? Eller er der tale om - rent ud sagt - leflen for frafaldne vælgere?
I DANMARK har vi gjort meget ud af, at vi stod for en humanistisk flygtninge/indvandrer-lovgivning. Hvilket vel vil sige noget i retning af, at grundlaget for politikken dels er et menneskesyn, der indebærer at alle uanset hudfarve, religion og etnisk afstamning har samme værdi og rettigheder, dels et syn på det menneskelige fællesskab, der indebærer, at vi skal hjælpe de, der har behov for hjælp.
Kilden til et sådant syn på det enkelte menneske og det menneskelige fællesskab kan være forskelligt, men i en dansk sammenhæng kan der ikke være tvivl om, at kristendommens næstekærlighedsbud og menneskesyn spiller en central rolle.
Derfor er det også så paradoksalt, at en del af højreflø-jens argumentation mod de fremmede og for ændringer af udlændingelovgivningen netop vedrører kristendommen. Indvandringen er en trussel mod kristendommen og den danske kulturarv, hedder det. Med andre ord skulle dét, at vi tilnærmelsesvis behandler alle i Danmark - uanset hudfarve, etnicitet og religiøs overbevisning - lige, og dét at vi hjælper nogle mennesker som har behov for hjælp, være en trussel mod kristendommens og den kristne kulturarvs budskab om, at alle - uanset hudfarve, etnicitet og religiøs overbevisning - er skabt med lige stor værdi, og at man skal behandle sin næste, som man gerne selv vil behandles! Det er ærligt talt forvirrende.
DEN ekstreme højrefløjs forvirrede argumentation kunne imidlertid være til at leve med, hvis ikke den fik lov til at sætte dagsorden for dansk politik. Men det gør den. For selv om man kan have svært ved at forstå deres argumentation, så er der ikke tvivl om, hvad de ekstreme partiers holdninger til dansk flygtninge/indvandrer-lovgivning er. Og eftersom de stort set er de eneste, der giver udtryk for holdninger, sætter de dagsorden.
Om den store mellemgruppe af partierne, kan man sige, at her er der både forvirring om, hvad de egentlig mener, og hvorfor de mener det. Derfor er ekstremisterne i øjeblikket alene om at holdningspåvirke kommende generationer. Og det kan godt være, at de i den forbindelse lægger vægt på kristendommens betydning for det danske samfund, men det er bestemt ikke den samme udgave, som hidtil har præget dansk lovgivning.
Det er faktisk en modsat udgave - og den er farlig!
