Læsetid: 10 min.

Fra Maastricht til Amsterdam

Debat
1. november 1997

Regeringen mener, at Amsterdam-traktaten fuldgyldigt erstatter Edinburgh-afgørelsen vedrørende de tre forbehold: unionsborgerskabet, det overstatslige retlige og indre samarbejde samt den fælles forsvarspolitik Det er ikke rigtigt

EU
Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union fastslog, at der i 1996 skulle træde en regeringskonference sammen med henblik på to formål: At uddybe og styrke samarbejdet om retlige og indre anliggender og den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.
Det er da også netop disse to områder, der er de altdominerende nydannelser i den Amsterdam-traktat, som blev regeringskonferencens resultat. Det er da også disse emner, der drøftes i den europæiske debat.
Miljø, beskæftigelses, nær-hed, åbenhed og øst-udvidelse spillede ingen væsentlig rolle under traktatens tilblivelse, og traktaten indeholder da heller ingen ændringer af faktuel betydning på nogen af disse områder.
"Miljøgarantien" er blot en kodificering af en EU-dom fra 1994, hvorefter det ultimativt er Kommissionen, som bestemmer, hvor langt det enkelte land må gå i strengere miljøregler.
Beskæftigelseskapitlet indeholder intet andet end fromme hensigtserklæringer og konsultationer. Det eneste operative er en mulighed for EU til at yde støtte til pilotprojekter o.lign.
I kapitlet om subsidiaritet (fejlagtigt oversat som "nærhed") er der ingen som helst afgrænsning af Unionens opgaver, modsat hvad tilfældet er i alle forbundsstatsforfatninger (og EU er nu mere en forbundsstat end en mellemfolkelig organisation).
Hvad "åbenheden" angår, er der ingen nydannelse i forhold til nu eksisterende praksis. Alt afhænger fortsat af den konkrete udformning af Ministerrådets forretningsorden og hvorledes denne administreres.
Øst-udvidelsen kunne også finde sted under en uændret traktat. Humlen var, at de store lande insisterede på at bevare samme dominans i et udvidet EU. Det "problem" er uløst.

Forbehold ikke bevendt
Hvad de fire danske "forbehold" fra Edinburgh-afgørelsen angår, er forbeholdet vedrørende Danmarks deltagelse i ØMUéns tredje fase ikke berørt af Amsterdam-traktaten. Derimod erstattes de tre andre forbehold (vedrørende unionsborgerskabet, det overstatslige retlige og indre samarbejde samt den fælles forsvarspolitik) af traktatteksten.
Regeringen mener, at Edinburgh-afgørelsen fuldgyldigt erstattes af Amsterdam-traktaten på de tre områder. Det er ikke rigtigt.
Det fastslås, at unionsborgerskabet ikke erstatter det nationale statsborgerskab. Det har heller ikke været meningen. Men man "glemmer" Maastricht-traktatens art. 8, stk. 2: "Unionsborgerne har de rettigheder og er underkastet de pligter, der er indeholdt i denne traktat".
Eftersom menneskerettighederne og de sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder nu inkorporeres i Traktaten, og EU-retten har forrang, er der lagt op til en gradvis udhuling af de nationale statsborgerskaber, oven på den underminiring, som allerede den bestående Traktat og EU's praksis.
Det danske "forbehold" over for det overstatslige retlige og indre samarbejde i form af fælles asyl- og indvandrerpolitik er heller intet bevendt. Den politiske realitet er, at Danmark får 6 måneder til at kopiere de beslutninger, EU træffer. Gør vi det ikke, skal de andre lande "overveje" hvilke "passende foranstaltninger", de vil sætte i værk.
I virkeligheden er der tale om en juridisk fiktion, hvorefter Danmark formelt ikke deltager i de overstatslige beslutninger, men reelt er vi med.
På samme måde forholder det sig med "forbeholdet" over for den fælles forsvarspolitik. I Edinburgh-afgørelsen var det danske forbehold hægtet op på Danmarks status som observatør (ikke-medlem) af WEU. Den del af forbeholdet er nu fjernet. Det samme gælder erklæringen om, at Danmark ville afstå fra at varetage formandskabet for Unionen i alle tilfælde, hvor der var tale om at udarbejde og iværksætte aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.
At det sidste er fjernet undrer ikke i betragtning af, at udenrigsminister Niels Helveg Petersen, som EU-formand ledede et møde, hvor en militær indsats i Bosnien blev drøftet.
Det danske forbeholds eksistens har heller ikke hindret forsvarsminister Hans Hækkerup i at være formand for WEU's våbengruppe.
Under en høring af generalsekretæren for WEU i Europa-Parlamentets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg stillede jeg spørgsmålet, om der reelt var forskel på at være medlem og observatør i WEU. Svaret var, at det var helt op til det enkelte land, og generalsekretæren tilføjede, at Danmark var en meget aktiv deltager i WEU's møder...

En dansk katastrofe
Realiteten er, at de fire danske "forbehold" aldrig har været respekteret af den danske regering. (På ØMU'ens område fører man en økonomisk politik, som om vi allerede var i den tredje fase). Der er ingen som helst grund til at tro, at resterne af "forbeholdene" vil blive respekteret i fremtiden, i deres udvandede form, tværtimod.
Også af den grund er det vigtigt at forholde sig til Amsterdam-traktatens afgørende kapitler om det retlige og indre samarbejde og om den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.
Hvad det første angår, er det afgørende, at asyl- og indvandrerpolitikken i fremtiden bestemmes af EU, efter en 5-årig overgangsperiode ved flertalsafgørelser om bl.a. flygtningekvoter.
Danmark mister altså retten til at bestemme over, hvem og hvormange, der må bo her i landet. Alle EU-borgere og borgere fra 3. -lande med arbejds- og opholdstilladelser får fri ret til at bevæge sig og opholde sig i hele EU. Grænsekontrollen skal ophæves. For et lille, homogent land som Danmark er det en katastrofe.
De nordiske EU-lande behandler indvandrere og flygtninge mest humant. De behandles mindre humant i Tyskland og betydeligt ringere i Frankrig og i EU's Middelhavslande. Vi kan derfor imødese en eksplosiv stigning i antallet af fattigdomsindvandrere og -flygtninge.
Da det hverken politisk, juridisk eller socialt vil være muligt at bombardere vor behandling af disse grupper ned på et EU-gennemsnit, bliver problemerne overvældende. En gigantisk nedskæring af velfærdsstaten, der også vil ramme fattige danskere, kan blive konsekvensen. Der må jo ikke forskelsbehandles.
For hele EU betyder fjernelsen af al grænsekontrol indenfor Unionen, at det i praksis bliver umuligt at styre de bestandigt voksende strøm af fattigdomsindvandrere og -flygtninge fra den tredje verden. Man kan ikke bygge en Berlin-mur tværs gennem Middelhavet.
Resultatet vil blive dybe økonomiske, sociale og politiske spændinger med voksende tilslutning til militante grupperinger.
Ligegyldigt hvor meget man lader EUROPOL blive et forbundspoliti og tillader udenlandske politifolk at operere i andre lande.
Man vil også her i landet komme ud i situationer, hvor politiet afkræver folk bevis for deres identitet og foretager razziaer i indvandrer-
ghettoer, som i Frankrig. Et centralt register uden betryggende demokratisk kontrol oprettes for hele EU, og straffelovgivningen skal ifølge Amsterdam-traktaten harmoniseres.
På papiret vil man muligvis få en mere restriktiv asyl- og indvandrerpolitik, men da problemet bliver komplet u-styrligt, vil man ende i retsligt anarki, hvor kun et be-grænset, tilfældigt udsnit af flygtninge- og indvandrermaserne "fanges".

Fattigdomskløft
Dybest set reagerer EU med det overstatslige retlige og indre samarbejde på den samme trussel, nemlig fattigdomstruslen fra den tredje verden, som man reagerer på, når det gælder den faktiske overstatsliggørelse af udenrigs-, sikkerheds- og forsvars-politikken. Og med den modsatte virkning af den tilsigtede.
For den politiske baggrund for, at EU med Amsterdamtraktaten i realiteten vil få en militær dimension, er, at man ser især den muslimske fundamentalisme som en sikkerhedsrisiko.
I stedet for at imødegå den ved at give den tredje verdens lande markedsadgang gennem frihandelsaftaler, fastholder man en protektionis-tisk handelspolitik. I stedet for at øge bistanden til den fattige verden, reducerer man dem. I stedet for at være neutrale over for de politiske kampe (og valg) i de fattige lande, støtter man reelt, indirekte eller skjult, reaktionære regimer og militærdiktaturer. Algeriet er et meget anskueligt eksempel.
Resultatet er, at problemerne forstørres, fattigdomskløften, globalt og i det enkelte udviklingsland, udvides, og desperationen vokser.

Militært svar
På de problemer søger EU nu et militært svar. WEU integreres tættere i EU og kan helt inkorporeres blot ved en slutning i Det Europæiske Råd (EU's topmøde).
De såkaldte "Petersberg-opgaver (humanitære redningsaktioner, fredsbevarende og fredsskabende opgaver) indskrives i Traktaten, herunder kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, d.v.s. krigsførelse.
En fælles forsvarspolitik vil blive udformet, og Det Europæiske Råd kan blot ved en beslutning oprette et fælles forsvar. Det Europæiske Råd skal beslutte de overordnede strategier, med udførelsen af de fælles aktioner vil ske i Ministerrådet gennem kvalificeret flertal, herunder også oprationelle aktioner.
I praksis betyder det, at vetoretten på det udenrigssikkerheds- og forsvarspolitiske område er væk. Ethvert land kan nemlig gennem såkaldt "konstruktiv afståelse" undlade at stemme og dermed holde sig udenfor en militær aktion uden at hindre flertallet i at agere på Unionens vegne. Og også de lande, der ikke deltager militært, er bundet til loyalitet og solidaritet.
EU er på vej til at gentage de samme fejl over for sit "bagland" (Mellemøsten, Afrika, Asien), som USA i generationer har gjort over for Latinamerika. At stå på en rige overklasses side ved passivitet eller "om nødvendigt" militær intervention og ignorere den sociale uret.
En generalsekretær skal lede begyndelsen til et fælles EU-udenrigsministerium, en såkaldt politik-planlægnings, analyse- og varslingsenhed. Generalsekretæren vil blive den magtfulde repræsentant udadtil for Unionen, og pos-ten vil blive besat af en prominent europæisk politiker, så det undgås, at et latterligt lille land tegner Unionen i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Mere Union
Selv om de retlige og sikkerhedspolitiske ændringer er de væsentligste i Amsterdam-traktaten, sker der også vigtige institutionelle ændringer, idet alle EU's institutioner bliver styrket:
Ministerrådet ved at gå over til flertalsafgørelser på bl.a. det retlige og indre samarbejde og udenrigs- og sikkerhedspolitikken, foruden på beskæftigelsespolitik, sundhedspolitik, ligestilling og forskningspolitik.
Parlamentet bliver lovgivningsmæssigt ligestillet med Ministerrådet på de områder, hvor Ministerrådet beslutter med kvalificeret flertal.
Det drejer sig om beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik, om strukturfondene, om unionsborgerskabet, transport-, miljø- og forskningspolitikken samt udviklingssamarbejde. Da Parlamentet er Unionens suverænt ivrigste integrationsforkæmper, giver det allerede i sig selv mere union.
Parlamentet skal også godkende valget af Kommissionsformand. Det vil forstærke udviklingen i retning af en egentlig EU-regering. Der er allerede en trend igang, hvorefter flere og flere kommissærer har en baggrund i Europa-Parlamentet.
Kommissionen styrkes ved at formanden får medindflydelse på hvem, der udpeges til at være kommissærer. Det bliver noget, det enkelte land ikke mere selv kan afgøre. Kommissionsformanden får endvidere afgørende indflydelse på resortfordelingen mellem kommissærerne.
Domstolen får kompetence til såkaldte præjudicielle afgørelser i det retlige og indre samarbejde, altså i realiteten en øverste retsinstans, ligeledes i forbindelse med det såkaldte "fleksible samarbejde", hvor medlemslande kan gå samen i et tættere samarbejde og bruge EU's institutioner.
Der er kort sagt suverænitetsafgivelser så det basker i Amsterdam-traktaten. Så der er allerede derfor særdeles gode grunde til, at den kommer til folkeafstemning.

Ja eller nej til Amsterdam
Hvad sker der, hvis danskerne stemmer nej?
Lad det være sagt straks: Folkeafstemningen handler ikke om Danmarks EU-medlemskab, men om ja eller nej til Amsterdam-traktaten.
Da det kræver enstemmighed mellem EU's medlems-lande at ændre Traktaten, dersom blot et land forkaster den.
Sådan er juraen. Men det er ikke realistisk at forvente, at de øvrige lande vil genforhandle traktaten. De vil spørge, hvad Danmark vil, og hvis regeringen - i modsætning til, hvad tilfældet var efter forkastelsen i 1992 af Maastricht-traktaten - vil respektere vælgerne, vil den svare, at Danmark ikke godkender Amsterdam-traktaten, og at dette ikke kan ændres, for det er befolkningens vilje.
Derpå kan man forestille sig, at de øvrige lande vil gøre Amsterdam-traktaten til en "protokol", ligesom man ved Mastricht-traktaten lod Storbritannien stå udenfor den fælles arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Og "fleksibilitetsprincippet" er just fastsat i Amsterdam-traktaten. På den måde vil man måske forsøge at fastholde det væsentlige i Amsterdam-traktaten.
Man hverken kan eller vil prøve på at tvinge Danmark til at erstatte medlemskabet af EU med en frihandelsaftale om medlemskab af EØS, ligesom Norge og Island. Det har altid været EU's politik over for lande, man ønsker som medlemmer, at tilknytte dem så tæt som muligt: hvis ikke de ønsker medlemskab, så det tættest mulige samarbejde uden medlemsskab.
Iøvrigt vil det ikke være en økonomisk ulempe for Danmark at koncertere medlemskabet af EU til en frihandelsaftale (med eller uden EØS-medlemskab).
Vi vil bevare det fælles marked, kunne føre en mere selvstændig økonomisk politik til gavn for beskæftigelsen og måske endda - som Deutsche Bank fornylig skrev - kunne blive Nordeuropas Schweiz.
Jvf. også den seneste vismandsrapport, der slog fast, at det måske lige frem kunne blive en fordel for Danmark at holde sig fri af ØMU'en som ikke længere forventes at blive den stabile valuta, man forestillede sig, da man forhandlede Maastricht-traktaten.

Folkelig basis for et nej
Når danskerne i 1972, 1986 og 1993 stemte ja til EF/EU var det ikke p.g.a. kærlighed til europæisk integration og union. Tværtimod. Det var p.g.a. skræk for mulige økonomiske konsekvenser af et nej. En skræk, der iøvrigt i alle tilfældene var aldeles uberettiget og grundløs.
Når et flertal i 1992 vovede at stemme nej, var det fordi skræk-argumentet ikke blev troet. Nu er vi efter Amsterdam-traktaten i samme situation som før 2. juni 1992, at skrækargumentet er utroværdigt.
Og vi er den erfaring rigere, at nej'et i 1992 ikke blev respekteret af regeringen og Folketingets flertal, og de "forbehold" fra Edinburg-afgørelsen, som motiverede den ny folkeafstemning i 1993, ej heller blev respekteret og nu forsvinder næsten helt, med et ja til Amsterdam.
Så den folkelige basis for et nej til Amsterdam-traktaten er bestemt tilstede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her