Læsetid: 3 min.

Makkerparret Mehmet og Naser

Debat
21. november 1997

Jeg var med til en debataften, hvor publikum heldigvis var uenige i d'herrers synspunkter. Alligevel er det skuffende, at de danske medier gør dem til eksperter i alt, hvad der har med etniske minoriteter at gøre

MINORITET
Som de fleste samfundsinteresserede borgere har jeg i den seneste tid læst og set diverse artikler, kronikker og tv-kommentarer af henholdsvis Mehmet Ümit Necef og Naser Khader. Jeg har også været en af de få heldige danskere, som har deltaget i debatten om deres holdninger, både i tv, Information og Politiken.
Derfor mødte jeg op for at opleve de to herrer in person, tirsdag den 11. november i Blågårdens Medborgerhus, med åbent sind og fyldt af nysgerrighed. Jeg var nysgerrig efter at se om mine anskuelser om de to herrers løs-ningsmodeller vedrørende integration var enestående, og hvorvidt andre havde gjort de samme iagttagelser. Desuden var jeg spændt på at høre deres ord blive gentaget over for et publikum, hvor en stor del var med etnisk baggrund.

Er det forskning
Mehmet Necefs definition på integration kort og simpelt var, at man skal være lovlydig og være selvforsørgende. Derudover bestod det meste af hans oplæg af eksempler fra personer han havde talt med og fra ikke fremlagte undersøgelser, hvilket grundlæggende afspejlede en dyb mistro til etniske minoriteter. Til dette hviskede en af tilhørerene "Gud, kalder han det forskning?" Han glemte at repetere sin yndlings-integrationsmodel - nemlig integration via 'sexuelt samvær mellem Bodil og Hassan'.
Efter Mehmets guldkorn tog Naser Khader ordet. Hans intro var at - selvom han stillede op for det Radikale Venstre ved kommunalvalget - så var det ikke som politiker, han deltog. Han fortsatte med at understrege, hvor stor vægt han lægger på den frie og åbne dialog. Desuden fortalte han at nogen havde tilladt sig at have en anden mening end ham, og kaldt ham ord, han ikke brød sig om at høre - nogle af disse personer var endda tilstede i salen!

Fineste politikerstil
Efter denne stilfulde intro fortsatte Naser Khader med et oplæg, der i fineste politikerstil bestod af at vejre stemningen i salen og forsøge at sige det som kunne gøre flest tilpas.
Det forbavsede mig, at han ikke gentog hvad han ofte generaliserende har sagt, om det såkaldte islamiske familie- og livsmønster - fra undfangelse til grav, eller om de problemer, der efter hans mening opstår mellem danskere og udlændinge i boligområder. Enten var de begge bange for at sige, hvad de normalt siger til et udelukkende dansk publikum, eller også udviste de en udbredt kvalitet - mangel på principper og opportunisme.
Den efterfølgende debat gjorde mig både glad og skuffet. Det glædede mig at opleve, at jeg ikke er ene om at opponere mod de to.
At så mange unge - 'anden generations indvandrere' - med deres velformulerede argumenter var i stand til at gennemhulle de to medieskabte 'eksperters' skrivebordsteorier. Under den timelange debat var der på intet tidspunkt nogen af tilhørende, der gav udtryk for enighed med de to.
Men det skuffede mig dybt at opleve, hvordan de danske medier er så fokuseret på lige præcis disse to personers meninger. At de bliver gjort til eksperter og talsmænd på alt hvad der har med etniske minoriteter at gøre, lige-
fra modersmålsundervisning, unge kvinders problemer med deres ægtefæller, arbejdsløshed, ungdomskriminalitet og sociale ydelser til etniske minoriteter.
På vej ud fra medborgerhuset overhørte jeg flere stemmer: "- Hvorfor fanden inviterer mødearrangører altid de to?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her