Kronik

Markedet hærger

6. november 1997

Vesten dikterer verden, hvad 'udvikling' er. Årsager til lidelser og skævheder i samfundet bliver gjort til uomgængelige betingelser for at skabe et moderne, rationelt industrisamfund

Økonomi i Opbrud
Siden begrebet 'udvikling' vandt indpas i 1950'erne og 1960'erne, er det blevet brugt i betydningen 'fremskridt' og 'modernisering', og i de nuværende globaliseringstider er det også blevet analogt med 'økonomisk vækst'. Det betegner altså en bevægelse bort fra noget, der betragtes som 'underudviklet'.
Eftersom 'underudviklingen' blev set i forhold til Vestens udviklingstrin efter Anden Verdenskrig, blev flertallet af verdens befolkning pludselig degraderet til en status som underudviklet. Derfor befinder alle ikke-vestlige lande sig mere eller mindre i en 'udviklingsproces'.
Uanset hvordan man definerer begrebet, er den grundlæggende opfattelse, at der er tale om en lineær, teleologisk proces, som kan måles efter en række kriterier: økonomisk vækst og ekspansion, akkumulering af rigdomme, masseproduktion og forbrug. Hvis et land opfylder disse kriterier, betragtes det som 'udviklet'.
Det er denne målestok, der dominerer udviklingens teori, praksis og politik. Den ligger til grund for tankegangen i magtfulde globale organisationer som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Et besøg i Kina for nylig fik mig virkelig til at føle den såkaldt uimodståelige globaliseringstendens - en proces, som underkaster alle lande disse kriterier.

Ubegrænset økonomisk ekspansion hjulpet på vej af moderne teknologi betragtes af mange udviklingslande som den eneste effektive måde at løse deres sociale problemer på. Økonomisk vækst i form af den enkeltes stræben efter rigdom og materielle goder menes at være i overensstemmelse med menneskets ønske og det moderne livs organisering.
Med andre ord opfattes begreber som 'en høj levestandard' og 'materielt velbefindende' ikke kun som udtryk for en vestlig livsform, men som universelle værdier.
Udvikling i den betydning indebærer ikke alene masseproduktion af varer og tjenesteydelser, men også en moderniseringsproces, som nødvendigvis må indebære en ideologisk tilpasningsvillig befolkning og tilsvarende institutioner.
Derfor forudsætter udviklingen en revolutionær forvandling af ideologi, filosofi, kulturtraditioner, psykologiske holdninger og levevis. For at markedsideologien kan blive 'som en fisk i vandet', skal der en radikal ændring af værdier til.
De elementer, som er mulige årsager til lidelser og skævheder i samfundet, bliver altså til uomgængelige betingelser for at skabe et moderne, rationelt industrisamfund. En konsekvens er, at mennesker mange steder i verden bliver gjort til passivt modtagende væsener, hvis fremtid skabes af andre, og hvis værdier indføres udefra.
Det instrument, der angiveligt skulle hjælpe alle med at opfylde disse kriterier, er den såkaldte markedsøkonomi. Markedsøkonomien bliver mere og mere den fremherskende ideologi, ligesom økonomisk vækst er ved at blive standardkriteriet for samfundsudvikling.
Efter min opfattelse er markedsøkonomien det typiske udtryk for neoliberalismens hegemoni. I vore dages globaliserede verden betragtes markedet ikke alene som et neutralt rum, hvor varer, ressourcer og ydelser samles, men også som den bedste måde at regulere samfundet på.

Da Sovjetunionen og den østeuropæiske socialistiske blok brød sammen i 1989, kunne den amerikanske politolog Francis Fukuyama hævde, at afslutningen på Den Kolde Krig havde ført til "historiens afslutning". Han opfattede markedsøkonomien og det vestlige liberale demokrati som den endelige form for samfundets organisering.
Set fra dette perspektiv indebærer udviklingen også en særlig politisk rangorden: Udviklingslandene skal acceptere det vestlige liberale demokrati som den eneste styreform, der er god og effektiv.
De fleste lande i Den Tredje Verden - inklusive Kina - bliver overskyllet af markedets ideologiske kræfter og presset til at gå ind i globaliseringsprocessen, så deres økonomier integreres i verdensmarkedet. "Tilslutning til verdensmarkedet" - som de kinesiske neoliberalister siger - indebærer dramatiske strukturforandringer, som påvirker hele samfundslivet med store problemer til følge.
Teknologi, produktivitet og handel ses mere og mere som uundværlige faktorer i den proces, der skal forandre landenes stilling i verdensøkonomien. I mange udviklingslande deles arbejdsstyrken op i to grupper: Fastansatte og løs-arbejdere, som får forskellig løn og modtager forskellige sociale ydelser.
Med udgangspunkt i argumentet om, at mobilitet i verdensøkonomiens hierarki kræver større produktion og mere teknologi, indgår disse stater flere vertikale forbindelser med det kapitalistiske marked og øger samtidig deres egen akkumulering af kapital ved at udnytte den overskydende arbejdskraft. Man håber, at de lokale økonomiers tilknytning til verdensøkonomien kan styrke den herskende elite og fremme intern ekspansion.
Resultatet er, at en regerings troværdighed kommer til at hvile på dens resultater med hensyn til udvikling - en tendens, der gør den sårbar over for økonomiske tilbageslag.

Mange staters eliter har indset, at de kun kan beholde magten ved at fremme økonomisk vækst og ekspansion med alle midler, selv autoritære styreformer og grov udnyttelse af arbejdskraften. Derfor bliver økonomisk vækst tæt knyttet til politisk legitimitet og interne magtkampe.
Også udenlandske investeringer betragtes som en vigtig faktor, når det gælder om at skabe økonomisk vækst. Hvert enkelt udviklingsland bestræber sig for at tiltrække udenlandske investorer ved at give dem 'gunstige' betingelser.
Det styrker investorernes lyst til at placere dele eller faser af en produktionsproces i lande og regioner, hvor lave lønninger og en politisk undertrykt arbejderklasse muliggør udnyttelsen. Derfor er styrkeforholdet mellem kapital og arbejdskraft blevet mere og mere forrykket.
Dertil kommer, at investorerne har magt til at anbringe deres investeringer og ressourcer efter rationelle overvejelser af, hvor de bedst kan maksimere deres profitter ved at drage fordel af den lokale arbejdsmarkedspolitik og infrastrukturens tilstand.
Når mange mennesker hævder, at vi er trådt ind i en ny æra kendetegnet af 'informationsteknologi' og 'frimarkedsøkonomi', er disse slagord ikke blot sproglige udtryk for virkeligheden - de repræsenterer også en stærk neoliberalistisk ideologi, som gennem en lang periode er blevet omhyggeligt opdyrket af dem, der står til at vinde ved den.

Kommunismens sammenbrud i Europa og Asien har ført vestlige liberale politiklere, økonomer og journalister ud i et nulsumsspil: Hvis kommunismen ikke fungerer, må den erstattes af kapitalisme; hvis den socialistiske plan-økonomi slår fejl, må den liberalistiske frimarkedsøkonomi accepteres universelt.
Denne enkle modstilling - hvor kommunismen står i kontrast til det frie marked, autoritært styre til demokrati og diktatur til frihed - er blevet 'universelle kriterier' inden for politik og økonomi.
De udviklingslande, der blindt tror på 'udvikling gennem markedsøkonomi', overser de overvældende beviser for, at kapitalisme ikke fører til en retfærdig fordeling af velstanden. Dertil kommer, at den heller ikke formår at beskytte kloden.
Den kapitalistiske forestilling om, at det eneste mål for økonomisk aktivitet er at maksimere profitten, og at det enkelte menneskes ønske er det vigtigste aspekt ved livet, er vildledende. Når eliterne i mange udviklingslande støtter den, er det, fordi de selv har fordel af et system, der udnytter deres egne landsmænd.

Globaliseringen er altså en proces, som på den ene side bliver påført andre af de dominerende udviklede lande, og på den anden side bliver betingelsesløst acccepteret af udviklingslandene.
Øst- og Sydøstasien er blevet rost som et lysende eksempel, men den hektiske udvikling i disse lande er godt i gang med at ødelægge miljøet, og den undergraver befolkningernes sundhed hurtigere end noget andet sted i verden.
Data fra Verdenssundhedsorganisationen WHO viser, at fem af verdens syv mest for-urenede byer ligger i Asien. Dertil kommer, at industriens forurening af luften og vandet samt dens udledning af giftigt affald overstiger væksten i bruttonationalproduktet adskillige gange. Alle disse kendsgerninger må få os til at overveje, hvad udvikling egentlig er.
Under Mao talte man i Kina om en udvikling, der byggede på selvtillid og selvforsyning, men det blev betragtet som en ideologisk trussel mod den liberale kapitalisme. Det er imidlertid et paradoks, at den nuværende kinesiske protokapitalisme er potentielt mere 'truende' for det vestligt dominerede verdenssystem (når man tænker på andelen af verdens rigdomme og ressourcer).
'Truslen' fra Kinas 1,2 milliarder indbyggeres forbrug af ressourcer og deres akkumulering af velstand synes at være langt mere reel end Huntingtons "sammenstød mellem civilisationer".
I lang tid endnu ligger de vestlige landes egentlige magt i deres evne til at definere. Vesten har næsten defineret alt - ethvert koncept og enhver forestilling. Jeg tror, tiden er inde til, at hele verden går i gang med helt at omdefinere konceptet.
Som en videnskabsmand har udtrykt det: Udviklingen skal ikke ødelægge, men respektere "de menneskelige samfunds store mangfoldighed og deres mange forskellige metoder til at løse problemer, skabe en meningsfuld eksistens, organisere forholdet mellem mennesker og tilpasse sig forskellige miljøforhold".

Oversat af Birgit Ibsen.

Li Xing er Ph.D. kandidat ved Aalborg Universitets Forskningscenter for Udvikling og Internationale Relationer.

APROPOS
Massepsykose
Fra tid til anden rammes samfund af massepsykoser. Fra middelalderen har vi beretninger om landsbybefolkninger, der udmarvet af krige, sult og sygdom blev grebet af fælles vanvid og gav sig til at synge og danse.
Vort århundrede har budt på massepsykoser i langt større rum, fastlagt af massemediernes stigende udbredelse. Tilbedelsen af markedskræfterne er en nutidig global massepsykose.
Som Li Xing gør opmærksom på til venstre for denne spalte, drages ukritisk den slutning, at når den socialistiske planøkonomi har slået fejl, må den liberalistiske frimarkedsøkonomi accepteres betingelsesløst.
I skyndingen overhøres besindige indvendinger, f.eks.:
*Markedet er sjældent så gennemskueligt, som idealmodellen forudsætter.
*Subsidier af allehånde arter, skattepolitik, udviklingsstøtte og rundhåndede statslige indkøb hos våbenindustrien, skævvrider konkurrencebetingelserne.
*Den private interesse er i sagens natur kortsigtet og - privat. Den offentlige er - eller burde være - langsigtet og gælde hensynet til almenvellet.
Tænksomme kapitalister gjorde klogt i at advare mod at lade pendulet svinge yderligere mod atvægterstaten. For desto voldsommere bliver det efterfølgende sving i modsat retning.
Men foreløbigt svinger det derudad: Et stort flertal på Christiansborg tiljubler regeringens beslutning om at afstå Tele Danmark til et amerikansk firma, uanset at dette firma - eller dem, der i fremtiden overtager det - kan have andre interesser i danskernes telekommunikation end danskerne.
Berlingske Tidende nævner forventningsfuldt, at DONG må være næste under hammeren, og at A. P. -Møller, der i forvejen sidder på indvindingsrettighederne i Nordsøen, ved at købe kan skabe "en slagkraftig energivirksomhed". Jo tak, det man før i tiden kaldte et privat monopol. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu