Kronik

Ud af narkotågerne

19. november 1997

Lovgivningen om narkotika er hyllet i fordomme og uvidenhed - og virker stik mod sin hensigt. Gør hash legalt og stærk narko tilgængelig for dem, som har brug for den

SOCIALT SET
Gud sagde: "Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden." Og det skete.

Af dette skaberværk har vores kultur lagt tre planter for had. Cannabisplanten, kokaplanten og opiumsvalmuen. De fleste, blandt dem også folketingsmedlemmer, vil vide, at der af disse tre planter udvindes rusmidler.
Festen og rusen har et godt tag i os og har haft det i alle tider. Blandt de tidligste festudfoldelser kendes Dionysoskulturen fra antikkens Grækenland. Dionysos gav menneskene vinranken og lærte os udnyttelsen deraf, ikke til rosiner, men til vin. Han var festens og rusens gud.
I Det nye Testamente har vinen også sin plads. Jesus gjorde vand til vin ved brylluppet i Kana, skønt visse fraktioner af dagens kristendom ganske synes at fornægte dette bibelske postulat og nærmest synes at ønske, at alt vin blev omgjort til vand. Rusmidler har gennem mange år været genstande for forbud og afgifter - med alibi i de skader, de forvolder; det er alkoholens skyld, at Jeppe drikker. Jeppes egentlige problemer gøres der ikke meget for at løse.
Lovligheden eller ulovligheden af disse euforiserende stoffer diskuteres med jævne mellemrum. Danske narkotikalove er gennem mange år uændret: Besiddelse, brug og handel med narkotika, herunder hash, er ulovlig, som så meget andet, eksempelvis spirituskørsel.
Jeg vil lægge mit hovede på blokken på, at adskillige af folketingets medlemmer har røget hash i deres ungdom. I modsat fald står det ganske slet til med det repræsentative i den lovgivende forsamling, idet langt over halvdelen af Danmarks befolkning menes at have prøvet at ryge eller indtage hash på anden vis.

Der hersker ingen tvivl om, at de stærke narkotika er farlige; hash vel næppe så farligt, når nu mange af den store procentdel af landets befolkning, der har prøvet det, går rundt og påstår, at de egentligt har det ganske godt. Der findes givetvis også brugere af den hårde narkotika, som har det ganske godt, altså er i stand til selv at regulere forbruget, uden at havne i et afhængighedsforhold.
Ganske mange hospitalspatienter smertereguleres med morfinprodukter uden at ende som narkomaner, skønt man ikke skal være blind for risikoen. Debatten om den stærke narkotika er ikke så sort-hvid, som den males fra visse sider.
Ét står dog ganske fast: Der er et ganske stort antal nakomaner, som er i et afhængighedsforhold. Alle ved, de findes. Tag på Vesterbro og se dem. Tag til det centrale Århus og se dem. Tag til enhver af de større provinsbyer og se dem. Tag til de mindre byer, og de findes. De lider af en kronisk sygdom, narkomani, og samfundet tilbyder da også behandlingsmuligheder på langt sigt. Men den akutte behandling af sygdommen må de selv stå for: De må dagligt skaffe en mængde narkotika for at kunne leve et uholdeligt liv.
De lidelser, en narkoman uden narkotika må gennemgå, er af langt grusommere omfang end en astmapatient uden sin spray, en gonorrésmittet uden sin penicillin, en iskiaslidende uden sin smertestillende medicin, en tandlægepatient uden bedøvelse eller en diabetiker uden sin insulin.
Alligevel hjælper vi dem ikke akut. Vi overlader disse syge mennesker til et uværdigt liv, hvor de selv må skaffe tusinder af kroner dagligt for at afhjælpe de akutte symptomer på deres sygdom.

Den pengestrøm, der flyder, for at narkomanerne kan gennemleve hverdagen, er betydeligt lettere at gennemskue end økonomiministerielle dispositioner: En narkoman skal dagligt skaffe cirka tusinde kroner til narkotika. Det er heldigvis langt mindre end for år tilbage; åbningen af og mod Østeuropa og det tidligere Sovjet har sat priserne betydeligt ned.
Få narkomaner har dette beløb ved normal lønindkomst eller selvstændig virksomhed. Bistand eller A-kasse rækker som bekendt heller ikke til det helt store narkosus. Pengene må skaffes på illegal vis. Der skal stjæles i butikker, laves indbrud, rulles, eller røves penge. Når der er tale om tilegnelse af løsøre, skal der negles for adskilligt mere end de tusinde kroner. Køberens pris, hælerværdien, er langt lavere end butiksprisen for kameraer, videoapparater, stereoanlæg, smykker osv.
En stor del af finansieringen af forbruget sker ved villaindbrud. Villaejerne er ikke så ringe stillet; de har gerne en forsikring, der dækker såvel skader ved indbruddet som det stjålne. Den udbetalte assurancesum stammer fra den præmie, jeg og sandsynligvis du betaler. Den enkelte forsikringstager er således med til at betale narkomanens forbrug.
En mindre del af narkomanens daglige forbrug stammer fra butikstyverier. Forbrugeren betaler narkoforbruget. Butikkerne kalkulerer med et vist svind, der lægges til ud-salgsprisen.
Det narkoforbrug, der dækkes af røverier, betales også af os, idet pengeinstitutter, benzinstationer og døgnkiosker er forsikrede. De menneskelige omkostninger er ganske svære at dække.

Det er store beløb, der dagligt skal omsættes for i narko. Som allerede konstateret stikker narkomanen ikke noget til side og oparbejder en stor formue. Pengene ender jo et sted. Den columbianske kokabonde, valmuedyrkeren i Laos, Burma og Thailand eller cannabisavleren i Marokko eller Nepal synes heller ikke at have samlet gods eller guld. Nærmere tværtimod.
Der sidder i udlandet, men også herhjemme mellemhandlere, dette pæne ord for mafiaer, der profitterer på narkomanens sygdom og det danske systems manglende evne til at løse et problem.
Al historisk erfaring viser, at en efterspurgt vares illegalitet medfører en ulovlig organisation, en mafia, der profitterer groft på forbudet. Forbudstidens USA er nok det mest kendte eksempel. I Danmark synes mafiaen at være blevet ganske synlig på det sidste. To grupper har under dække af at være motorcykelforeninger opnået en position, hvor de synes så stærke, at de næppe kan nåes af det officielle Danmark: Bandidos og
Hells Angels.
De to grupper har tidligere drevet Folketinget til særlovgivning. Jeg foreslår en generel lovgivning imod dem: Gør hash legalt og stærk narko tilgængeligt for dem, som har brug for den, og disse rockergrupper er stækkede på ganske kort tid. Det turde være soleklart, at rockerne ikke kan opretholde den økonomiske status, de har, med de midler, de - som alle andre - må opgive på deres selvangivelse. Det er en kamp om millioner, frem for en kamp om, hvilket rygmærke der er grimmest.

Hashen er efterhånden accepteret som rus-middel. Den seneste tid har afsløret midlet som formodentligt fortrinligt til smertebekæmpelse hos en gruppe syge. Det er vel også oplagt at et naturligt middel har bedre egenskaber end designerfarmako.
Da H. P. Clausen i sin tid var justitsminister, ændrede han reglerne om ikke-installatørers mulighed for selv at ændre småinstallationer. Begrundelsen herfor var ikke sikkerhedsmæssig, men at de fleste i forvejen selv baksede rundt med elinstallationerne. En sådan argumentation kan i høj grad bruges til en frigivelse af hashen:
Hash er, det viser undersøgelser, ganske udbredt. Der er ikke den samme sociale forståelse for hash som for alkohol. Det skyldes kriminalisering, og at hash blev slået i hartkorn med den stærke narkotika. Niels Hausgaards sang om den arbejdsløse, der efter naboernes mening drak såvel morfin som hash, udtrykker meget præcist vor viden og fordomme over for narkotikaen.
Jeg boede i de tidlige 1980'ere i Vestjylland. Der var hash allerede et udbredt fæ-nomen bland de unge fiskere. Hvorvidt det er socialt acceptabelt, ved jeg ikke. Men jeg har oplevet en smedemester, der tog en joint, en hashcigaret, når svende og lærlinge tog en øl eller flere. Der foreligger vist ingen undersøgelser af, hvilket af disse brug eller misbrug der er mest skadelig.
Hash er vidt udbredt. Det betragtes af de fleste som langt mere acceptabelt end for eksempel butikstyveri, men der ofres mange flere ressourcer på bekæmpelse af hashen end butikstyveriet.
Forbudet mod hash har kriminaliseret en stor del af befolkningen, dog ikke mere alvorligt end, at den udøvende magt ikke griber ind, hvis man blot besidder hash til eget forbrug. En ynkelig slap lovgivning eller udøvelse af politiarbejde. Men frygten for denne i sig selv uskyldige plante er så stor, at landmænd ikke må dyrke den cannabinolfri, altså ikke narkoindholdende, hampplante, skønt dens gavnlighed i et fornuftigt sædskifte skønnes så stor, at EU giver tilskud til dyrkningen. Man kunne jo også forbyde legetøjsgeværer; sådan nogle har det jo med at ligne rigtige geværer. Fra lægelig og folkelig side presses der på for at få ændret en forældet narkolovgivning, der har sit grundlag i en amerikansk
mistolkning af eller fordomsfuldhed mod hashens virkning.

Næsten dagligt konfronteres vi med undersøgelser og rapporter, der fortæller om alkoholens skadevirkninger og hvilke milliardbeløb det koster det danske samfund. Endnu ikke én rapport har set på alkoholens gavnlige virkning, og hvordan den er en afgørende struktur i den selskabelighed og det sociale samvær, uden hvilke samfundet næppe ville have de ressourcer, vi attrår.
Den ypperste lovgivning, altså ypperlig i total uforståelighed og logik, på alkoholens område er, at afgiften på spiritus er reduceret, mens afgiften på vin er sat op.
Et sandt demokrati kan vist nok kendes på, hvorledes minoriteter behandles. En minoritet, som er tusindtallig, men som næppe aner hvor det nærmeste valgsted er, og fra hvilke de fleste valgkort returneres til kommunen med postvæsnets påstempling om "findes ikke på adressen" eller "flyttet," er narkomanerne.
Narkomanerne er tvunget ud i kriminalitet. Kriminalitet og narkomani er hver for sig to dybt belastende sociale omstændigheder; de fleste narkomaners livskvalitet er fortvivlende ringe. Kunne den daglige kamp (og det er en kamp med potentiale: Der skal årligt skaffes omkring en halv million kroner til stoffer) rettes mod noget andet end kriminalitet, er det måske ikke utænkeligt, at narkomaner kan blive fungerende mennesker i samfundet.
Ét er sikkert; i en tid hvor vi taler dyreetik, der findes dyreetiske kommissioner, der også sørger for at påse skadedyrs vel, behandler vi narkomaner på en måde, mange ikke ville være bekendt overfor dyr.
Hvad jeg her skriver, kan for nogle virke som et forsvar, ja endog en promovering af hash og narkotika. Det kan kun bunde i fordomsfuldhed. Jeg skal her citere, hvad psykiater, professor Raben Rosenberg skrev til mig i en helt anden forbindelse:
"Min lille bemærkning om alkohol skyldes blot den stille resignerende observation, jeg flere gange har gjort i selskabelig sammenhæng, nemlig hørt på forargelse over psyko-farmakaforbrug og forurening fra personer, der på det pågældende tidspunkt var godt be-rusede samtidigt med, at man dårligt kunne se hinanden på grund af tobaksrøg."
Hash og narkotika er mig inderligt imod, men mine fordomme eller meninger skal ikke føre til uret. Det gør det nok for en del i den lovgivende forsamling. Jeg vil håbe narkotikatågerne ville lette derfra, så vi kan få en human og ordentlig behandling af narkomaner og en legalisering af det, som findes i enhver udørk af hele dronningeriget, selv Thule.
Kampen mod hashen er Don Quijotes kamp mod vejrmøller.

Vagn Sohn er efterskolelærer og har arbejdet med socialt udsatte på Kofoeds Skole.

APROPOS
Politi som følgeindustri
Hashen er store penge, og hvor der er store penge, er der altid en følgeindustri. Vi kender alle hvorledes virksomhedslukninger kan lamme en hel by. En af narkotikaens og hashens helt store følgevirksomheder er politivirksomheden.
Hvilke ressourcer er der ikke gennem tiden blevet brugt på militæragtige angreb på fristaden Christiania! Hash i bunkevis er blevet ført væk af uniformerede betjente for straks derefter at blive erstattet af nye bunker. Og det skal de jo, så længe hashen er ulovlig. Da narkokriminaliteten i fristaden var blevet uacceptabelt for de faste beboere, var der ikke nogen hjælp at hente fra Danmark. Beboerne iværksatte selv en narkotikablokade. Det er paradoksalt, at Christiania således i dag er et af de mest nakotikafrie områder i København.
Der er på det seneste ofret store politistyrker på at få afrikanske narkosælgere væk fra Vesterbro, hvilket ser ud til at være lykkedes. Hjem til Afrika er de færreste taget, og narkomanien er vel sagtens ikke blevet mindre af at flytte problemet. Men pænere ser det ud på det Vesterbro, som ligger så snublende nær turistattraktioner som Tivoli og Rådhuspladsen. Af de helt store politi-timeslugere er overvågningen af de to rivaler, banditterne og de fandens engle. Overarbejdet pukler sig op, så enkelte betjente, har op mod et års afspadsering til gode.
I politiet ser man opti-mistisk på udviklingen, men hvilken direktør ville ikke glæde sig over en så virksomhed, der i timetal og arbejde har sådan en succes.
Patetisk virker det dog, når journalister ofte spørger politifolk om narkoproblemet. Blandt dem er der dyb konsensus om, at det utøj fortsat skal være ulovligt. Spørg en smed på stålskibsværftet i Frederikshavn, om man skal fjerne al støtte til værfterne og han vil sige nej. Af egoistiske og solidariske grunde saver de færreste den gren, hvorpå de sidder, over. Politiet er ikke uddannet til at have mere tyngende politiske eller sociale holdninger end cykelsmede og bandagister, så der er ingen grund til at spørge dem om konsekvenserne af en frigivelse af narkotika og hash.
Vagn Sohn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu