Læsetid: 4 min.

Min Nietzsche og din Nietzsche

Debat
10. november 1997

Forfatteren har det første ord i debatten om en bog og behøver ikke få det sidste. Men anmeldere, som ikke tager bogen alvorligt, dræber på forhånd al meningsudveksling

VURDERINGS-KANON
Da Georg Brandes i et brev til Friedrich Nietzsche i januar 1888 peger på Søren Kierkegaard som en dybsindig psykolog, der måtte interessere den tyske filosof, indrømmer han samtidig, at hans egen Kierkegaard-bog fra 1877 (tysk udgave 1879) var et stridsskrift, "skrevet for at hæmme hans (Kierkegaards) indflydelse". Det har man siden moret sig meget over, for her afslørede den fæle Brandes sig jo den slemme manipulator, nogen anså ham for at være. Hvor var den frie tanke og den frie forsknings ret blevet af, hvis Brandes blot var ude på at dæmme op for den kristelige og dogmatiske side af Kierkegaards værk?
Da jeg en uge før udgivelsen af min Nietzsche-bog, Jeg er ikke noget menneske - jeg er dynamit!, i Information læste Kristen Bjørnkjærs nedladende forskræp: "P.T. er klar med en ny omgang letlæst filosofi. I næste uge er det filosoffen F.N., der populariseres", - så var jeg klar over, at linien var lagt.
Og da Tine Byrckel den 4.11. føjede sin nedrakning til bl.a. Tøjners ditto i Weekend-avisen, Zerlangs i Politiken og Asger Brandts i Kristeligt Dagblad, var det svært ikke atter at se den stort opsatte kritik (på forsiden: "P.T. forfladiger N. i ny bog") som et forsøg på hæmme mine bøgers indflydelse og udbredelse. Hvorfor ellers bruge så meget krudt på noget, man selv kalder en tam bordbombe eller en total fuser?
Det er en mærkelig animositet og adrenalin-produktion, mine bøger gang på gang er anledning til hos en vis form for anmeldere, samtidig med at jeg møder adskillige tilfredse læsere. Men måske dét netop hænger sammen - altså ikke at mine krakilske anmeldere forsøger at ramme mig på brødet af lutter misundelse (nej, selvfølgelig ikke!), men fordi de vil hjælpe disse mange og forblændede tosser med at se klart og derfor se bort fra mine bøger. Jamen, værsgo', det er jo et frit land, vi lever i, og kritikere, der tvinges til at læse nogle helt andre bøger end dem, de selv ville have skrevet, skal naturligvis have afløb for en del irritation.

Anmelderarrogance
Nej, så enkelt er det vel ikke? To andre forhold spiller også en rolle: For det første kan flere meget akademisk selvbevidste kritikere simpelthen ikke fordrage formidling, og da slet ikke af den store og komplicerede filosofi til de små og forenklende hoveder. Så bliver det nemlig, som Tine Byrckel skriver, "alt for forståeligt og derfor helt
uigenkendeligt" - det sidste for den lærde, der er vant til en indforstået optik i snævre filosofiske rum.
Henrik Stampe Lund skrev af samme grund om min filosofihistorie, Man bør tvivle om alt, at "introduktioner og oversigtsværker hører til livets nødvendige onder" (Inf. 1.11.96), hvorpå han følte sig kaldet til at afskrive hele mo-levitten som "filosofisk coca-cola".
Jeg fatter ikke denne arrogance, for formidling er på alle trin i vor dannelsesproces en afgørende mulighed for at få fingrene i den kultur, vi er rundet af og sat i. Og personer, der f.eks. endnu ikke har læst Nietzsche, men godt vil i gang, have nogle smagprøver og måske et overblik, har på samme måde som de, der er kørt sur i forfatterskabet og blevet desorienterede, brug for en formidlende håndsrækning. Også uden at den forlods skal gøres suspekt og underlødig.
For det andet er der vel grund til at konstatere, at såvel Kierkegaard som Nietz-sche er kontroversielle skikkelser og tænkere, og det giver uenighed og gnister, der undertiden bliver til vrede og ret grove angreb. Det har jeg unægtelig måttet sande, hvorfor anmeldere, der ikke vil virke dumme eller følgagtige, gerne slår på tromme for en Kierkegaard eller en
Nietzsche, som jeg på katastrofal vis har overset eller betragtet fra en anden og således meget betænkelig vinkel.

Trættende
Den slags drillerier kan fortsætte i det uendelige og endda være lidt underholdende, men når drengelegen 'Min far er stærkere end din far!' bliver til plat nedrakning af typen 'Æbæ, din Nietzsche er ikke så god (sand!) som min Nietzsche!', bliver det trættende.
At man som forfatter i forhold til en bestemt bog altid har sagt det første ord, betyder ikke, at man skal have det sidste - endsige at nogen har adkomst hertil. Men anmeldere, som ikke reelt diskuterer, hvad man som forfatter har gjort (altså tager udspillet alvorligt), og blot kører vurderingskanonen i stilling, dræber på forhånd den meningsudveksling, som også læserne kunne have glæde af at komme nær. Sådan lidt stedfortrædende, men inspirerende, som det faktisk er muligt i den gode anmeldelse, uanset hvad anmelderen til syvende og sidst mener om ens bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her