Læsetid: 4 min.

Nødvendigt at integrere de fremmede

Debat
18. november 1997

Hvis svinehunden skal holdes nede, må vi have en integrationspolitik, der begynder hos børnene

LØSNING
Fremmedfrygten er ikke populistiske højrepolitikeres opfindelse. Pia Kjærsgaard & co. er på trods af vandrehistorier og ekkoer fra egne fordomme kun i stand til at fiske i oprørte vande. Jeg må tage afstand fra deres løsninger, men det gøres næppe ved at påstå, at der ingen integrationsproblemer er.
Indvandrere og flygtninge er en politisk varm kartoffel. Det er derfor afgørende, at problemernes politiske løsning bæres af et interessefællesskab mellem de etniske minoriteter og primært de mindre velbjergede danskere, som deler skæbne med dem. - Jeg vil i det følgende komme med et bud på dette inden for børneområdet.
Det er vigtigt, at integrationen af de etniske mindretals børn i det danske samfund allerede begynder i førskolealderen. For at sikre en god skolestart må pasningsordninger udformes efter familiernes behov. - Pasning er i øvrigt et lide velvalgt ord. Pasning er i mange tilfælde ikke et problem hos de etniske mindretal, og opdragelsen af børnene er ofte grundlaget for kvinders identitet og værdi i egne og andres øjne. Noget med skole vil være et mere vel-valgt begreb selv om det, der foregår, ikke skal ligne undervisning. Set med danske øjne er der brugerbetaling på pasning. Skole er gratis.

Børnenes selvværd
Udviklingen af de sproglige mindretals dansk i skolerne skal ske i vekselvirkning med deres modersmål. Et væsentligt formål med modersmålsundervisningen og dennes integration i skolernes øvrige undervisning er endvidere at styrke børnenes selvværd og tryghed, således at de hverken oparbejder mindreværdsfølelse eller bedreværd i forhold til mennesker med udgangspunkt i andre kulturer. Lærere fra de etniske mindretal skal være brobyggere mellem skolen og dårligt integrerede familier for at skabe en god klasse for alle eleverne. Det handler om børnefødselsdage og mange andre små og store ting.
En forbedring af de sproglige mindretals vilkår på især de indvandrertætte og socialt belastede skoler vil betyde et generelt løft for disse og vil være et skridt på vejen til at sikre en mere reel ligestilling med andre skoler.

Fritidsområdet
Fritidsområdet, dvs. fritidsinstitutioner og det frivillige børne- og ungdomsarbejde, må også have et løft. Det er et alvorligt problem, at mange store drenge og unge mænd blandt indvandrere og flygtninge i høj grad tilbringer deres fritid på gaden, hvor integrationen i dele af det danske samfund nogle steder synes at foregå via børne- og ungdomsbander. Højrefløjs-populisterne kræver mere politi på gaden, og Venstre vil supplere det med private, kommunalt betalte vægterkorps for at skabe tryghed.
Alternativet er, at nogle af de etniske mindretals egne "rødder" bliver ansat af socialforvaltningen til at opbygge aktiviteter, løse problemer og skabe selvjustits. Ideen er gammel på Nørrebro og blev med succes allerede anvendt for tyve år siden, hvor der også var problemer med de hårde og seje. Forskellen er, at man dengang ikke kunne stemple dem med en farve.

Overordnet integration
I 1993 fremsatte Enhedslistens medlemmer af Borgerrepræsentationen et forslag til beslutning om at nedsætte et ad hoc-udvalg med henblik på at udforme en overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune. Repræsentanter fra de etniske mindretal, fra fag-, bolig- og kommunale brugerbevægelser og sagkundskaben skulle inddrages i arbejdet. Der kunne tages udgangspunkt i et programudkast, som blandt andet indeholdt ovenstående synspunkter. I 1994 blev forslaget i den nyvalgte Borgerrepræsentation understøttet af et fælles beslutningsforslag fremsat af Det Radikale Venstre, SF, De Grønne, Indvandrerlisten og Enhedslisten. Borgerrepræsentationen behandlede de to sager i 1995, men hverken forslag om udvalg eller kommissorium blev vedtaget. Sagerne henvistes til budgetudvalget, hvor de ligger endnu. De er syltet, som man siger.
Når forslagene i den forløbne tid er blevet berørt, fornemmes Socialdemokratiet og højrefløjens ulyst til at tage dem op. Der er den selvtilfredse reaktion med, at kommunens afdelinger og institutioner allerede laver et stort arbejde omkring flygtninge og indvandrere. Usynliggørelsen tages i anvendelse med udsagn i stil med, at når flygtninge og indvandrere har sociale problemer, så er det socialpolitikken, vi skal have fat i. Bolig- og byfornyelsespolitikken vil man hellere anvende til at tiltrække gode skatteydere end sikre et friere valg på boligmarkedet til dem uden store penge, anciennitet fra barndommen eller gode forbindelser.

Man råber op om lighed
Fra det liberale ideologiske lønkammer hentes argumentet med, at de etniske mindretal klientgøres gennem for meget politik. Eller man råber op om lighed og underforstår, at vi bare er ude på at diskriminere danskerne. Åb-ner man for noget, der kan fortolkes som fortrinsstilling, virker det som benzin på racismens bål. Dertil kommer sidebemærkningerne om, at vi ikke skal skabe en tumleplads for Fremskridtspartierne.
Det er på ingen måde mærkværdigt, at de gamle partier og mange andre mener, at indvandrer- og flygtningespørgsmålet er uegnet som valgtema, - uanset om det drejer sig om de kommunale valg i dag den 18. november eller folketingsvalget. Lykken vil for dem være et nationalt kompromis i form af et behersket knæfald for højrepopulismen.
Men det bringer os ikke et skridt nærmere de politiske svar og løsninger på integrationsproblemerne, og jeg frygter lunsen til svinehunden, vil få den til at vokse sig stærkere. Der er således ingen vej uden om en omfattende og præcist formuleret integrationspolitik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her