Læsetid: 5 min.

Økologisk eller naturlig fisk

Debat
19. november 1997

Der er sået tvivl på det økologiske marked. En voksende mistillid til økologiske produkter kan resultere i fremtidige naturlige fødevarer, herunder fisk

FØDEVARER
Når vi fortæller økologer, at den vilde fisk skal være økologisk og have et blåt ø-mærke, er deres umiddelbare reaktion: "En vild fisk kan da ikke blive økologisk, når vi ikke har kontrol over hvad den æder og hvor den æder", underforstået: havet kunne være forurenet.
Noget tyder på, at økologi handler mere om vores sundhed, end om det miljø, der skulle forbedres. De finder lidt mere fornuft i en økologisk produceret fisk, f.eks. en burlaks. Tankegangen er enkel: burlaks og høns er noget, der produceres, derfor kan de blive økologiske.

Vegetar-fisk
Accepteres denne tankegang må de burlakseproducenter, som vil sælge økologiske laks, være nødt til at oprette hav- eller dambrug, hvor de producerer vegetar-fisk ved hjælp af en eller anden art økologisk foder, måske soja. Disse fisk kan så formales til foder, i stedet for de vilde sild og tobis, der bruges som lakse-foder i dag.
I Norge produceres der ca. 300.000 tons laks/år (danske fiskere fanger i alt ca. 400.000 tons vilde spisefisk/år). I Norge har man i flere år arbejdet på at få godkendt en økologisk burlaks, men der indgår ikke vegetar-fisk i de planer, derimod indgår de vilde arter som skal formales og laves til laksefoder.
For kort tid siden blev producenternes planer afvist i det råd (DEBIO, Norges ø-mærke), som behandler så-danne ansøgninger, men med et snævert flertal: fire for og fem imod.

Svært at forstå
Fire mennesker, som afgør de økologiske produkters skæbne på det norske marked, mente at burlaks kunne blive økologiske. Det er svært at forstå. Hvis det bliver muligt at få godkendt en økologisk burlaks, så må sild og tobis nødvendigvis defineres som økologiske i sig selv. Eller i hvert fald så økologiske som det kræves i landbruget i dag, hvor 75 pct. af foderet skal være økologisk.
Men hvad så med den laks, torsk, rødspætte, kuller etc. der svømmer rundt sammen med disse fremtidige foderfisk? Hvis ikke industrifiskeren fangede tobisen, kunne den jo risikere at blive ædt af torsken.
Den torsk må så også være økologisk, men så enkelt er det tilsyneladende ikke.

Et økologisk fiskeri
Fiskeren fanger den fire år gamle og stadige vilde Kattegat-torsk. Han har ingen foderplaner, som fortæller hvad den har ædt, men må gå ud fra at torsken har ædt det, den har gjort i tusinder af år: lidt bunddyr og de fisk som er mindre end den selv.
Fanges torsken med et redskab, som ikke gør skade på havbunden, som ikke medfører udsmid, og ved brug af et minimum af fossile brændsler, og er torsken inden to døgn ude hos forbrugerne hel og fin med røde gæller og blanke øjne, er det så ikke et økologisk produkt? Fiskeren kan gøre rede for alt hvad han har foretaget sig siden torsken blev fanget, hvor den er fanget, hvornår o.s.v.
Produktet, torsken, kan ikke være noget problem, så opgaven må være at få defineret produktionsmetoderne for et økologiske fiskeri. Lignende problemer har landbruget løst og de arbejder på at gøre definitionerne bedre, overskudskalve, energi, de 25 pct. de mangler etc.
I fiskeriets omstilling til et økologisk fiskeri kunne de første opgaver blive: at få de naturødelæggende fiskeredskaber bestemt. F.eks. et bomtrawl i den ene ende af skalaen og en fiskekrog i den anden. Og få udarbejdet energiregnskaber for de enkelte fiskerier, f.eks. et snurrevodsfiskeri, som fanger fem-seks kg fisk pr. liter brændstof, og igen et bomtrawlfiskeri, som bruger en til to liter brændstof pr. kg fisk. For blot at nævne to helt centrale kriterier.
Efter et par år må arbejdet forventes at være afsluttet og fiskerne kan få licenser, der forpligter dem på de økologiske aftaler. Overholder man ikke aftalen, indrages den. Det samme skal ske på land, hvor behandlings- og distributionssystemet kan opnå en godkendelse til behandling og markedsføring af økologiske fisk. Omstilling til et økologisk fiskeri, produktion og forhandling burde kunne lade sig gøre.

En økologisk fisk
Når man nu har så svært ved at forstå vore bestræbelser, kan det være fordi, at problemet i virkeligheden er, at den vilde fisk er tættere på et harmonisk - naturligt om man vil - kredsløb, end den tamme gris.
Derved kommer den vilde fisk foran det mål, som økologerne satte sig i 70'erne - for ikke at nævne det energi kriterium, som landbruget endnu har foran sig?
Fisken kommer fra havet, en økologisk fisk fra et økologisk fiskeri. En gris kommer fra landbruget, en økologisk gris kommer fra et økologisk landbrug. En af landbrugets produktionsmetoder er at bruge gift, er det usundt, må det forbydes - mere kan der vel ikke være at sige om det?!

Fisken er vild
Fisken er vild, og vi har ikke mange vilde grise i naturen i Danmark, men sådan er det, det kan vi ikke rigtig gøre noget ved, men de forskelle har intet med produktionsmetoder og vor fælles natur at gøre. Så selv om fisken er vild fortjener den, nu da økologi og kvalitet (det med sundheden) er blevet det samme, en plads blandt alle andre økologiske produkter.
Giver vi ikke fisken denne plads, så risikerer vi, at fisken havner på en ny plads kaldet 'et naturprodukt', og 'naturlige fødevarer' bryder vi os ikke om. I praksis kan vi operere inden for og uden for et lovbestemt økologibegreb, med 'natur'-begrebet bliver det vanskeligt, forhåbentlig umuligt.
Landsforeningen Levende Hav ønsker ikke, at fisken skal være mere natur end andre fødevarer. For det levende hav, hvor fisken hentes, adskiller sig ikke væsentligt fra kulturlandskabet. Havet formes og præges af fiskere og af os, der udleder til havet. Og en fiskers livsform er at fange fisk i dette vor fælles hav. Om Gud har sået fisken er sagen uvedkommende.Det kan ikke være anderledes.

Fiskeren og bonden
Et punkt adskiller fiskeren fra bondemanden - bonden sår, før han høster. Men rækker vores fantasi ikke længere end til bondesjælen i os - at man skal så, før man må høste - bliver det svært at se, hvordan økologien kommer til at betyde andet og mere end det vi putter i munden - og det skal økologien.
Var det røde ø-mærke nu lavet for producenternes egen skyld, så behøvede fiskerne ikke noget blåt mærke. Men det er ikke tilfældet, mærket er til for forbrugerne. De har krav på alle de oplysninger, der kan medvirke til, at de vælger den fødevare, som giver bedst miljø for pengene, det der også kaldes et politisk forbrug.
Den vilde fisk - fanget, behandlet og solgt via et sæt statskontrollerede økologiske regler, som inkorporerer et skånsomt fiskeri, et lavt energiforbrug, et fleksibelt og varieret fiskeri, lokal selvforvaltning, skånsom behandling, kort transport, velfungerende fiskersamfund etc. - er ikke noget naturprodukt, men det er det tætteste vi kan komme på et økologisk produkt. Selvfølgelig skal den vilde fisk have et blåt ø-mærke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her