Læsetid: 3 min.

Den økonomiske politik koster menneskeligt dyrt

Debat
8. november 1997

Af LARS HUTTERS kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Solidarisk Alternativ,(SOL),og OLE THORBEK kandidat til Københavns Amtsråd for SOL

Arbejdsløsheden er med til at forhindre integration af indvandrere. Alligevel opretholdes det nuværende høje niveau af økonomiske grunde. Men har vi politisk råd til det?

UDSTØDT
En række voldelige konfrontationer, hvor 2.generations indvandrere har deltaget,
blotlægger en åbenlys mangel på integration i samfundet. Dem, der har været involveret i konfrontationerne, lever i miljøer, der er præget af høj arbejdsløshed og store sociale problemer. Beklageligvis ser det ikke ud til, at der er nogen let løsning på problemerne. Mange års social udstødning har brandmærket en voksende del af befolkningen.
Men før, man ligesom regeringen svarer igen med et krav om nye stramninger, som højrefløjen gerne ser strammet endnu en tand, er der måske grund til en smule eftertanke.
I gennem 25 år har skiftende regeringer valgt at regulere økonomien ved at opretholde en høj arbejdsløshed. Det er klart, at det ikke mindst har været indvandrerne, der har båret arbejdsløshedens byrde. Det er også klart, at en udstødning fra arbejdsmarkedet ikke skaber specielt gode muligheder for en almindelig integration i samfundet.
Men inflation og betalingsbalance skal åbenbart tæmmes gennem arbejdsløshed, og stramninger på statsbudgettet mindsker også beskæftigelsen. Sådan har det varet ved så længe, at mange må-ske ikke ved eller har glemt, at det har været ganske anderledes.

Efterkrigstid
Den 1. maj 1945 udgav et af samlingsregeringen nedsat udvalg sin betænkning bl.a. om hvilke mål, efterkrigstidens økonomiske politik skulle prioritere:
"Udvalget har derfor lagt det Synspunkt til grund for sine Overvejelser, at den økonomiske Politik først og fremmest skulde indrettes med Henblik på opnaaelsen af den størst mulige Beskæftigelse. Hvor dette Hovedformaal kan komme i Strid med noget af de andre Maal, man har ment at burde opstille, har man som Hovedregel anlagt det Synspunkt, at Hensynet til beskæftigelsen er det vigtigste, saaledes at andre Hensyn i givet Fald må vige. Det er jo og-saa indlysende, at en Be-grænsning af Arbejdsløsheden til et Minimum er af uvurderlig Betydning, dels af Hensyn til de arbejdsløse selv, dels af Hensyn til det Tab, som den spildte Arbejdskraft repræsenterer for Samfundet, og endelig af Hensyn til den politiske Ro og Stabilitet." (Vore fremhævelser. "Økonomiske Efterkrigstidsproblemer", Betænkning afgivet af Finansministeriets Udvalg af 30. januar 1943).

Ledighed som regulator
I de første 30 år efter krigen praktiserede man da også en politik, der skabte en meget høj og i perioder fuld beskæftigelse. I årene 1958 til 1973 var den årlige arbejdsløshed i gennemsnit på 27.000 personer, hvilket svarede til 1,8% af arbejdsstyrken.
I de sidste 20 år har samfundet derimod accepteret et niveau for arbejdsløsheden på mellem 200.000 og 400.000 personer. Det er hensynet til lav inflation, statens budget og ønsket om fastlåste valutakurser, der har været de centrale mål i den økonomiske politik. Arbejdsløsheden er det håndtag, der drejes på, når økonomien skal reguleres.
Spørgsmålet er, om de sociale omkostninger ved at bruge arbejdsløsheden som regulator nu er blevet for store og for smertelige. Er det, der er ved at udvikle sig, et socialt sammenbrud for 25 års økonomisk politik?
Er vi i dag parate til - for at opretholde en høj arbejdsløshed - at sætte hensynet til den politiske ro og stabilitet over styr? Eller skal vi som et første skridt for at stoppe yderligere udstødning og integrere de allerede udstødte sikre, at alle, der ønsker et job, kan få det? Ikke gennem en miljøødelæggende, traditionel økonomisk vækst, der alligevel aldrig genskaber den fulde beskæftigelse. Men gennem orlovsordninger, 'skraldemandsmodeller' og 35 timers arbejdsuge, der netop nu rumler i Frankrig og Italien. Gennem en udvidelse af den offentlige service, bedre sundhedsvæsen, bedre ældreomsorg og bedre udviklingsmuligheder for børn og unge.
Det koster meget lidt at ansætte arbejdsløse på normale vilkår i det offentlige, når man tager i betragtning, at der spares understøttelse, og der kommer flere penge ind i skat. Og skylder vi ikke verden nye miljøprojekter, der ligesom vindmølleindustrien forbedrer miljøet og i øvrigt også beskæftigelse og betalingsbalance på samme tid.
Kan vi fortsætte den nuværende kurs uden at ramle ind i sociale katastrofer, der besvares med evige stramninger hen imod et stadigt mere autoritært samfund?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her