Det kan ikke være rimeligt at afskære danske seere, som har været så dumme at tro på Tele-Danmark's samvittighed, fra nogle af de største kulturområder i Europa
MEDIER
I vores beboelse skulle vi for nogle år siden have nyt Radio-tv antenneanlæg. Vi diskuterede forskellige muligheder, og valgte til sidst at få installeret Tele-Danmark's Kabel-Tv med den 'store programpakke'.
I vores familie stemte vi for den løsning, fordi det for en rimelig udgift ville give os den største mulighed for at følge med i nyheder, politik og kultur i Europa.
Alt dette var længe før den tåbelige brugerafstemning. Det kan da kun være Rindal og Hilden, der mener, at man kan drive kuturpolitik ved folkeafstemning. Hvor var vi henne, hvis Danmarks kultur altid var blevet bestemt ud fra laveste fællesnævner?
Nu skal dette indlæg ikke være et debatindlæg imod brugerafstemningen, men mod nogle af de konsekvenser, der fulgte af dem.
Som bekendt gled det franske TV5 og italienske Rai Uno ud. Vi er specielt interesserede i fransk sprog, kultur og politik, så for os - og mange andre - har det været en urimelig konsekvens.
Der er 28 kanaler i øjeblikket, så der skulle vel være plads til fodboldkampe og uinteressant standard-underholdning, selvom man brugte kanaler til at give os mulighed for at følge med i, hvad der sker i politisk- og kulturelt betydningsfulde nationer som Frankrig og Italien.
Vi kan stadig se en tyrkisk-, en arabisk?- og en spansk kanal, foruden de tyske og heldigvis BBC.
Jeg har intet imod, at man kan se de nævnte kanaler, tværtimod, men jeg har noget imod at man afskærer os fra at se en fransk (og italiensk) international kanal, som endda sendes uden reklameindslag, og som i øvrigt vinder frem i flere andre lande.
I disse dage ville det være yderst interessant at følge med i transportblokaden og de politiske diskussioner.
Af kulturelle programmer skal jeg blot nævne Bouillon de Culture, som ses af tusinder og er modelskabende for litterære udsendelser.
Hvornår får vi noget
Nu får vi så at vide, at vi på et eller andet tidspunkt får TV5 og Rai Uno tilbage som lånekanaler. Det skulle blive i november - men hvornår?
Lånekanal - hvad betyder det?
Betyder det, at hvis der kommer en ny afstemning, og en eller anden kanal får flere stemmer end f.eks. TV5, så fravælger man TV5 til fordel for en pop-kanal?
Måske endda med det resultat, at det bliver dyrere, fordi den anden kanal benytter lejligheden til at tage sig ekstra godt betalt, som TV3.
Hvis det er meningen, må vi have at vide om tv skal være andet end populær underholdning for at trække reklameindslag - som seerne bliver trætte af - eller om tv også skal være en formidler af nyheder, oplysning, politik og kultur.
I hvert fald kan det ikke være rimeligt at afskære danske seere, som har været så dumme at tro på Tele-Danmark's samvittighed og følelse af forpligtelse, fra nogle af de største kulturområder i Europa, som Frankrig og Italien.
Heldigvis har man ikke lukket Radio France Internationale, men den har mere karakter af P4, så særligt dybtgående er udsendelserne ikke. Jeg håber det bedste, men frygter det værste.