Kronik

Oprør fra neden

Debat
22. november 1997

Ud fra hver deres motiver hævder sovjethistorikerne og vestlige liberalister, at den russiske revolution var elitens værk. Sandheden er, at den var et ægte folkeligt oprør

Der er to dominerende histo-rieskrivninger om den russiske oktoberrevolution: Sovjethistorieskrivningen og den dominerende vestlige, liberalistiske historieskrivning.
I begge fremtræder revolutionen som en begivenhed, der på det nærmeste er 'arrangeret ovenfra'.
I det omfang 'masserne', 'befolkningen', 'almindelige mennesker' overhovedet inddrages, er det som en masse der netop bliver 'mobiliseret' (Sovjethistorieskrivningen) eller 'manipuleret' (den dominerende vestlige historieskrivning).
Ifølge Sovjethistorieskrivningen var Oktoberrevolutionen et resultat af udviklingens lovmæssighed samt ikke mindst bolsjevikpartiets korrekte analyser og ledelse igennem alle årene helt tilbage fra Lenins Hvad må der gøres? i 1902 og RSDAP's 2. kongres i Bruxelles og London i 1903 frem til februar 1917 og derefter videre fra februar til oktober. Afgørende her var den leninistiske partimodels effektivitet og rigtigheden af den leninistiske strategi. Konklusionen er den, at oktoberrevolutionen primært var Lenins og bolsjevikkernes værk. De 'greb' magten, og masserne blev netop mobiliserede.
Ifølge den dominerende borgerlig liberalistiske historieskrivning (Schapiro, Pipes, Ulam, Keep, Johnson o.s.v.) udnyttede bolsjevikerne kynisk og behændigt det
kaos, der havde udviklet sig i Rusland efter nederlagene i Første Verdenskrig og zarismens sammenbrud i februar. Der var ingen lovmæssigheder i udviklingen. Såvel Første Verdenskrig som de russiske revolutioner fremkom gennem et spil af tilfældigheder, hvor Lenins og bolsjevikkernes manipulationer blev afgørende i den sidste ende. Oktoberrevolutionen var et rent og skært kup. Lenin og bolsjevikkerne 'tog' simpelt hen magten.

Denne sidste opfattelse af Oktoberrevolutionen er efter murens fald i 1989 blevet totalt dominerende. Det er den, der er nærmest enerådende i medierne, og som helt præger den offentlige diskussion. I en tv-udsendelse om zar-familien, som blev vist for et stykke tid siden, forklares Oktoberrevolutionen som et resultat af Lenins hævntørst: For at hævne sig over at zar-systemet havde hængt hans bror, tog Lenin i 1917 hjem til Petrograd og 'lavede' den russiske revolution!
Leon Nikulins stort opsatte kronik i Information den 8.-9. november er helt inden for rammerne af denne skabelon.
Det bemærkelsesværdige er nu, at opfattelsen ret beset blot er det spejlvendte, negative billede af Sovjethistorieskrivningens opfattelse. Hvor Sovjethistorieskrivningen berettede om den 'geniale Lenin' og den leninistiske partimodels og strategis effektivitet, der talte og taler den dominerende vestlige historieskrivning - og medierne - om 'den onde Lenin' og hans djævelske parti og kyniske strategi.
Hvor Sovjethistorieskrivningen talte om, at bolsjevikkerne 'greb' magten i oktober 1917, der taler den dominerende historieskrivning om at de 'tog' den. Det er helt den samme beretning og 'forklaring', men med modsat fortegn. Plus og minus, henholdsvis.

En realistisk og langt mere forklaringsduelig teori måtte inddrage og analysere tre sæt forhold eller niveauer:
*For det første måtte den, hvad angår de centralt placerede aktører, ikke bare interessere sig for Lenins og bolsjevikledelsens overvejelser og handlinger, men også de andre aktørers situationsopfattelser, valg og handlinger eller ikke-handlinger, f.eks. Kadetternes, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres politiske ledelser, den agrare overklasses repræsentanter, den militære elite, samt enkeltpersoner som Kerenski, Kornilov o.s.v. Man har her ofte utroligt ensidigt fokuseret på Lenins rolle i forløbet: den 'geniale' eller den 'onde' Lenin! Men Kerenskis situationsopfattelse og strategiske valg, f.eks., har sandsynligvis spillet en større rolle i det samlede begivenhedsforløb. Specielt blev beslutningen om den fortsatte og offensive krigsførelse og beslutningen om at udsætte afgørelsen af jordspørgsmålet af helt afgørende betydning.
*For det andet måtte en sådan teori og forskning i langt højere grad fokusere på massernes egen opfattelser, initiativer og handlinger og ikke bare se masserne som et amorft råmateriale for manipulation og/eller mobilisering 'ovenfra'. En begyndelse hertil er gjort med f.eks. Figes' og Gill's værdifulde studier af bøndernes bevægelse, S. A. Smith's, David Mandels, Kaisers og Koenkers studier af arbejderne i revolutionen, Wildmanns kæmpe-opus om zar-armeens opløsning o.s.v. Men stadig taler den dominerende vestlige historieskrivning, for slet ikke at tale om medierne, om oktoberrevolutionen som ene og alene Lenins og bolsjevik-elitens værk!
*Endelig måtte en sådan forskning og teoridannelse inddrage i analysen og forklaringen de dyberegående processer i det russiske samfund i denne periode samt de historisk-strukturelle forudsætninger og betingelser i det hele taget. Man måtte studere virkningerne af den industrielle kapitalismes indtrængen og udvikling i den be-stående, traditionelle sociale orden og de dybtgående problemer omkring udvikling, modernisering og akkumulation. Yderligere måtte man inddrage Ruslands indplacering i det internationale konkurrencesystem, virkningerne af krigsnederlaget i 1904-05 og igen 1914-17. Også her foreligger der en begyndende solid forskning og en række vægtige og teoretisk perspektivrige arbejder af f.eks. Barrington Moore, Perry Anderson, Skocpol, von Laue, Teodor Shanin, M. Raeff, Tim McDaniel og mange andre. Det er en forskning, som imidlertid stort set er ignoreret i den dominerende 'fortælling' om oktoberrevolutionen.

Det teoretisk afgørende - og udfordrende - bliver naturligvis at føje de tre angivne analyseniveauer eller dimensioner sammen i en realistisk og duelig teori om oktoberrevolutionen og det videre udviklingsforløb. Her skal jeg nøjes med at knytte nogle yderligere bemærkninger til udviklingen på masse-aktør planet samt herunder også til spørgsmålet om bolsjevikpartiets karakter i året 1917.
Afgørende for udviklingen fra februar til oktober 1917 var befolkningens spontane reaktioner på nogle helt elementære forhold og grundproblemer, nemlig: Det forhold, at den provisoriske regering ikke kunne - eller ville - standse krigen, at den ikke kunne magte de store økonomiske problemer (dyrtid, forsyningen til byerne m.m.), at den lod jordspørgsmålet ligge og ligeledes de nationale spørgsmål.
Der foregik i denne periode fire vældige spontane processer i bunden af det russiske samfund: bevægelsen blandt bønderne, bevægelsen blandt soldaterne, bevægelsen blandt arbejderne og bevægelsen blandt de nationale
minoriteter.
Lad os tage to eksempler: Efter general Brusilovs mislykkede sommeroffensiv i juni-juli 1917 brød moralen i hæren helt sammen. Man regner med, at tre millioner soldater ud af den samlede hær på ni millioner mand simpelthen
deserterede. Eller som Lenin sagde: "De stemte for freden med deres ben!"
Et andet eksempel er bøndernes selvtægt i sensommeren og efter-året 1917: Kerenski-regeringen havde udsat en afgørelse i jord-spørgsmålet, en udsættelse som igen var en konsekvens af den
borgfredspolitik, som atter igen var en konsekvens af den fatale beslutning om fortsat og offensiv krigsførelse. Omsider tabte bønderne tålmodigheden og begyndte spontant at fordele godsejernes jord mellem sig. Politisk førte dette til den betydningsfulde spaltning af det Socialrevolutionære parti, til bolsjevikkernes taktisk dygtige efterfølgende sanktionering af bøndernes aktion og til tilnærmelsen mellem bolsjevik-partiet og de Venstre-Socialrevolutionære.
Socialt betød dette, at bønderne nu havde en 'revolution' at forsvare, nemlig deres egen. En 'revolution' som de i stigende grad kom til at identificere med parolen om 'Sovjetmagt', en parole som de altså gav deres egen tolkning af.

Det blev fatalt for Kerenski-regeringen, at den forblev så fjernt hævet over alle disse bevægelser, initiativer og krav nede i bunden af samfundet, og at den så stædigt holdt fast i krigsførelses-politikken. Omvendt havde bolsjevikpartiet her fået placeret sig i en strategisk gunstig situation efter kursændringen i april (overgangen til april-tese strategien). Endelig have partiet en helt anden karakter i 1917 end både før og siden.
Bolsjevikpartiet var i stand til at opfange og reagere på en række af de angivne processer, intiativer og krav - ikke fordi det var et parti nøje udformet efter Lenins parti-model fra 1902-03, men tværtimod fordi det i løbet af 1917 havde udviklet sig til et yderst basis-relateret masseparti af radikaliserede arbejdere og soldater, et parti som netop derfor løbende var i stand til at opfange og reagere på de skiftende signaler og impulser 'nedefra'.
Det var i 1917 heller ikke det stramt centraliserede og disciplinerede parti, som det skulle have været ifølge Lenins parti-model, og som det rent faktisk blev senere. Da partiledelsen f.eks. efter april 1917 dikterede, at partiets medlemmer skulle afholde sig fra at samarbejde med mensjevikker og socialrevolutionære blev dette stort set ignoreret nede i partiets basis. Her intensiverede man tværtimod samarbejdet.
Da partiet på sin 6. kongres i august 1917 vedtog, at man midlertidigt skulle droppe parolen 'Al magten til Sovjetterne,' vedblev de lokale partiorganisationer i Petrograd, Moskva og andre store byer og industriområder at arrangere kæmpe-demonstrationer under banneret 'Al magten til Sovjetterne!' o.s.v., o.s.v..
Bolsjevikpartiet af år 1917 var hverken et lille parti domineret af intellektuelle, som det havde været tidligere, eller det statsparti af administratorer, som det blev senere. Det var hverken en lille elite af overmenneskelige helte (som det fremstår i Sovjethistorieskrivningen) eller en lille klike af ondskabsfulde og manipulerende dæmoner ( som det fremtræder i den dominerende vestlige historieskrivning), men et relativt masseparti af først og fremmest arbejdere og soldater, som var blevet radikaliserde af forholdene.

Af alle disse grunde var oktoberrevolutionen også noget andet og meget mere end
'et kup'. Det politisk afgørende i situationen i denne periode var det stærkt stigende folkelige pres nedefra for en øjeblikkelig afslutning af krigen, for en drastisk løsning på de økonomiske problemer, for en hurtig løsning af jordspørgsmålet og for 'Sovjetmagt' (som blev den samlende parole, der rummede i sig de øvrige krav og visioner).
Kerenski-regeringen brød sammen, fordi den ikke kunne imødekomme kravene og initiativerne nedefra.
Omvendt blev bolsjevik-eliten så at sige 'båret frem' til magten af den vældige folkelige dynamik i bunden af det russiske samfund og i kraft af bolsjevikpartiets særegne karakter i år 1917.
Man behøvede næsten ikke at 'manipulere' - selvom det også forekom! Ja, man behøvede næsten heller ikke at 'tage' magten. Man blev så at sige 'skudt' eller 'katapultet' op 'til magten' af en vulkansk eksplosion nede i bunden af det russiske samfund.
Dette betyder også, at der er et vældigt brud i udviklingen - i to henseender:
*Der er en diskontinuitet mellem den folkelige revolution, som bragte bolsjevikkerne til magten, og så det stalinistiske system, som fremkom 10-15 år senere.
*For det andet undergik bolsjevikpartiet (som påvist af bl.a.
R. Service og E. Acton - hvis tolkning af oktoberrevolutionen jeg i øvrigt har været meget inspireret af) en hurtig og dybtgående forandring fra revolutionær massebevægelse til et parti af apparatjiks. Allerede i 1922 var over to tredjedele af partimedlemmerne 'administratorer' af en eller anden slags. Samtidig var partiet blevet omdannet til den centraliserede og disciplinerede organisation, som vi kender fra den senere historie.

Sammenfattende kan man sige, at ved at 'indlæse' i bolsjevikpartiet af 1917 Lenins parti-model fra 1902-03 og 'tilbagelæse' i 1917-partiet de karakteristiske træk, som partiet erhvervede sidenhen, samt ved helt at abstrahere fra det forhold, at almindelige mennesker faktisk godt kan tænke og handle på egen hånd, har såvel Sovjethistorieskrivningen som den dominerende vestlige historieskrivning - og politologi! - givet to helt forvrængede 'billeder' af oktoberrevolutionen. To billeder, som hver har haft sin ideologiske funktion.
Sovjethistorieskrivningens billede blev grundlaget for den stalinistiske nomenklaturas påstand om at være den legitime arvtager til oktoberrevolutionen og tjente i det hele taget som ideologisk retfærdiggørelse af dens eget nye klasseherredømme over proletariatet og bønderne.
Den dominerende borgerlige historieskrivnings og samfundsvidenskabs billede blev grundlaget for den gængse vestlige opfattelse af oktoberrevolutionen som blot et værk af en håndfuld intellektuelle, der manipulerede sig frem til magten. Den cementerede videre den udbredte opfattelse, at politik blot er - og altid vil være - en fortløbende kamp mellem 'ledere' og 'eliter', en kamp hvor 'masserne' blot er et slags råmateriale for eliternes indbyrdes konkurrence og manipulationer, en passiv masse ude af stand til at handle på egen hånd. Den fastholder forestillingen om revolutioner som værende blot konspirationer og kup. Og endelig bidrager den til at dæmonisere hele den vestlige socialistiske tradition og til at sætte lighedstegn mellem stalinisme og socialisme.

Og under vægten af disse ideologiske billeder glemte man efterhånden næsten helt i Vesten såvel som i Rusland, at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk primært var en genuin folkelig revolution. Men gå hen og se Ken Loach's fantastiske film om den spanske revolution: Land and
Freedom, så får man et indtryk af hvad det egentlig drejer sig om:
Rusland 1917, Spanien 1936 eller Ungarn 1956 viser, at engang imellem finder det tålmodige folk sig faktisk ikke længere i undertrykkelse og udbytning, men gør oprør 'nedefra' mod herskende klasser og dominerende eliter.
Dette er oktoberrevolutionens egentlige budskab, og det er lige præcist dette budskab, der i samtiden vakte en bølge af håb og begejstring langt ind i Vestens socialisme og arbejderbevægelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her