Læsetid: 5 min.

Private sygehuse er vejen frem

20. november 1997

Der er kun gratis sygehusbehandling i Danmark, hvis patienterne kan komme til uden ventetid eller hvis behandlingen ikke er nedprioriteret i det offentlige sundhedsvæsen

IDEOLOGI
Lone Møller, Socialdemokratiets sundhedsordfører, forsøger i et indlæg den 28. oktober at argumentere imod privathospitaler som løsning på de efterhånden meget synlige problemer i det danske sundhedsvæsen. Lone Møllers indlæg bærer dog fortsat præg af Socialdemokratiets ideologi, den betonagtige afvisning af private foretagender i social- og sundhedssektoren.
Lone Møller er dog tilsyneladende enig med mig i, at det frie sygehusvalg er stærkt begrænset. Hun skriver, at de private hospitaler ikke er omfattet af loven. Loven omfatter heller ikke privatpraktiserende speciallæger, hvor der ikke er overenskomst med Sygesikringen. Så det frie sygehusvalg omfatter kun de offentlige hospitaler, og Lone Møller gør ingen forsøg på at afvise, at amterne i realiteten forsøger at udhule det frie sygehusvalg ved at centralisere behandlingen af basispatienter på færre sygehuse, så kun få patienter i realiteten har et frit valg.

Venstre giver tilskud
Lone Møller hævder, at Venstres forslag om at give patienterne et tilskud på 85 pct. af prisen på privathospital er et brud på dansk tradition for gratis sygehusbehandling. Lone Møller overser, at der kun er 'gratis' sygehusbehandling i Danmark, hvis patienterne kan komme til uden ventetid eller hvis behandlingen ikke er nedprioriteret i det offentlige sundhedsvæsen. Hvis dette ikke er tilfældet, så er patienten stillet over for et valg: Enten skal patienten betale den fulde pris selv eller også må patienten vente i måneder, nogle gange år, på behandlingen. Begge dele er forbundet med store omkostninger for patienten.
Parolen om gratis sygehusbehandling er selvfølgelig god at hive frem ved lejligheder, hvor socialdemokraterne har behov for at manifestere sig ideologisk. Men partiet ved godt, at den ikke holder i praksis, fordi antallet af behandlinger, som patienten kan få gratis i det offentlige sundhedsvæsen er stærkt begrænset. Ældre mennesker bliver systematisk afskåret fra visse behandlingsydelser, nogle behandlinger tilbydes slet ikke i Danmark eller kun i begrænset omfang, andre er underlagt restriktioner og rationering for at undgå 'indikationsskred'.

Højere lønninger
Lone Møller frygter, at udbredelsen af privathospitaler vil føre til et opdelt sygehusvæsen. Et system med A- og B-sygehuse, hvor de private A-sygehuse tiltrækker de bedste læger, fordi de kan tilbyde en højere løn, mens B-sygehusene vil stå tilbage med de dårligste læger. Det er rigtigt, at en større udbredelse af privathospitaler uundgåeligt vil påvirke løndannelsen for læger, sygeplejersker og andet hospitalspersonale. I et marked med fri konkurrence vil lønninger i højere grad afspejle lægernes produktivitet og ikke anciennitet. Det vil også tvinge de offentlige hospitaler til at give dygtige læger en højere løn. Men en sådan løndannelse vil også påvirke arbejdstagernes incitament til dygtiggøre sig og forbedre produktiviteten.

Profitable behandlinger
Lone Møller har ret i, at private sygehuse kun vil påtage sig profitable behandlinger. De behandlinger, som umiddelbart vil være mest profitable, er de behandlinger, som amterne betaler en 'overpris' for i dag. Det vil skabe et konkurrencepres og tvinge priserne ned. Med andre ord er konkurrence og privathospitaler ensbetydende med, at vi får flere behandlinger for de samme penge, fordi ineffektivitet i det offentlige sygehusvæsen bliver afsløret. Det er forkert, når Lone Møller skriver, at langvarige medicinske behandlinger og psykiatri ikke vil være profitable opgaver for private sygehuse og derfor blive overladt til de offentlige sygehuse. Det vil snarere være behandling af meget sjældne sygdomme, f.eks. hjertetransplantationer, som vil blive overladt til de offentlige hospitaler.
Lone Møllers skrækscenario holder heller ikke stik. Amerikanske sygehuse og behandlingsinstitutioner, såvel private som offentlige, er kendetegnet ved en meget høj kvalitet og standard. Det er i høj grad et resultat af konkurrencen mellem sygehusene. Derfor kan vi også forvente et kvalitetsløft, når de offentlige sygehuse får konkurrence fra private sygehuse. Problemet med sociale forskelle og uligheder har intet at gøre med konkurrencen mellem hospitaler og eksistensen af privathospitaler. Det er alene et resultat af en manglende forsikringsdæk-ning for visse befolkningsgrupper. Der er intet i Venstres forslag, som rokker ved den basale dækning for hele befolkningen.

Man skal nå mere
Det er rigtigt, at fordelene ved at bruge privathospitaler og øget konkurrence i sundhedsvæsenet i vidt omfang afhænger af, om de samme læger og sygeplejersker kan nå mere på private sygehuse end de kan på offentlige sygehuse. Men det er ikke det samme som en beskyldning om, at de ansatte i sundhedsvæsenet ikke har travlt i dag. Der er nemlig ingen entydig sammenhæng mellem det at have travlt og det at være produktiv.
Produktiviteten kan være lavere end det opnåelige af mange grunde. Det kan være, at organisationen er for stiv, at der er problemer i samarbejdet mellem faggrupper eller inden for faggrupper, at arbejdsprocesser ikke er optimale, at systemer ikke er gode nok til at udnytte den viden, som det individuelle aktører har og dermed håndtere sygdomme rationelt, at arbejdsdelingen ikke er hensigtsmæssig, at der mangler investering i kapitalapparatet eller ordentlig vedligeholdelse af udstyr samt at der er perverse incitamenter.
Der er efterhånden så mange eksempler på uhensigtsmæssig adfærd i det offentlige sygehusvæsen, at der er rum for forbedring af produktiviteten. Jeg vil blot nævne nogle få eksempler i flæng: Lægerne, som bevidst be-grænser produktionen i forventning om højere budgetter næste år, spekulation i belægningsprocenter ved at lade hjemsendte patienter stå registreret som indlagte, aflysning af planlagte operationer, fordi en enkelt medarbejder udebliver, operationsgange som ligger øde efter 14.00 og i weekender, nedsat effektivitet pga. forældet udstyr etc.

Kun iværksættere kan
Kun iværksættere vil være i stand til gennemskue og finde nye organisationsformer på hospitalerne, der kan øge produktiviteten. Det vil ske, fordi iværksættere og ejerne af privathospitalerne har et økonomisk incitament til at gøre det.
Sådanne incitamenter findes ikke i det offentlige hospitalsvæsen.
Endelig er vi i Venstre stærkt uenige i det stavnsbånd, som Lone Møller vil indføre for læger, sygeplejersker og andet sygehuspersonale. Det kan ikke være sådan, at 'vi', hvadenten det så er staten, partiet eller folket i Lone Møllers version, har ret til modydelser, fordi 'vi' har betalt uddannelsen for de pågældende. Det var præ-cis den samme argumentation, som de østtyske kommunistiske brugte for at nægte udrejsetilladelse til borgere, der ville emigrere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu