Kronik

Rap på provencalsk

15. november 1997

De udstødte i Marseilles synger mod Le Pens fascisme

Man tager: en flok barske rødder i Marseilles nordlige forstæder, en portion afro-jamaica-black rap og reggae, et uddødt provencalsk sprog, en fandenivoldsk mediterran stil, et forpustet krisesamfund og leden ved le-pen'iseringen af dette samfund, ryster blandingen, og får ... den massilianske rapper-kultur.
Flokken mødtes først ved en metroudgang nede ved Den gamle Havn, så i baglokalet til en café, hvor de fik lov til at råbe højt og dunke så meget de ville i trommerne.
I dag hedder de Massilia Sound System og giver koncerter i en by, der på mange måder ligner deres egen, nemlig New York - og tre dage senere i ungdomshuset henne om hjørnet, ude i det gamle rabarberkvarter.
Nu er det ikke så meget historien om rappernes fabelagtige succes, det skal dreje sig om her. Jeg har ikke forstand på rap. Det er en udtryksform, jeg nærmer mig med de åndelige sivsko godt nede over hovedet. Der er noget ved rytmen, noget ved den 'talte sang', der har svært ved at finde ind til mit klassisk hærgede musikøre.

Men se lige på opskriften i indledningen en gang til. Det er den, vi skal kommentere. Samtidig skal vi en lille tur ind i teksterne - for dem troede sivskoene jo heller ikke, det var værd at spilde ret megen tid på.
I opskriften indgår for eksempel "Marseilles nordlige kvarterer", et Bronx med udsigt over Middelhavet. Det er her, de skiftende bystyrer og boligspekulanterne har parkeret en blandet befolkning af indvandrere fra Nordafrika, Comorerne, det sorte og tidligere 'franske' Afrika, Vietnam og andre Vestindiske Øer.
Det er her, halvdelen af de unge op til 25 år er uden beskæftigelse, her indvandrerfædre og -mødre har mistet kontakten med deres døtre og sønner, her narkohandlen er sat i system, her man trives, som man bedst kan i sin chourmo. Engang betød ordet galejslaverne i Marseille medsamt deres miserable tilværelse. Det var dengang, Marseille blev betragtet som de franske kongers militære flådehavn, ikke stort andet.
Arsenalet omfattede i det 18. århundrede flere havnebassiner, værfter og bygninger til 10.000 personer, de fleste i lænker. Det var en by i byen.
Officererne og byens spidser kunne 'låne' en galejslave til at male køkkenet eller få hakket haven igennem. På det punkt har ikke meget forandret sig... De unge i Marseille taler stadig om at "galérer", fægte sig igennem.
Midt i vore dages chourmo er der så fire, fem knægte på 15-16 år, der lader tungen løbe løsk. Man skal lige vide, at folk i Marseille ikke taler, de tjatsjer (skrives: tchatcher), det er en gammel tradition, måske endda nedarvet fra de græske søfarere og handelsmænd der for 2.600 år siden anlagde en stabelplads ved Lacydons udløb - som i dag hedder Marseille.
Tjatsj er rytmisk small-talk, allerede en form for musik. Man hører det på gadehjørnet hver dag, i butikkerne, på markedet, i skolegården, på caféerne, allevegne. Det er massilianerens medfødte måde at tale på.

Chourmo'en oppe i ghettoen nord for Marseille giver sig altså til at tjatsje lidt mere systematisk, de skriver også noget ned på papiret, noget de sådan lige kommer i tanke om og skal huske at få med. Det væsentlige om deres eget liv, glæden, sorgen, racismen, "la galère"...
Rytmen fra gaden nedkommer således med en form, en raplende gal musik som er en original genklang af Marley & Co.s karaibiske arabesker.
Men indtil nu er der vel ikke noget alt for besynderligt i den historie.
Navnet på gruppen var "Massilia Sound System". Marseille blev døbt Massalia af de stiftende grækere, og da Julius Cæsar erobrede byen i minus 49, kom den til at hedde Massilia. Egentlig et meget godt billede på romernes tillempning af den græske kultur - med tilhørende våbenraslen og kadaverdisciplin!
I rap-gruppens navn er Massilia, med det romerske i, et uovervejet kompromis med magten. Sound System er selvfølgelig navlestrengen til de sorte godfathere på den anden side af Atlanten.
Men så "det uddøde provencalske sprog". Hvad er det for ét?
Nogle kalder det oc eller occi-tansk. Det er det sprog, hele Provence talte fra omtrentligt det 6. århundrede og frem til, fransk blev almindeligt udbredt i hele Sydfrankrig i forrige århundrede. Oc opstod som en blanding af den romerske koloniherres latin og de lokale ligurisk-keltiske folkeslags sprog, der i forvejen tillige rummede græske elementer.
I højmiddelalderen formede trubadurerne skriftsproget "provencalsk" - som dermed i et par århundreder indtog sin fornemme plads i den europæiske litteraturhistorie. Provencalsk var saga-sproget i Middelhavsområdet. De provencalske trubadurer hentede inspiration i det arabiske Spanien, nærmere bestemt Andalusien. Både til deres tekster (emne og stil) og til deres musik.
Man kan i dag påvise mange forbindelseslinier mellem de tidligste af de 400 provencalske troubadourer, man har navn på, og den raffinerede andalusisk-arabiske poesi, der nåede et kunstnerisk højdepunkt i løbet af det 10. og 11. århundrede.
Oc betyder Ja på provencalsk. Det er et ja-sprog! En ikke særligt sprogvidenskabelig udlægning, vil nogle hævde, men det er nu rarest i vores sammenhæng at opfatte det provencalske sprog som positivt, skabende, åbent. Når det oven i købet er det!
Det occitanske sprog var i brug over hele den sydlige trediedel af det nuværende Frankrig. Provencalsk er en gren af occitansk - en dialekt, hvilket som bekendt betyder et sprog, der ikke er ved magten.

Mon ikke det hele nu er på plads, så vi kan læne os tilbage og holde op med at undre os over, at nogle anden-, tredie-, eller fjerdegenerations arabere eller sorte muselmænd, født som franskmænd på fransk jord i Marseilles nordlige kvarterer, finder på at skrive og rappe på provencalsk?
De har bare taget tråden op fra den oprindelige provencalske kultur og dens arabiske rødder. De har samtidig genindsat sproget i en folkelig sammenhæng, hvor Frederic Mistral og andre af det 19. århundredes provencalister pustede liv i et benfrit, abstrakt poetiserende sprog - som nok udløste en Nobelpris, men også dømte sproget og den provencalske kultur ind i museumsmontrerne.
Da kongeriget Frankrig i det 13. århundrede med sine korstog mod katharerne som påskud åd sig ind på det occitanske områdes mange små hertug- og grevedømmer, begyndte den provencalske kultur at få åndenød. Troubadourerne, der hidtil havde beskæftiget sig med eksistentielle anliggender som kærlighed og lidenskab, troskab og stolthed, åndelighed og livsfilosofi, flokkedes efterhånden mere om de nordfranske, analfabetiske herskaber, der havde forjaget de occitanske.
Helt galt gik det med deres digteriske inspiration, da de skulle underholde paverne og deres kardinaler i Avignon. Livlinen til inspirationskilden syd for Pyrenæerne blev kappet over; troubadourerne gav sig til at moralisere og hylde Jomfru Maria i stedet for hertugens kone, og dermed var først kunsten, siden det litterære provencalske sprog i færd med at blive kvalt.
Folket i byerne og på landet i Provence blev ved med at tale provencalsk, indtil først revolutionen i 1789 og siden det 19. århundredes franske skolelove i frihedens og lighedens navn gjorde fransk til alle franske borgeres obligatoriske sprog.
Kort fortalt fik den franske erobring af Occitanien (som det aldrig har heddet) den ikke overraskende konsekvens, at det lokale kulturliv blev stemplet som bondsk. Nogen mere effektiv henrettelse findes ikke.

Som et tredie element i vores rap-opskrift har vi "leden ved lepeniseringen af et krisesamfund".
Nyfascismen i Frankrig har man talt så meget om, at det er over-flødigt at brede sig her om Front Nationals fremgang i og omkring en by som Marseille. Det djævelske næstehad - sat i scene af kyniske politikere - er desværre ved at æde sig ind i mange ellers fornuftige franskmænds hjerner.
Men disse nationalfrontister er ikke alene kyniske, de er også dumme! De tror nemlig selv, at de nu er ved at føre Provence tilbage til den vaskeægte provencalske kultur, når de støtter og fremmer noget folkloristisk underholdning.
"Frankrig for franskmændene!" skriger de - og det skal så blandt andet bestå i, at Provence igen bliver provencalsk, hvilket aldrig har betydet frankisk fransk!
I Vitrolles omdøber parret Mégret Nelson Mandelas Plads til "Place de la Provence" og Olof Palmes vej til en eller anden dødsyg blomst.
Kulturlivet har alt for længe været domineret af niggere og arabere, alt det farvede ros, lad os nu vende os mod vores egen kultur, den gamle provencalske, den der dufter af lavendel og hvidløg, oliven og brænderøg. Der ligger vores identitet gemt!
Hvad Megret'erne, Le Chevallier, Bompard (fascistborgmestre i Vitrolles, Toulon og Orange - den fjerde, borgmesteren i Marignane, gider jeg ikke engang huske navnet på) enten glemmer eller slet ikke ved, er, at hvad de nu kalder "provencalsk kultur", er den fortyndede franske udgave, den koloniserede, den kvalte!

De vil ikke vide af, at det er de unge franskmænd af afro-maghrebinsk herkomst fra Marseilles nordlige kvarterer, der genopliver den autentiske provencalske kultur, så den ikke længere kun skal findes i krydsordene som dødt sprog på to bogstaver (oc), i pseudotraditionelle optog og dansemik eller fortonet i sprogforskernes hidsige kontroverser om stavemåden.
Lige som det slet ikke passer, at de højtliggende middelalderlandsbyer inde i det provencalske bagland blev befæstet for at kunne forsvare sig mod "de arabiske pirater", men at det tværtimod var den lokale arabisk-provencalske befolkning der i middelalderen måtte forskanse sig mod de nordfrakommende, kongelige franske og sommetider pavelige tropper, på samme måde er det løgn og snot, at en gruppe som "Massilia Sound System" repræsenterer en "farlig, fremmed og ungdomsnedbrydende kultur".
Det med landsbyerne har man først fundet ud af, da de franske historikere begyndte at interessere sig for de skrevne kilder til højmiddelalderens historie i Provence. De skulle først lige lære arabisk, for kilderne ligger i arkiver i Andalusien og længere nede og er på et dengang velkendt og udbredt sprog på begge sider af Pyrenæerne.

Nationalfronten og dens forførte, fremmedangste småborgere, hvor de værste ofte er provencalere og massilianere af italiensk eller armensk oprindelse, vil aldrig kunne fatte en lyd af "Massilia Sound System"s sidste lige fremkomne cd'er, Aïolly-wood:
"Den store by, hvor jeg er født/som franskmændene kalder Marseille//porten til Afrika siden oldtiden/den blev bygget af indvandrere/og i lange tider levede de fredeligt sammen/i respekt for andre fællesskaber/Men nu i ti år, inde i hovedet på folk/ har nogle sære tanker rumsteret. - Der er armeniere, der er algierere/der er tunesere, der er italienere/der er marokkanere og comorianere/Her findes så godt som hele menneskeheden/Byen har millioner af hænder bygget/enhver passer sit og mange har det fint sammen/Kulturen i det land man kalder Occitanien/har altid opsuget folk fra alle lande/du behøver ikke tro alt hvad jeg siger/men jeg bliver ved og ved alligevel/argumenterer, forklarer, går videre ...
1. 2. 3. 4. generation/vi er alle vokset op omkring den samme Lacydon/1. 2. 3. 4. generation/vi synger alle med på de samme sange i Parken/1. 2. 3. 4. generation/Marseille har problemer, sammen finder vi løsningerne/1. 2. 3. 4. generation/vi elsker vores by, lad os lige fortælle Fronten det ..."

Sådan står der i teksten Ma ville est malade (Min by er syg), og Parken er selvfølgelig en oversætterfrihed for "Stade Vélodrome", OM's højalter omkring en græsplæne ...
I en af de provencalske tekster hedder det:
"De segur avèm pas per costuma d'estre triste/Mai estre joios es pas s'en batre lei colhas ..." (Vi plejer bestemt ikke at være nogle hængehoveder/men at være glad er ikke det samme som at rasle med nosserne...).
Det er virkelig helt overraskende og utroligt dynamiserende for én, der bor i Provence og i masser af år har forklaret alt dette i teorien, pludselig at høre provencalsk eller oc rappet af nogle friske fyre fra ghettoen. Sivskoene begynder faktisk at lette.
Rådhuset i Vitrolles lukkede caféen Le Sous-Marin, Undervandsbåden, hvor "Massilia" og den anden kendte rap-gruppe i Marseille, "IAM" tit har optrådt. De murede simpelthen indgangen til med gasbeton. Samtidig afbestilte borgmesteren kommunebibliotekets abonnementer på "venstreorienterede" eller "plurikulturelle" tidsskrifter og magasiner, mens Nationalfrontens egne organer nu fylder op på hylderne.
De ser helt rigtigt, lepenisterne: Det er med kulturen, de skal begynde. Det samme skete i et nordligere område af Europa område i 30'erne. Bare nogle gutter i München havde smidt læderbukserne og rappet Hitler og Goebbels til med godt humør og rimede gennemlysninger af historien og samtidsproblemerne, måske ville nazismen så have haft lidt sværere ved at forgifte sindene.
"As encara passat ton temps a refaire lo monde dins ta testa!"
Nu har du igen brugt din tid på at lave verden om inde i dit hoved.
Massilia, et sundt system!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu