Kronik

Retsløse patienter

10. november 1997

Psykiatriloven efterlader de dømte sindslidende i et system uden sprækker til omverdenen

Inden jul ventes et forslag til ny psykiatrilov fremlagt i Folketinget.
Den gældende lov er fra 1989. Centrale nydannelser i denne var en række bestemmelser, som var med til at forbedre retstillingen for de psykiatriske patienter, der undergives tvang. F.eks. i forbindelse med tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangs-behandling, fixering og anvendelse af fysisk magt.
I en retsstat er det et grundlæggende krav, at intet system må lukke sig om den enkelte. Der skal være åb-ninger ud til uafhængige instanser, som kan støtte den enkelte og varetage dennes interesser i forhold til systemet.
Med loven fra 1989 indførtes:
*patientrådgiverordningen,
*den lokale klagenævnebehandling og
*reglerne om registrering og indberetning af tvang.
Det er sprækker i et magtfuldt system, som ellers for den indlagte psykiatriske patient kan forekomme uigennemtrængeligt og undertrykkende.

Patientrådgiveren kan - som stående udenfor det psykiatriske system - spille en væsentlig rolle for den indlagte patient. I den gældende psykiatrilovs paragraf 24 står om patientrådgivere:
"Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver ved fixering m.v.
Stk. 2 Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager."
Hvis loven følges, og hvis patientrådgiveren lever op til hensigten i loven, kan vedkommende generelt blive en indlysende støtte for patienten. I tvangssituationer vil han/hun kunne være med til at sikre, at den psykiatriske patients rettigheder ikke trædes under fode. Og sker det alligevel, vil rådgiveren kunne være patienten behjælpelig med at klage til rette sted. I de fleste tilfælde det lokale patientklagenævn.

Et fåtal af de tvangstilbageholdte/tvangsindlagte psykiatriske patienter er de såkaldte "retslige patienter".
Det er patienter, hvor retten - på grund af kriminelle forhold - har truffet bestemmelse om anbringelse, psykiatrisk behandling, mentalundersøgelse eller lignende på en psykiatrisk afdeling. Blandt de "retslige patienter" findes varetægtssurrogatfængslede, sigtede for kriminelle forhold, men endnu ikke dømte.
Overordentlig overraskende er det, at gruppen af "retslige patienter" ikke er omfattet af 1989-lovens patient-rådgiver-ordning. I forhold til retssikkerhed er det en lapsus med uhensigtsmæssige konsekvenser for patienterne - i særlig grad de varetægtssurrogatfængslede.
I det virkelige liv kan det se således ud:
En ung mand først i 20'rne er indlagt på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Hospital. Han er varetægtssurrogatfængslet efter retsplejelovens paragraf 765.
Han har tidligere haft kontakt med det psykiatriske system og er nu anbragt efter et ubehjælpsomt røveriforsøg. Ubevæbnet og ikke voldeligt.
Han er varetægtssurrogatfængslet i syv enhalv måned. I denne periode lykkes det ham to gange at stikke af fra den ellers stærkt sikrede afdeling.
I samme periode forekommer adskillige tvangssituationer :
nbæltefixeringer,
*tvangsmedicinering,
*fysisk magtanvendelse og
* fixering med håndrem.

Bæltefixeringen og tvangsmedicineringen skete på denne måde: Frustrationer og misstemning patient og personale imellem afstedkommer misforståelser og provokationer. Eksempelvis kommer patienten ind i personalerummet åbentlyst provokerende og begynder at sprøjte opvaskemiddel ud på gulvet. Man forsøger at tale ham ned og ud af rummet, flere kommer til, og situationen eskalerer og kører op dertil, hvor personalet skønner, at beroligende tvangsmedicinering og bæltefixering er nødvendig.
Den fysisk magtanvendelse skete således:
Bragt tilbage til afdelingen efter at være stukket af bliver patienten straks rektalundersøgt. Patienten havde låst sig selv ude af afdelingens hoveddør efter at have taget nøglen hertil.
Overlægen ønskede at sikre sig, at patienten ikke gemte nøglen i endetarmen. Det hører med, at samtlige låse i yderdørene på dette tidspunkt var udskiftede. Rektalundersøgelsen tvinges igennem ved at patienten fastholdes af fem-seks plejere. Man fandt ikke den eftersøgte nøgle.
Og fixering med håndrem skete således:
Ved at stille to borde ovenpå hinanden, kravle op på det øverste og herefter svinge sig op over den tre meter høje afskærmning af afdelingens gårdhave lykkedes det patienten at flygte fra afdelingen. To plejere skal være til stede, når der er patienter i gård-
haven.
Flugten var kortvarig, og tilbage på afdelingen betinger overlægen sig over for patienten, at denne nu kun må opholde sig i gårdhaven, hvis han med håndrem lader sig fixere til en bænk. Patienten indvilliger.
Kravet fastholdes i ca. 14 dage.

Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret end det fremgår af ovenstående. Fokus er her rettet mod tvangsindgreb over for en varetægtssurrogat-anbragt psykiatrisk patient.
Havde patienten i oven-stående forhold haft samme rettigheder som alle ikke "retslige patienter" i øvrigt har, ville han i de givne tvangssituationer kunne have anmodet om at få beskikket en patientrådgiver.
Herefter skulle den vagthavende sygeplejerske, ifølge psykiatrilovens paragraf 25 stk. 2: "...hurtigst muligt underrette patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen."
Herefter skulle patient-rådgiveren, ifølge lovens paragraf 26 stk. 1 "...snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne."
Sådan er det imidlertid ikke med den nugældende lovgivning. Den varetægtssurrogatfængslede i ovenstående tilfælde - og "retslige patienter" i øvrigt - har ikke ret til i sådanne tvangssituationer at få beskikket en patientrådgiver.
Således er det.
Begrundelsen i kommentarer til loven er den - for de varetægtssurrogatfængslede - at de jo har en forsvarer til at varetage deres interesser.
Hvorledes den enkelte forsvarer varetager disse interesser, er ganske op til ham selv. Forsvarerens opgave er nemlig ikke nærmere defineret.
Der er ikke, som for pati-entrådgivere, stillet lovgivne og regelbundne krav og forventninger til den opgave og det ansvar, som forsvareren kunne og burde have i forhold til den varetægtssurrogatfængslede psykiatriske patient. Den enkelte forsvarer kan med sig selv afgøre, i hvilken udstrækning han vil varetage patientens interesser.

Fra hospitalets side kan man derfor heller ikke have begrundede forventninger til forsvarerens rolle i eksempelvis tvangssituationer, eftersom der ikke er et fælles lovgrundlag at forholde sig til.
I den ovennævnte syv enhalv måned lange varetægtssurrogatfængsling sås patientens forsvarer da heller ikke på afdelingen. Det vil sige, at for de varetægtssurrogatfængslede kan systemet næsten lukke sig om sig selv. Den indlagtes retssikkerhed kan herved komme i alvorlig fare.
Den åbning ud til uafhængige instanser, som kan være med til at hindre dette, som kan støtte den enkelte og varetage dennes interesser i forhold til systemet, er næsten ikke synlig.
Der er kun en løs formulering i kommentaren til psykiatriloven om forsvareren, der forventes at varetage den varetægtssurrogatfængsledes interesser.
Her hersker altså en høj grad af vilkårlighed.
Det er ikke rimeligt overfor den varetægtssurrogatfæng-slede, og det er ikke anstændigt for et retssamfund.

Man kan undre sig over, hvilke interesser man i 1989 tog hensyn til, da man bestemte, at patientrådgiver-ordningen ikke skulle gælde for de "retslige patienter".
Det er da rigtig, at patient-rådgiveren ikke har nogen rolle at spille i forhold til selve anbringelsen, tvangstilbageholdelsen. Den er bestemt af domstolen, og kan ikke ændres.
Men under selve indlæggelsen kan der så sandelig - som ovennævte eksempel tydeliggør - opstå tvangssituationer, hvor en patientrådgiver på et lovfæstet grundlag kunne være til stor støtte og hjælp for patienten som en udefrakommende støtte og vejleder, uafhængig af systemet.
Det kan heller ikke udelukkes, at patientrådgiverens eksistens ville kunne få overlæger og andre ansvarlige for iværksættelse af tvangsforanstaltninger til måske at overveje et indgreb en ekstra gang.

De rent menneskelige omkostninger og lidelser, der er forbundet med at føle sig ydmyget og trådt under fode, ladt alene i et lukket system, er ikke indlysende for os andre.
Vi kan næppe forestille os, hvor lidelsesfuldt det må være.
Anne Baastrup, SF, har sagt om de "retslige patienter":
"De er retsløse både hvad angår den tidsubestemte frihedsstraf, den manglende retssikkerhed og det frie sygehusvalg. Ofte er det rarere at være i fængsel end på en lukket retspsykiatrisk afdeling."

Måtte et flertal af folketingets politikere være nået til samme erkendelse, så der med den kommende psykiatrilov kan blive rettet op på uretten fra 1989.

Laust Torp Jensen er lærer og bistandsværge.

APROPOS
I strid med grundloven
Formålet med psykiatriloven fra 1989 er "at styrke de sindslidendes retsstilling" og at inddrage brugeren i behandlingen og egne forhold i øvrigt. Men de formelle retsgarantier har ikke kunnet sikre patienternes retsstilling mod en fortsat undergravning af praksis for tvangsanvendelser i psykiatrien.
Tvangen er steget eksplosivt hvert år. I dag bliver eksempelvis psykofarmaka tvunget i patienterne næ-sten fire gange så ofte som ved lovens indførelse.
Ved formuleringen af loven i 1989 ændrede man definitionen af tvang fra, hvad der er gængs juridisk teori. Tvang bliver normalt betragtet som en handling, der bliver udført imod en person, der ikke har givet samtykke til eller godkendt indgrebet. Men i psykiatri-loven definerede man tvang som "foranstaltninger, som patienten modsætter sig".
Som begrundelsen for at ændre definitionen af tvang blev i en betænkning fra 1987 anført, at det ville være praktisk meget belastende, om tvangsreglerne skulle følges.
Professor i statsret ved Københavns Universitet, dr. jur. Henrik Zahle påpeger, at det næppe har været klart for lovgivningsmagten, at sådanne indlæggelser uden samtykke, som den ændrede definition af tvang kan medføre, er frihedsberøvelser - i gængs forstand. Det er derfor efter Zahles opfattelse "tvivlsomt, om man ikke med Pgf.1 er kommet ud i et diskutabelt forhold til grundlovsbeskyttelsen".
Professor Henrik Zahle stiller spørgsmålet om, hvordan man skal vurdere den, der passivt 'lader sig' indlægge - uden at protestere og uden at samtykke. Han mener, at på baggrund af respekten for den enkeltes autonomi kan en person "ikke indlægges eller behandles, uden at det sker med respekt af patientens selvbestemmelse".
En ændring af definitionen af tvang til "ikke opnået informeret samtykke" vil betyde, at tvang lettere kan afgrænses, og at frister for klager og deres afgørelse bedre kan fastlægges. Samtidig ville psykiatriske patienter med svære kommunikationsproblemer få et ekstra retsværn.

Torsten Hjelmar, koordinator i Medborgernes Menneskerettigheds-Kommission

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu