Kronik

Den rigeste verden

29. november 1997

Brugerbetaling for boglån gør sjælen fattigere
"Det gjorde menneskeånden til fælleseje."
Plinius II. om det første bibliotek i Rom

På Aars skole i Vesthimmerland havde man for nogle år siden en temadag om flygtninge. I den klasse, jeg havde ansvaret for, blev eleverne spurgt, hvilke ting de ville sikre sig, hvis de måtte flygte. Mange bud kom frem: computere, mikroovne, tøj m.v. Vi spurgte vores tamilske gæster, hvad de først og fremmest tænkte på, da de flygtede. Det første svar var "Bøger"!
På samme skole havde jeg den oplevelse at snakke med en lille pige, der havde fået fat på Michael Endes store roman Den uendelige Historie: "Sikke mange timers dejlig læsning jeg har her", fortalte hun med glæde i alle fibre. Læsningens eufori! Hun var på et bibliotek, i dette tilfælde et skolebibliotek. Oplevelsen tog hun med hjem, hun forventede den - og fik den.
Aage Marcus refererer en japansk tænker: "Bogen er en stille ven i dit kammer, en lærer, som ikke kræver nogen løn, og som gerne åbner visdommens port for dig; den er tavs og åbenbarer dog de største hemmeligheder."
Vore biblioteker er tænketanke. Her er der tid og rum til søgen, til stille stunder, vej til visdom. Vore biblioteker er fælleseje, skattebetalte lærdoms- og oplevelsestempler, som vi skal værne om, passe på er tilgængelige for alle.

Et af statens utallige udvalg har nu truet med at genopfriske ideen om brugerbetaling på vore biblioteker. Udvalgets konnotative ræsonnement synes umiddelbart at basere sig på, at vort velfærdssamfund ikke har råd til kulturel velfærd. Brugerbetaling og andre kulturelle besparelser kunne så tænkes at være led i fødekæden til finansiering af en fortsat teknologisk og markedsorienteret effektivitet (motorveje, broer osv.), hensynet til "markedet, der skal plejes", en tidsjagen der ganske vist ikke levner plads for stunder til megen læsning.
På den måde kan man jo lakonisk konkludere, at problemet eliminerer sig selv. Bogen på biblioteket, barnebarnet af vor egen kultur, tænkes sat af på stationen, mens effektivitetstoget dundrer videre med sine nålestribede jakkesæt og plisserede nederdele på jagt efter kapital, andele, profit, vækst.
I baggrunden nikker politikerne og embedsmændene tilfredse, mens de planlægger den næste udretning af jernbaneskinnerne. Herfra betragtes kultur ikke som en nødvendighed, men som luksus, som champagne efter lønsomheden.
Klaus Rifbjerg har tidligere givet tendensen et forståeligt modstykke:
"Den (bogen) kan ikke indrettes til nytte, det er umuligt, til gengæld er den måske mere nyttig end hundrede socialreformer, fordi den hele tiden og uafbrudt beskæftiger sig med en udredning af de menneskelige forhold, råber og skriger på overbærenhed, hvisker om ømhed, tilbyder drøm og virkelighed i en ustandselig strøm, der dannes hvor kilderne fra hjerte og hjerne løber sammen." (Kultur i en Krisetid, 1980).

Bøgerne står på biblioteket. Den lille pige fra skolebiblioteket på Aars skole bliver voksen, hun kan næppe selv købe alle "uendelige historier", hun vil fortsat være kunde på folkets bib-
liotek. Men forbliver hun det?
'Markedet', tidens sakristan, er det eruptive ekko, der modsvarer åndelig virksomhed. Hermes i front, Pallas Athene på retræten! Vores skolebibliotekspige havde mødt bogen, fundet en livsledsager i den. Ingen kan vide, om hun ender blandt de økonomisk privilegerede med prærogativ til bogens verden - ifølge Koktvedgaard og hans udvalg. Harald Grieg talte om "Les-ningens Velsignelse", der for barnet og den voksne er forbundet med adgang til Romeo og Julie, til Job og Faust, Søren Fut og Rosa, til Gunløg og Gösta Berling.
Alternativet, 'markedet', har kurs mod den hellige, almindelige anonyme middelmådighed, især hos dem, hvor kronerne skal vendes. Sammen med underholdningsindustriens bedøvende fornærmelser er brugerbetaling på vore biblioteker et probat middel til at skrabe kvaliteten, kernerne, til side og promovere kvantiteten, avnerne, i stedet. Mogens Koktvedgaard præciserer prisværdig klart:
"I Holland har man brugerbetaling, og det har reduceret biblio-
teksudlånene. Men måske er det de hidtil ulæste bøger, lånerne nu sparer at tage med hjem - mens de bøger, der nu lånes mod betaling, bliver brugt mere." (Politiken 8. august 97).
'Markedet' har vel ikke plads til bl.a Naja Marie Aidt. Hun må hellere skynde sig at søge plads som rengøringskone i professorens forkontor!

George Duhamel præciserer den modsatte vinkel: "Hvis menneskeheden virkelig mistede sine biblioteker, er jeg af den opfattelse, at den så ikke blot ville blive frataget en mængde kunst-skatte og åndelige rigdomme, men at den tillige og navnlig ville føle tabet af sine livsrecepter."
Brugerbetaling lukker ikke bibliotekerne, men den begrænser adgangen. For mange vil et sådant system gøre sjælen fattigere og livskvaliteten ringere. Forslaget er i hele sin tankegang både kulturfjendsk og asocialt. Det tilsiger en kulturpolitik, der placerer vore biblioteker i en markedsorienteret og ikke en kulturorienteret sammenhæng.
Jeg har hørt udtrykket "den intellektuelle kapital", hvilket må betyde noget i retning af kapitalsamfundets dominans. Kultursamfundet er ikke i sig selv noget, det lader sig ikke forrente. Effektiviteten er årsagsfremkaldende. Jeg betakker mig dog for at få mit eventuelle intellekt med en clips koblet på Nationalbankens kontoudtog!
Knud Lyhne Rahbek formulerede, at visdom er vigtigere end klog-skab. Han forstod, at visdom er indsigt i åndens verden, der endog kan vise sig at være den eneste sande virkelighed. Virkeligheden kan være såvel faktuel som modsigelig, men dog veritabel i fiktive sammenhænge. Afgift på bibliotekslån er en magtens akilleshæl, et mønster som da Zeus som modtræk mod Prometheus tog ilden fra menneskene og dermed tillige muligheden for at få glæde af kødet. Altså må vi som Prometheus stjæle en glød af Zeus' ild og bevare den i den hule stængel af en Narthex-plante. Pan-dora, Zeus' næste modtræk og den dejlige pige af jord og vand, nåede dog at få smækket låget på sin æske, før også håbet var gået fløjten!

Sproget er menneskets tale, og det som får mennesket i tale. P. W. Lund hos Henrik Stangerup "nyder bogstavernes kunstfærdige og geniale evne til at danne dette uerstattelige der hedder mening" (Vejen til Lagao Santa, 1981).
Sproget kan åbne mure mellem mennesker, give tanker og indsigt. Litteratur er ord, en porthvælving til undren og forståelse. Sproget kan kan også bruges til at opbygge fjendemure, men vigtigst er det, når det åbner den magiske dør til et rigere og dybere liv. At begrænse adgangen til den er som at bide i en fremstrakt finger.
Venstres kulturpolitiske ordfører Ester Larsen mener, at man skal friholde børnebøgerne, men afkræve betaling for lån af skønlitteratur for voksne - hvordan hun så vil foretage den skelnen.
Faglitteratur skal være tilgængelig for studerende, men altså ikke for andre. Der bliver bureaukrati ved skrankerne, i bedste fald øget beskæftigelse i bibliotekssektoren! Folk i udsatte, men selvvalgte positioner løber jo den risiko, at de kommer til at narre sig selv i den tro, at de leder andre. Visioner (eller personlig-politisk stolthed) kan vise sig at være udtryk for blindhed!
Koktvedgaard og Ester Larsen har vel deres filosofi pakket ind og lader vel gerne os andre med Prometheus lænke til klippen ved jordens østlige rand.

Poul Hartling, en kulturpersonlighed som Ester Larsen sikkert kan nikke genkendende til, og hvis kultursyn hun måske skulle overveje at repetere, har fortalt:
"Sammenfattende kan det nok siges, at det normalt er det offentliges opgave at sørge for kulturens rammer. Man må gøre sig klart, at det også betyder væsentlige udgifter for det offentlige. Vi er ikke tjent med, at uddannelsen og det kulturelle liv ikke får gode udfoldelsesmuligheder." (Kirke, Skole, Kultur, 1963).
Brugerbetaling svækker umiddelbart borgernes mulighed for oplevelse og information - og som den vil gøre det, hvis man i stedet generelt skærer ned på bevillingerne til bibliotekerne, sænker deres standard.
Der bliver tale om en prioritering fra kultur til økonomisk vækst, fra bibliotekshylderne til supermarkedets hylder - fra biblioteket til handelskammeret, væk fra den sjæl og nærhed der næres af bogen: "... jeg vågner on natten lytter til husets søvn/ til bøgers trin og dit åndedræt af drøm og/ stjerner det er klart min elskede det er klart" (Per Gammelgaard: Det er klart).
Koktvedgaards og Larsens kendskab til Det gamle Testamente er mig ukendt, men mulig inspiration kunne de have hentet i Prædikerens Bog 1,18:
"Thi megen visdom megen græmmelse, øget kundskab øget smerte."
Rahbek ville dog nok have rystet på hovedet. Som han antageligt ville have undret sig over alternative forslag om betaling for brug af internet m.v., altså betaling for tilgængelige informationer på offentlige biblioteker i et informationssamfund! Rahbek havde vel henvist til de gode mæcener - som Chr. VIII. - og deres velbehagelige smag (og det var ikke hans sag!), i dagens tale "fonde" og det nye kodeord "privatisering"! Han ville have nikket anderledes smilende til kap. 9, 18 hos Prædikeren:
"Visdom er bedre end våben, men en eneste synder kan ødelægge meget godt."
Rahbek ville måske med disse ord kunne nå ind til Koktvedgaards udvalg!

Troels Kløvedal er i overensstemmelse med de tamilske flygtninge, når han hævder, at "man kan slet ikke sejle verden rundt uden bøger." Og med utallige bibliotekskunder.
Når jeg træder ind på mit 'eget' bibliotek i Hjørring, et stolt sted at betræde, et sted med åndelig rigdom og dygtig biblioteksservice, og blandes med de mange forventningsfulde børn og de søgende studerende, føler jeg glæde over en bibliotekspolitik, der gør dette ikke alene muligt, men også naturligt. Der advares mod at råbe "ulven kommer", men hvis rationalisterne får magt nok, kommer den vel? Råbet er jo hørt før!
Biblioteksglæden er vel også hvad Ejgil Søholm fortæller om, når han skriver om Karsten og Conny og deres lille TOTAL-bibliotek i Vesløs i Han Herred (Levende Biblioteker, 1982):
"Spørg bare - vi er her for at hjælpe", står der på skiltet over bibliotekarens arbejdsbord. Og det er ej blot til pynt."

Den måde, vi behandler bogen og dens sum af indsigt og visdom på, er et udtryk for, hvor langt vore etiske og intellektuelle idealer rækker. Lader pengefilosofien sig rokke? At indføre brugerbetaling på vore biblioteker er at udsætte et stykke lertøj for en overophedet ildprøve. Det er for risikabelt. Det er vel ikke tilstrækkeligt, at vi overlader de næste generationer udelukkende til et samfund med balance på statsfinanserne?
Moderen spurgte Mattis: "Hvor har du været? - Jeg læste. Moderen spurgte ikke mere, men slog et Stykke Tøj om sig og sagde, at hun gik lidt."
Så enkelt - og så dybsindigt - fortæller Martin A. Hansen om læsningens styrke og betagelse i novellen Bogen fra 1945. Mattis mødte som pigen i Aars bogen og fik en ny livskvalitet i et afsæt mod en erkendelsesproces bærende et helhedssyn på tilværelsen. De bærer stænglen af Narthex-planten med sig.
I 5.C. på Tårs skole i Vendsyssel er der mange Mattis'er, stolte læseheste der bærer på et tornyster af glæde ved bøger:
"Bøger er gode sejlere.
Hop ombord.
Der er plads til alle."
skriver de. Lad os håbe, at det ministerielle udvalg og vore politikere forstår, hvad de mener!
"At bygge et folkebibliotek er at rive et fængsel ned." Sådan lyder et amerikansk slogan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu