Læsetid: 3 min.

Vi har skam vedtaget skarpe princip-erklæringer i har skam vedtaget skarpe princ

Debat
8. november 1997

På den baggrund er det underligt at læse Jens Reiermanns beskrivelse af, at SF skulle være handlingslammet på indvandrerområdet

SLADDER
I forrige weekend havde SF møde i det, som mange medier ynder at kalde SFs magtfulde Hovedbestyrelse. Skal man tro den offentlige mening, er Holger K. handlingslammet indtil Hovedbestyrelsen har talt.
At det er et udslag af, at SF tager dette med demokrati og den slags alvorligt, slipper kun sjældent gennem medie-møllen. Hovedbestyrelsen udstikker hovedlinien i SFs politik mellem landsmøderne. Derfor er en beslutning taget af Hovedbestyrelsen også et udtryk for, hvilken holdning partiet ønsker, at deres valgte repræsentanter giver udtryk for og arbejder for. Og i forrige weekend vedtog vi en ganske skarp udtalelse, hvor vi tog afstand fra den mistænkeliggørelse, som mennesker fra de etniske minoriteter udsættes for lige nu.
Vi vedtog desuden at arbejde videre med et projekt, der skal samle anstændige, humanistiske kræfter til at sige fra overfor den udvikling, som Pia Kjærsgaard profiterer på, og som medierne har hjulpet hende godt på vej med. En hjælp, der har bestået i, at fokusere på det forsvindende mindretal af mennesker fra de etniske minoriteter, det er gået virkelig skidt for, og negligere den store gruppe, det er gået godt for.

SF rustet til debatten
I disse dage lægges der desuden sidste hånd på værket til en materialesamling, der skal gøre SF'ere centralt og lokalt klar til de heftige debatter, man skal stille op til, hvis man ikke bare vil flyde med medierne og den politiske strømning. Hvis de ikke bare vil hviske i krogene: Der er noget om snakken.
Selv har jeg været SF's ordfører på området i tæt samarbejde med Ebba Strange. Det var ikke min oplevelse, at Ebba gav ved dørene. Vi havde vores ture, fordi jeg nok var mere tilbøjelig til, at lade 100 slippe ind, for ikke at risikere at afvise en, der skulle have haft asyl. Men jeg mistede ikke i disse diskussioner respekten for Ebbas viden og politiske retningspil på dette felt.

Historien mangler kød
På denne baggrund er det underligt at læse Jens Reiermanns beskrivelse af, hvad der foregår i mit parti. Under overskriften "De hvide mod de sorte" skriver han blandt andet, at SF "mangler både afklaring og handlekraft".
Skal man tro ham, ligger vi i en intern strid, der overgår EU-debatten. Ja, det skal være så slemt, at vi ikke tør tale om det. Og så er det slemt, for selvom vi er temmelig uenige om forholdet til EU, så har vi haft én lang mara-thon-debat siden 1992, hvor et flertal i befolkningen gjorde, som vi anbefalede.
Så flygtninge-uenigheden er ifølge Jens Reiermann langt dybere. Jeg synes, der mangler noget kød på den historie, som der så ofte gør, når Jens Reiermann har 'en god historie' om SF. Alt for ofte er historien Jens Reiermanns egen, som han så bagefter går ud for at få bekræftet.
Jeg mangler en journalistisk tilgang til stoffet, som også indebærer, at man forholder sig til realiteter. At man i sin søgen efter at få sin historie bekræftet er åben overfor den mulighed, at man kan tage fejl. Ukritisk at føre sladder til torvs, som bekræfter ens egne fordomme er ikke fremmende for oplysningsniveauet, og det ærgrer mig som ny Informationsabonnent at skulle spilde tid på den slags i en avis, som engang kaldte sig "den mindst ringe".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her