Læsetid: 2 min.

Sort, hvidt og alle nuancerne

7. november 1997

Det må være forstemmende for den store gruppe lovlydige førstegenerations-danskere at blive slået i hartkorn med en mindre gruppe utilpassende elementer. - et svar til Lone Nørgaard

FREMMEDE
Jeg er ikke sikker på, at jeg helt kan leve op til Lone Nørgaards krav for at deltage i den verserende 'fremmeddebat' (se Information 4.11.). Men jeg forsøger mig alligevel.
Jeg er på alle måder enig med Georg Metz (Inf. 1.-2.11.) i, at det ikke kræver personligt indhøstede erfaringer at debattere emner af generel samfundsmæssig interesse. Hvis dette var et krav, var der formentlig mange af Pia Kjærsgaards tilhængere, der måtte fratages ytringsretten.
Men personlige erfaringer har selvfølgelig betydning, og jeg tror, at de især har den betydning, at de kan bidrage til at nuancere debatten. Lad mig give et eksempel. Min 15-årige søn er flere gange blevet truet til at udlevere penge, buskort, jakke m.v. til forskellige større og mindre grupper, som fortrinsvis (men ikke udelukkende) bestod af unge førstegenerationsdanskere.
Dette er både han og jeg naturligvis meget oprørte over, og vi skal være de første til at støtte, at der bliver iværksat en indsats, så han kan færdes trygt på gader og stræder.
Det er imidlertid vigtigt at holde fast i, at disse unge ikke bliver mere eller mindre voldsforbrydere af at være førstegenerationsdanskere.
De er kort sagt nogle lige så dumme svin som tilsvarende senere-generations danske unge (hvor der formentlig også stadigvæk findes voldelige og røveriske elementer). Derfor får sådanne negative oplevelser hverken ham eller jeg til at bakke op bag de groft generaliserende og forenklede standpunkter, Pia Kjærs-
gaard og ligesinde har ført i marken. For vi ved jo, at de unge førstegenerationsdanskere, der går på den lokale folkeskole, og som man møder i fodboldklubben og andre steder er fredelige og flinke fyre, man kan hygge sig med.

Nuancering, tak
Ligesom den 15-årige og hans lillebror bliver ekstremt irriterede, når de for 27. gang skal lægge øre til pædagogers og læreres udtalelser om, hvor larmende, besværlige, urolige og ukoncentrede drenge er, må det være forstemmende for den store gruppe lovlydige og integrationsindstillede førstegenerationsdanskere at blive slået i hartkorn med en mindre gruppe mere utilpassende elementer.
En forudsætning for en ordenligt fremmeddebat er således, at nuancerne kommer frem, og at vi fokusere på de problemer, som nogle af de fremmede har, i stedet for at fokusere på de fremmede som problemet.
Lone Nørgaards indlæg vidner på alle måder om manglende sans for disse nuancer. Men det kan måske være, fordi hun - for nu at blive i hendes eget billedsprog - har placeret hovedet et andet sted, end hvor det hører hjemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu