Kronik

Sprogets grænser

21. november 1997

Vi kan ikke se, hvad vi ikke kan se. Med sproget er det ligesådan: Hvis sproget skulle kunne fastlægge grænsen for sig selv, ville det allerede have overskredet grænsen for sig selv

DET FILOSOFISKE RUM
Der er grænser for, hvad sproget kan. Det kan ikke fjerne smerten ved tabet af en elsket person eller overføre identiske tanker mellem sjælene. Der er også grænser for, hvad sproget er; det er ikke kroppen, psyken eller det samme som det, sproget handler om; lige meget hvor længe man smager på ordet pølse, bliver man ikke mæt.
Selv om man jævnligt konfronteres med sprogets grænser, f.eks. når man ikke synes, man bliver forstået eller ikke kan ramme sine fornemmelser med de præcise formuleringer, er det umuligt at bestemme grænserne for sproget som sådan. Vi ved, at der er grænser for sproget, men sproget kan ikke udtrykke disse grænser.
Dette paradoks kan udtrykkes med en parallel til synet. Efter sigende ser forskellige dyr forskellige verdener, bier ser infrarøde stråler, muldvarpe vel næsten intet osv. Og når Frank Jæger drømmer om at være en høne ("oh, at være en høne") så er det i sandhed en syret drøm - for hvem ved, hvad hønen egentlig ser med sine små, plirrende fugleøjne. For ikke at tale om fiskene med deres øjenlågs-løse, evigt stirrende øjne.
Samtidig med at vi ved, at verden ser anderledes ud med andre øjne, så ser vi kun én verden. For vores syn er den synlige verden verden, ikke én blandt mulige andre verdener. Hønen kan ikke se, hvad jeg ser, og jeg kan ikke se, hvad hønen ser.
Vores synsfelt forekommer os at være komplet. Vi kan ikke se, hvad vi ikke kan se; vi kan derfor heller ikke se grænsen for, hvad vi kan se. Synet er begrænset, men kan ikke selv se sine grænser.

Måske det forholder sig på samme paradoksale måde med viden. Grunden til, at studenten ikke kan eksaminere sig selv, er, at han ikke ved, hvad han ikke ved. Derfor må der en censor til, der fra en ydre position kan se grænserne for studentens viden.
Med sproget er det ligesådan. Hvis sproget skulle kunne fastlægge grænsen for sig selv, ville det allerede have overskredet grænsen for sig selv. Når man vil tale om sprogets grænser, sker det i sproget, og selv om man postulerer at tale om sprogets grænser til verden, kommer man aldrig ud over sproget. Sansning er selv blot et ord.
Vi kan sprogligt formulere troen på, at der er en grænse, at der er noget uden for sproget. Men når vi forsøger at sige, hvad det er, så bliver dette udenfor selv til sprog. Vi ved, at sproget er begrænset, men vi kan ikke i sproget selv lokalisere grænsen. Sproget kan ikke sige, hvad det ikke kan sige. For så vidt som sproget ikke kan se sine egne grænser, er det ubegrænset.
Hvis sproget skulle kunne se grænsen for sig selv, måtte det stå udenfor sig selv - det måtte på en gang være student og censor. At ville iagttage grænsen for sproget kræver, at man har et sted uden for sproget at iagttage grænsen fra. Hvad sproget selvfølgelig ikke har. Det betyder ikke, at der slet ikke findes steder uden for sproget, der kan vise noget, sproget ikke kan. For eksempel kan man hævde, at forskellige typer ikke-sproglig kunst kan dette.
Jeg ved ikke, hvad jeg ikke ved. Jeg kan ikke se, hvad jeg ikke kan se. Og jeg kan ikke sige, hvad jeg ikke kan sige. Det er med andre ord en blindgyde at tro, at man fra sproget kan iagttage grænsen mellem sprog og ikke-sprog. I et forsøg på at omgå det paradoksale i, at vi ved, at sproget er begrænset samtidig med, at grænsen ikke kan udtrykkes i sproget, kan man forsøge at spørge til grænser i sproget i stedet for at spørge til grænser for sproget.

En grænse kan være ultima Thule, den yderste grænse bag hvilken intet. Der er grænser for mine kræfter, grænser for vækst osv. Men en grænse kan også være en grænse mellem eller i. Grænsen for Danmark er samtidig græn-sen mellem Tyskland og Danmark, en grænse i Europa. Det er slutpunktet for Danmark, men ikke for den rejsende. En grænse kan enten betyde ophør eller overgang til noget andet.
Om grænsen så er en grænse for noget (markering af ophør) eller mellem noget (som overgang), så udgør den en forskel. Hårgrænsen udgør grænsen mellem hår og ikke-hår, toldgrænsen udgør forskellen mellem told og ikke-told. Grænser er særligt fremtrædende forskelle, som Hans Fink skriver i bogen Grænser (side 24).
Altså: da det ikke går at lokalisere grænsen for sproget, så lad os kigge efter grænser i sproget. Hvilken rolle spiller grænser eller forskelle i sproget?
Da min yngste dreng var omkring to år, hed alt med en vis hældning "rutschebane". Efterhånden har han lært at se forskel, altså at trække en sproglig grænse mellem legepladsens hældning og vejens hældning. At lære et sprog er i vidt omfang at lære at skelne, at se forskel, at trække en grænse.
Når vi iagttager verden, sker det i rammerne af et modsætningspar, det sker i rammerne af en forskel. Hvis vi siger om en ven, at han er hjælpsom, så sker det i rammen hjælpsom/ikke-hjælpsom, man kunne også sige at han er så god som dagen er lang - da har man iagttaget ham i den moralske ramme af god/ond. Vennens arbejdsgiver er nok mere interesseret i hans arbejdsformåen og iagttager ham i rammen effektiv/ineffektiv.

Sproget rummer en lang række forskelle, som vi bringer i spil ved at betegne den ene side af forskellen. F.eks. ved at betegne en mand som god (i modsætning til slet eller ond). De reneste forskelle i sproget er modsætninger som stor-lille, smuk-grim, kold-varm, rig-fattig, lykkelig-ulykkelig, sand-falsk, elsker-hader osv. osv. Forskellene er ofte asymmetriske, således at den ene side foretrækkes; det er bedre at være god end ond, smuk end grim, retfærdig end uretfærdig, klog end dum.
Sproget afspejler ikke verdens egne forskelle - i stedet for at betegne vennen inden for rammen god/slet kunne man iagttage ham i rammerne af forskellen smuk/grim. Vennen bestemmer ikke selv, hvilke forskelle han iagttages i. Til gengæld er forskellen helt afgørende for, hvad man får at se. Hvis jeg iagttager vennen i forskellen smuk/-grim, ser jeg ikke, om han er god/ond, effektiv/ineffektiv. Den forskel, jeg iagttager i, aktualiserer én verden og udelukker i øjeblikket alle andre mulige.
Vi ser ikke verden som den er i sig selv, men en mængde forskellige verdener, der afhænger af, hvilke forskelle vi iagttager i rammerne af. Sproget om verden er ikke en genspejling af verden. I stedet er der tale om, at man konstruerer verden ud fra de anvendte forskelle. Al erkendelse er konstruktion af verden i verden. Hvad der kommer inden for sprogets horisont, afhænger af, hvilke forskelle der iagttages i rammerne af. Eller sagt på en endnu kortere måde: Grænserne for sproget er bestemt af grænserne i sproget.
Følger man den tyske sociolog Niklas Luhmann, er vigtige dele af kommunikationen i det moderne samfund orienteret omkring centrale sproglige forskelle. Samfundet er opsplittet i en række systemer, som netop er karakteriseret ved, at deres kommunikation og dermed iagttagelse er styret af særligt priviligerede forskelle. Alt, hvad der falder uden for disse forskelle, er støj. Den økonomiske kommunikation sker med udgangspunkt i forskellen mellem at have og ikke at have, den juridiske med udgangspunkt i ret/uret, den videnskabelige med udgangspunkt i sand/falsk, den politiske kommunikation har forskellen mellem regering og opposition som omdrejningspunkt osv.

De forskelle, der styrer vores kommunikation er ikke nogle forskelle, vi frit og forudsætningsløst kan vælge mellem. Det enkelte menneske er indføjet i nogle kommunikative sammenhænge, som det til en vis grad kan forholde sig til, men som det ikke kan ændre efter forgodtbefindende.
Hvad der bliver til genstand for økonomisk kommunikation, afhænger af den forskel, som økonomien orienterer sig ved hjælp af. Hvad i verden, der bliver til information for økonomien, afhænger af økonomien selv - nemlig den forskel ved hjælp af hvilken økonomien iagttager. Igen: verden er ikke givet, men afhænger af de øjne, der ser, eller det sprog, der kommunikeres i. Det er kun det, der ligger inden for forskellen, der bliver til genstand for kommunikation, resten forbliver støj. Den økonomiske kommunikation handler om regnskaber, penge, profit. Kun for så vidt noget (mennesker, natur, ting) har relevans for profit/ikke profit, bliver det et tema for det økonomiske sprog.
Det samme gælder andre betydningsfulde special-sprog - den juridiske kommunikation tager kun temaer op, som har relevans for, om noget er ret/uret.

Denne tankegang kan bl.a. bruges i forsøget på at forstå, hvorfor moderne samfund udsætter sig for muligvis fatale miljøproblemer og skubber store menneskegrupper ud af den samfundsmæssige kommunikation. Samfundets betydningsfulde funktionssystemer fanger dem simpelthen ikke med deres iagttagelsesforskelle. Kun for så vidt mennesker og miljø har betydning for profit/ikke profit, bliver de(t) en del af den økonomiske kommunikation.
Tilsvarende gælder for andre kommunikationssystemer, det videnskabelige sprog beskæftiger sig med, hvad der er sandt og falsk. Om noget er uetisk, falder principielt udenfor det videnskabelige sprogs rammer.
Der er med andre ord grænser for de opsplittede og specialiserede typer sprog. Og selv om man ikke kan bestemme sprogets grænser som helhed, kan man godt bestemme nogle af specialsprogenes grænser. Det ene specialsprog kan se noget af, hvad det andet ikke kan se. Splinten i din næstes øje ser du, men ikke bjælken i dit eget - og forklaringen er ganske enkel: med hvilket øje skulle jeg kunne se mit eget? Jeg har brug for nogen udenfor til at fortælle mig, at jeg har en bjælke i øjet. Og måske det er, hvad samfundsmæssig oplysning kan være i dag:
Diverse kommunikationssystemer, der oplyser hinanden om hinandens bjælker, en bunke iagttagere, der iagttager hinanden og i hver deres sprog fortæller hinanden, hvad de andre ikke kan se (at de ikke kan se).

Morten Knudsen er højskolelærer.

APROPOS
Filosoffens fallit
Jeg har set det i øjnene. Endelig lykkedes det at indse, hvor tåbeligt et studie det er. Og nu er det for sent. Nu er jeg netop blevet cand. mag. i filosofi med et hæsblæsende interessant emne om: Be-grebet; tænkning, hos den sene Heidegger - med særligt henblik på dets mystiske element. Men til ingen verdens nytte! For hvor henne i dette usandsynligt åndsforladte teknologiske system er der basis for noget sådant, der tager udgangspunkt i dette århundredes største filosofs analyser over tænkningens natur?
I syv år har jeg med livet som indsats - med den altid nærværende risiko for at komme på den lukkede, med et forlist ægteskab og bolig - fræset dybe furer; i alskens vesterlandsk filosofi; i vejen fra mit omskiftelige hjem til det kongelige biblioteks forskelligt beliggende filialer; i mit sind. Og hvad har jeg fundet ud af? En masse. Men er det overhovedet brugbart i dette samfund, med dets stadigt større stigende interesse for overflade, materialitet og økonomisk succes? Eller, hvordan skal denne viden serveres?
Et filosofisk studie synes for nogen at antyde noget, der tenderer noget fremmed, noget tørt, ligefrem noget ligegyldigt, for andre noget særdeles interessant og absolut vedkommende - i deres dagligdag. Faktum synes at være, at filosofi-studiet på ingen måde lægger op til samfundets behov, og hvis det gjorde, ville filosofi-studiet ophøre med at eksistere. Man kunne spørge sig selv om det er af udelukkende traditionelle årsager, at filosofi-studiet stadig eksisterer som selvstændigt institut (selvom det selvfølgelig for længst er blevet slået sammen med retorik og pædagogik). Men hvordan ville et universitet se ud uden et filosofisk institut? Tak gudskelov for denne bemærkning. Så vi har da altid et filosofi-studie - af rent tradi-tionelle grunde.
Mere interessant er muligheden for integration i systemet efter syv års indædt filosofisk studium. Eller umuligheden?
Ét er den chanceløse tilstand der overvinder én, hver gang man bladrer igennem jobannoncer og hver gang ikke ser den annonce der siger: "Filosof søges - 300.-400.000 kr. årligt eller efter aftale. Kvalifikationer: Du har indgående studeret dig selv, den vesterlandske tænknings udvikling fra 600 f. kr. til i dag, etc... " Men nej, det ville jo være mirakuløst. Ja, man burde allerede havde set det i øjnene med alle de spørgsmål, vedrørende studiets tvivlsomme brugbarhed, som opstod fra den sociale nærkreds i løbet af studietiden.
Et andet er den vished om, at det hele blot er et stort spil på bekostning af det, man i gamle dage stadig turde kalde sjælens inderlighed og autenticitet. Og man græmmes ligefrem over alskens såkaldte kloge menneskers skærmtroldsudtalelser om livet, døden, økonomisk politik og vejret og undres således endnu engang over, hvad jeg egentlig er uddannet til. Hvor ligger min ekspertise?
Man kan undre sig over, hvorfor der tilsyneladende ikke rigtig er plads til en filosof på "samfundets brugerflade". Og samtidig er det åbenlyst soleklart. Fordi "vor" mening, placering og funktion endnu ikke er fuldkommen gennemtænkt, dvs. begrebet. Man kan sige, at det til dels skyldes samfunds-systemets manglende interesse i at reflektere over en moderne filosofs evner og færdigheder. Til dels skyldes filosoffens øgede evne til ikke at kunne indgå i en systematisk sammenhæng, dvs. eksempelvis, at indordne sig erhvervsvirksomhedens hierarkiske orden. (Et andet er nemlig om den enkelte filosofi overhovedet vil indlade sig på at lade sig (mis)bruge til et formål, som strider mod filosoffens natur).
Et må gøres klart. En filosof tænker og ser anderledes på tingene, verden og mennesket end andre moderne samfundsborgere. Ikke nødvendigvis fordi filosoffen skal forherliges som værende klogere, dvs. havende større "kosmisk" indsigt. En filosof er ikke trænet i at tale bedre, men har måske behov for at tale mere, en filosof trænes ikke ligefrem til at tænke skarpere, men snarere dybere eller mere konsekvent, men først og fremmest er en "sand" filosof ikke en udelukkende belæst nikkedukke, men skabt af en vedvarende og inderlig søgen.
Og det er præcis denne natur eller opøvede færdighed, som er så værdifuld og samtidig så umulig at omsætte i cool cash. Som Heidegger udtrykker det, er fílosofi netop det nyttesløse og samtidig den suveræne viden om det værendes væsen.

Kim Erik Skytte Gørtz, 30 år, Cand. Mag i filosofi på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu