Kronik

Hvor mange vil vi tage imod?

28. november 1997

Information flyder over med nedladende bedreviden, når dansk flygtninge- og indvandrerpolitik sættes til debat. Der er nogle hårde spørgsmål, vi bliver nødt til at tage stilling til

Har man behov for til stadighed at blive bekræftet i, at Pia Kjærsgaard og Søren Krarup er på det forkerte hold, kan man kun være tilfreds med strømmen af indlæg i ud-lændingedebatten forfattet af Informations journalister og faste skribenter.
Men gælder interessen spørgsmålet om den rigtige udlændingepolitik, og hvordan den måtte se ud, er der ikke meget at hente. På få undtagelser nær er det ret så be-grænset, hvor meget klogere man bliver af at læse de mange artikler. Dertil er de for ensartede, forudsigelige og informationsfattige. Og snarere end at åbne virker hovedparten af indlæggene afsnørende på den debat, der ville kunne medvirke til at kvalificere ens politiske stillingtagen på dette ømtålelige felt.
Problemet har at gøre med en udbredt tilbøjelighed til at koncentrere opmærksomheden om moralsk karaktergivning til de højredrejende "fjender" i stedet for konkret pro et contra argumentation angående politikken, og hvordan den fornuftigvis burde se ud.
I overensstemmelse med kulturradikal hang til sinde-lagsetisk reduktionisme forkortes sagerne ofte til det enkle og entydige: Er du for anstændighed, solidaritet, tolerance og - det aktuelle honnørord par excellence - humanisme, eller er du imod? Mellem disse positioner er stregen trukket; vælg side!

Det er det simple og enkle, tingene kan koges ned til. Det synes som om, den rigtige flygtninge- og indvandrerpolitik automatisk giver sig selv, når først dette afgørende valg er truffet.
Derfor kan også de personer, der mener at have fundet de vise sten, koncentrere opmærksomheden om dels at proklamere de rette værdier og holdninger, dels igen og igen at gå i rette med og distancere sig fra de antihumanistiske strammere. Og skal man tro meningsmålingerne udgør de som bekendt et pænt flertal af befolkningen; langt flere end den forøgede tilslutning til Dansk Folkeparti afspejler.
Senest er der dog kommet et nyt moment ind i artiklerne. Flere er nemlig begyndt at diskutere, hvordan højrebølgen lader sig forklare. Hvordan går det til, at så mange mister den moralske dømmekraft og fravælger anstændighed og humanisme på udlændingeområdet?
Den moralske bebrejdelses diskurs går dermed over til en socialteknologisk diskurs. På linie med tankegangen i kriminalitetsforebyggelse ræsoneres, at holdnings- og adfærdsafvigelserne kun kan imødegåes gennem afdækning af deres sociale årsager. Som sande humanister kan "vi" ikke nøjes med at rette moralske appeller og bebrejdelser mod afvigerne. Skal højrebølgen stoppes må vi vide, hvilke faktorer der - uden at personerne selv er klar over det - betinger deres adfærd.
Forskellige bud har været bragt på bane, men den mest udbredte diagnose er nok den jsn redegør for i Informations leder den 3. november, hvor højredrejningen på udlændingeområdet forklares med en (påstået) voksende social marginalisering og udstødning i det danske samfund.
Når jeg selv har det dårligt med begge disse diskurser, skyldes det for det første, at de efter mine begreber er udtryk for et ret beset utåleligt og antidemokratisk åndshovmod, en moraliserende overdommermentalitet og en reel intolerance grænsende til foragt over for anderledes tænkende.
Der er en påfaldende lighed med på den ene side de forgangne nationalliberales væmmelse ved almuen/den gemene hob og på den anden side "progressiv" socialteknologisk tænkning. Ikke mindst når der trækkes på henholdsvis eksperterne i menneskerettigheder som nutidens dannelseselite og de køligt, objektivt analyserende socialforskere.

Det forsvarlige alternativ til disse to demokratiske blindgyder er ikke en populistisk falden på halen for, hvad folket eller dets flertal måtte mene. Men det er at tage denne størrelse - folket - og folkestyret så alvorligt, at man forstår sig selv som en del af det.
På sin side stiller det krav om at møde modstanderne sagligt-dialogisk som medborgere i det samme politiske fælleskab. Det vil konkret sige, at man i stedet for straks (moralistisk) at reducere kontroverserne om udlændingespørgsmålet til en strid mellem de gode og de onde og/eller (socialteknologisk) objektiverende at årsagsforklare folks meninger, med åbent sind må spørge sig selv, om der måske kunne være gode grunde til den udbredte skepsis og betænkelighed over politikken og udviklingen på dette felt.
Dermed ville man ikke et øjeblik behøve at give køb til opportunistisk og taktisk betinget leflen for det p.t. populære - en leflen, der nota bene også findes i venstrefløjsudgaver; f.eks. når SF pludselig accepterer at begynde at tale om såkaldte humanistiske stramninger med det erklærede formål at stoppe skredet mod højre.
Men man vil være tvunget til principielt at forstå og møde ens politiske modstanderes ytringer som gyldighedsfordrende ytringer; det vil sige ytringer, der kræver at blive mødt med argumenter, snarere end fordømmelse og idelig pukken på indiskutable værdier og holdninger.
Den anden grund til min animositet mod såvel den moraliserende som den socialteknologiske form for besserwissen, Information for tiden flyder over med, er, at den fører til en de facto negligering af en række komplekse vanskeligheder, udfordringer og dilemmaer, som efter min opfattelse åbenlyst knytter sig til dette politikområde. Hvad der her er op og ned, rigtigt og forkert, er ikke selvindlysende, og det er en illusion at tro og foregive, at der går en lige linie fra de abstrakt formulerede og uomtvisteligt rigtige værdier og principper til den konkrete politik.

Hvor tidligere sociale ydelser og offentlig forsørgelse medførte tab af politiske rettigheder, gives de i den moderne velfærdsstat som rettigheder. Og det i en sådan udstrækning, at man i mere liberalistisk præ-gede systemer har svært ved at forstå, det lader sig gøre.
Den jævnligt fremførte kritik af de høje danske skatter og omfanget af offentlig forsørgelse er i det lidt større perspektiv ikke det interessante. Det er det derimod, at samfundet overhovedet fungerer og fungerer relativt godt på sådanne betingelser. Det vidner om en i praksis veludviklet solidaritet borgerne imellem (Se også apropos'et.)
Men det gør samtidig til et prekært spørgsmål, hvem der er og kan blive medlemmer af det danske fællesskab. Og det er præcis et af de hoved spørgsmål, der mangler at blive diskuteret og besvaret - især af dem, der påkalder sig humanismen.
Skal for eksempel alle, der lever under umenneskelige forhold, i fattigdom, nød og elendighed, som mangler elementære demokratiske rettigheder, og som derfor har alle mulige gode grunde til at søge andetsteds hen (udtrykket "bekvemmelighedsflygtninge" burde forbydes), skal de have adgang? I betragtning af hvor mange hundrede millioner, det drejer sig om, er der i givet fald tale om en potentiel indvandring af uoverskuelige dimensioner.
Skal der være grænser for antallet, og hvad skal udvælgelseskriteriet så være? Hvem skal have mulighed for at slippe ud af elendigheden? Skal det være dem, der har ressourcer til selv at skaffe sig adgang? Eller skal der - som princippet længe har været i u-landspolitikken - satses på at hjælpe de dårligst stillede?
Hvordan ser de humanistiske svar ud på sådanne spørgsmål? Eller er det måske - humanistisk set - uanstændigt at stille dem?

Forståelsen af det danske samfund som et politisk-demokratisk fællesskab er imidlertid også af indlysende betydning for dis-kussionen af en anden varm kartoffel, nemlig spørgsmålet om udviklingen af det multi-kulturelle og multi-etniske samfund.
For det første kan man spørge om ønskværdigheden af en sådan udvikling. Eller det kan man måske ikke med anstændigheden i behold? Det synes jeg selv.
For at drage en nærliggende parallel, så har det efter min mening været klart rigtigt at inddrage befolkningen i diskussionen om holdningen til og politikken over for den europæiske integration og dens konsekvenser for det danske samfund. Og det forhold, at det faktisk er sket, kan tages som udtryk for, at det politisk-demokratiske fællesskab har realitet. Hvorfor sagen skulle stille sig anderleds, når det drejer sig om politikken overfor den multi-kulturelle udfordring, har jeg svært ved at indse.
Men dernæst kan man spørge om foreneligheden mellem det multi-kulturelle og især multi-etniske og den principielt grænseløse reflek-sivitet, som (post)moderniteten har bragt med sig, og som i dansk sammenhæng har udmøntet sig i en veludviklet liberal, kulturkritisk (og -radikal!), antiautoritær tradition. I hvert fald i det omfang, de forskellige kulturelle og etniske minoriteter vil påkalde sig en autenticitet og uantastbarhed, der kan forskåne dem og deres normer, livs- og familieformer osv. fra det offentlige ræsonnement og de demokratiske processers evindelige, kritiske syrebad.
Situationen er en helt anden, såfremt de nye identiteter lader sig indplacere på linie med og med status som de differentieringer, det (post)-moderne fællesskab i forvejen rummer og producerer.
Under alle omstændigheder er der også her masser at diskutere.
Var det ikke en idé at komme i gang i stedet for at bringe endnu flere variationer over det endeløse og intetsigende humanisme-tema?

Afslutningsvis skal gives et aktuelt eksempel på, hvor inficeret debatten i almindelighed er blevet af tilbøjeligheden til at fokusere på holdninger og værdier frem for konkret information, oplysning og argumentation om udlændingepolitikkens mål og midler:
I en nylig meningsmåling offentliggjort i Jyllands-Posten den 10. oktober undersøges unges tolerance over for flygtninge og indvandrere ved at lade svarpersonerne er-klære deres grad af enighed i påstanden: "Flygtningen og indvandrere udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur".
Det problematiske ligger naturligvis i at tolke vurderinger af en påstand af forholdsvis faktuel karakter som indikator på grad af tolerance. Men det afspejler dels forelskelsen i "holdninger" - måske fordi de lader sig aflæse og behandle statistisk - dels den manglende interesse for reel diskussion. I dette tilfælde diskussion af, om og i hvilken udstrækning, der er tale om en trussel mod den danske kultur, og om, og i givet fald, hvorfor det skulle udgøre et problem.

Jørn Loftager er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Det danske fællesskab

Når spørgsmålet om den rette danske udlændingepolitik er komplekst og intrikat, hænger det sammen med det danske samfunds eksistens som et politisk og socialt fællesskab.
Hvis fru Thatcher havde haft ret i, at samfundet ikke eksisterer, men ret beset skal forstås som en samling enkeltindivider inden for et givet territorium, hvor enhver er sin egen lykkes smed, ja, så var alt meget mere enkelt.
Var retten til fri næring den væsentligste rettighed, ville det være relativt uproblematisk at åbne grænserne og lade udefra kommende slå sig ned og søge lykken. Konkurrencen på markedet ville blive skærpet, men den usynlige hånd ville sørge for, at det ville blive til alles bedste.
Situationen er en ganske anden, såfremt vi forudsætter, at samfundet har karakter af et politisk og socialt fællesskab. I samme udstrækning, det er en realitet, melder spørgsmålet om afgrænsningen til omgivelserne sig som et uundgåeligt og problematisk spørgsmål. Og det danske samfund må i betydelig grad siges at have en sådan karakter. Ikke primært på grund af en urgammel, oprindelig, etnisk beskaffen identitet, men i kraft af en nyere historisk udvikling, i hvilken rollen som stats- og medborger har fået stadig større betydning.
Ganske vist tales for tiden meget om det postmoderne med understregning af tendenser til individualisering, differentiering og til, at der sættes spørgsmål ved alle "sandheder", normer og værdier. Og den tale har givet meget for sig.
Men ved siden af og underliggende disse tendenser er der foregået massive integrations- og homogeniseringsprocesser, der i vidt omfang har reduceret betydningen af tidligere tiders sociale, økonomiske og kulturelle skel og kløfter. For en skildring heraf kan henvises til Søren Mørchs Den nye Danmarkshistorie 1860-1960.
Ikke blot har danskerne anerkendt hinanden som ligeværdige medlemmer af et politisk fællesskab med formelt set de samme demokratiske rettigheder og pligter. De har også i stigende grad anerkendt hinanden som medlemmer af det samme sociale fællesskab.
Jørn Loftager

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu