Kronik

Teknisk frifindelse

24. november 1997

At der dødsdømmes lemfældigt i USA, er den ene side af et retssystem i krise.
Den anden er et formalistisk spilfægteri, der lader de skyldige gå fri for straf

RET BESET
For øjeblikket pågår i USA sagen mod Terry Nichols, den formodede fabrikant bag den dødsdømte Timothy McVeighs bombe mod den federale bygning i Oklahoma City, som kostede 168 mennesker livet. Et af anklagemyndighedens krav til de udvalgte nævninge var, at de i tilfælde af en domfældelse ville være parate til at udmåle dødstraffen.
Situationen genkalder den forløbne sommers artikelserie i Information om dødsstraf og dødsdømte i USA. En enkelt artikel handlede om en domfældt, som kun med held og stædighed slap ud af dødsgangen i Texas, og at dømme efter serien som helhed var der tale om en "Elendig retssikkerhed ved dødsstraf" i USA, som det hed i en af artiklernes overskrift (med et formodet citat fra den amerikanske advokatorganisation ABA).
Da vurderingen sikkert passer fint ind i manges forestillinger om amerikansk retsvæsen og rets(u)sikkerhed, kan der være grund til at konfrontere den med et lige så autoritativt, kritisk og dog stik modsat billede af USA som retsstat.
Det foreligger i en af sidste års topscorere på bogmarkedet, en bog med titlen Guilty (Skyldig) og undertitlen The Collapse of Criminal Justice (Kriminalrettens forfald).

Forfatteren, Harold J. Rothwax, har 25 år på bagen som kriminal-dommer i staten New Yorks højesteret og inden da 12 års erfaring som forsvarsadvokat. Også hans anklage går på en 'elendig retssikkerhed' - endda ikke blot i forbindelse med dødsstraffen. Men den identiske ordlyd har den modsatte betydning af den, sommerens Information gengav.
I korthed svarer den til optakten i William Gaddis' roman A Frolic of His Own (1994): "Retfærdighed? Du får retfærdighed i den næste verden. I denne verden har du loven".
Det er selve det amerikanske retssystem dommer Roth-wax stiller til doms og kender skyldig, og det er den amerikanske befolkning - af lovlydige borgere - der må udstå straffen. Hvor kritikerne i Information slog på de mangler i systemet, som kan ramme de domfældte, er det Roth-wax' påstand, at systemet i den grad beskytter de anklagede, at et utal skyldige går fri. Retten, som burde tjene sandhed og retfærdighed, er udartet til et formalistisk spilfægteri på sandhedens og retfærdighedens bekostning.
Rothwax' bog har ti kapitler med hver sit problemområde i centrum. I et ellevte og afsluttende kapitel udmøntes kritikken på de foregående sider i ti konstruktive ændringsforslag, som ikke har vakt udelt begejstring. Forfatteren har det med at kalde en spade for en spade. Det er ikke mange ord, han har til overs for rehabilitering af kriminelle, og hans interesse for sociale (bort)forklaringer af ulovlig adfærd kan også være på et meget lille sted. Dog lader hans klare ræsonnementer og konkrete eksempler sig ikke let feje af bordet, og man skal være både blind og døv for ikke at notere sig forfatterens kombination af retfærdighedstrang og dømmekraft. Kærlighed til loven er hans angivelige motiv til at dømme den så hårdt.

Som god amerikaner medgiver Rothwax at have ry som en hård negl, men han lyder ikke mindre troværdig, hvor han bekender sig som idealist. Hans skarpe synspunkter rummer både humane og intellektuelle nuancer, og støder man her og der på tekniske detaljer, er det alene som tegn på den systemgalskab der truer retsbevidstheden. Med den almindelige læser deler Rothwax en common sense, som kvalificerer hans bog som indlæg i samfundsdebatten, og som også gør den lærerig for udenlandske iagttagere af amerikansk kultur.
Uanset om, man læser forfatteren med eller mod hårene, kan han ikke undgå at rokke ved den vaneforestilling, at USA er et urimeligt hårdtslående samfund. Det er det nok, for det er uhyre legalistisk; men deri ligger også, at det stiller forhindringer op mellem selv de skyldigste og deres dommere, som hindrer megen retfærdighed i at ske fyldest. Man fornemmer, at der for hver morder på dødsgangen er en anden, der går fri, fordi samfundets ret til sandheden om en forbrydelse i stigende grad blokeres af hensynet til forbryderens krav om fairness.
Et eksempel er en mand som i New York røvede en belgisk turist. Da belgieren nægtede at flyve tilbage til USA for at vidne i sagen, krævede røverens forsvarer nævningene instrueret om, at det manglende vidne betød et manglende bevis for røveriet. Ganske vist indrømmede forsvareren at have telefoneret til belgieren, som både havde bekræftet røveriet og udpeget hendes klient som røveren. Men lige meget: Formelt skulle vidnets fravær udlægges til klientens fordel. Det var hans ret!

En anden formalisme afgjorde appellen til USA's højesteret af dommen over Edward Coolidge, som brutalt havde myrdet en 14-årig pige i staten New Hampshire. Og hvorfor omstødte den høje ret da denne dom? Fordi ordren til at arrestere Coolidge var givet af New Hampshires justitsminister, helt i overensstemmelse med denne delstats lov. Ifølge forbundsstatens højesteret var justitsministeren derimod ikke en juridisk embedsmand, men en politiembedsmand uden ret til at udstede arrestordrer.
Ikke mindre bizar var udfaldet af sagen mod Lee Erwin Johnson, en vaneforbryder med en 15 års voldsdom, som havde kidnappet den 14-årige Angela, truet hende med et skydevåben og låst hende inde i sin lejlighed mod hendes vilje.
Efter at to betjente med pigens hjælp havde forceret den armerede dør til lejligheden og befriet hende, åbnede de efter hendes anvisninger et skab med ammunition og tre skydevåben, som de beslaglagde.
Johnson dømtes, men vandt sin appel, fordi dommerne fandt, at politiet uretmæssigt var trængt ind i hans lejlighed. Netop den armerede dør viste jo, at han ikke ønskede deres besøg! Desuden burde de have holdt fingrene fra skabet med våbnene, fordi disse ikke lå fremme, så enhver kunne se dem.
Hvad enhver til gengæld burde kunne se, er, at en lov, der var ment som beskyttelse mod statsmagtens uretmæssige indtrængen i folks hjem og uretmæssige konfiskation af deres ejendele her er fortolket ud i den rene karikatur.

Samme skæbne er overgået en anden velment lov - om retten til en hurtig retssag. Inden for den lovbefalede tidsramme førtes voldsforbryderen Herbert Hilton for retten i New York, anklaget for overfald og røveri under en prøveløsladelse. Under påskud af at skulle benytte telefonen stikker anklagede af under retsforhandlingerne og dukker først op igen, da han otte år senere arresteres for en anden forbrydelse i en anden stat. Tilbage i New York straffes han imidlertid kun for at have misbrugt sin prøveløsladelse. Først to år senere, da han anholdes for spritkørsel, forbindes han med det gamle røveri og overfald, så han omsider kan få den dom han flygtede fra ti år tidligere. Men hvad sker?
Selvfølgelig at han genvinder sin frihed ved appeldomstolen med den begrundelse, at myndighederne havde overskredet tidsgrænserne for hans retssag. Folk ved deres fulde fem ville sige, at overskridelsen var på hr. Hiltons side, men det sagde appelrettens dommere ikke.

Harold Rothwax' bog er fyldt med den slags eksempler på et retssystem, som er gået amok. Der er grelle vidnesbyrd om det særlige amerikanske næv-ningesystem, om det præstationsbetonede forhold mellem anklager og forsvarer og om de uundgåelige studehandler i forbindelse med tilståelsessager. For det meste er det forhold, hvis retspolitiske og historiske forudsætninger har ringe affinitet til en dansk sammenhæng.
En hel verden bevidnede dem under O. J. Simpson sagen, som dog næsten var lige så absurd set med amerikanske øjne som set med danske.
Modsat så mange iagttagere, som har villet undskylde postyret som en anomali, finder Rothwax forløbet helt uden formildende omstændigheder. Tværtimod var det indbegrebet af den misere, han i kapitel efter kapitel har blot-lagt i sin bog, og som han blandt andet skeler til Europa og Skandinavian for at finde veje ud af.
Det er måske en ringe trøst, at den side af amerikansk retsvæsen, som Information belyste i sommerens agurketid, faktisk har en anden side, som ikke er mindre ekstrem. I hvert fald er det ikke meningen her at sylte den ene agurk i lagen fra den anden; sådan lader problemer sig ikke neutralisere. Yderlighederne i begge retninger er tilstrækkeligt markerede til at så betydelig tvivl om systemet - også selv om der findes godt med ret og rimelighed ind imellem.
Hvor der mellem forskellige stater og jurisdiktioner i forbundsstaten burde herske lighed eller dog overskuelig ulighed for loven, har man mere indtryk af vilkårlighed og tilfældighed. For en nation, der som USA bygger kompromisløst på sine retsprincipper, er situationen rent ud kompromitterende.

På den ene side kan den godt animere en samvittighedsfuld jurist og borger som Rothwax, der kender systemet indefra, til at sige fra med konstruktiv kritik; og når så kritikken ligefrem søger udveje i skandinaviske forhold, må skandinaver vel kunne medgive, at det kritiserede billede af USA hører virkeligheden til. På den anden side er Roth-wax' fortrolighed med sit lands retsvæsen så stor, at den leder ham til at overse noget af dets kulturelle særpræg. For eksempel ser han tendensen til at favorisere tiltalte og forsvarere på ankla-gemyndighedens bekostning som et teknisk og praktisk problem. Men beror det ikke snarere på den menige amerikaners grundlæggende trang til at tage Davids parti mod Goliat?
At folk dertil gerne identificerer sig med en vinder, gør det kun ekstra forståeligt, at så mange stod og råbte "Go! O. J. Go!" da myndighederne jagede den sorte fodboldstjerne. For her var en David og en vinder forenet i samme person - med en grim og klodset Goliat i hælene. Stærkere kræfter end retssalens var på spil, som der også er, når nogle skyldige forlader lokalet med en dødsdom og andre med en frifindelse. Måske loven netop bliver så kompromitteret, fordi sandhedskravet, den skal opfylde, er så kompromisløst og ikke af denne verden.

Poul Houe er profesor ved University of Minnesota.

APROPOS
Straf, våben & penge

USA sætter nye rekorder i statslig aflivning af borgere. Forleden kunne dette blad meddele, at alene delstaten Texas i årets første 11 måneder har udført 35 henrettelser.
Den amerikanske grundlov indeholder et forbud mod "grusom og usædvanlig afstraffelse". I en årrække bremsede den amerikanske højsteret udførelsen af dødsstraffe, fordi retten hældede mod den opfattelse, at de stred mod grundlovsbestemmelsen. Men efter Reagan-Bush-årenes udnævnelser af reaktionære højesteretsdommere tippede balancen tilbage til dødsstraffens fordel.
Man kan spørge, om anvendelse af dødsstraf udelukker et land fra at blive opfattet som civiliseret. Det er værd at bemærke, at USA i hvert fald ikke kunne blive optaget som medlem af Europarådet. Her er det et adgangskriterium, at dødsstraf ikke anvendes. Det giver problemer i forhold til det nyoptagede Rusland.
I USA er dødsstraffens venner en koalition mellem republikanernes velstående overklasse, de religiøse fundamentalister og den fattigere del af den hvide middelklasse. Ironisk nok den samme koalition, som fanatisk fastholder borgernes uindskrænkede adgang til erhvervelse af skydevåben. For netop den fri adgang til våben sikrer den flom af hårrejsende forbrydelser, der er argumentet for dødsstraffen.
Til venstre for denne spalte peger Poul Houe på, at de mange frifindelser på grund af tekniske finurligheder er "modbillede" til den lemfældighed, hvormed dødsstraffene uddeles.
Man kan også vælge at se en sammenhæng: Det handler om penge. Den velstående del af befolkningen kan altid hyre sig et advokatteam, der ved udnyttelse af procedurereglerne kan sikre, at klienten i hvert fald ikke idømmes dødsstraf. Så det er omkostningsfrit for denne gruppe at støtte dødsstraffen. Den fri adgang til skydevåben opfatter samme gruppe som nødvendig for at forsvare sine privilegier. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu