Læsetid: 5 min.

Thule og den kollektive fortrængning

22. november 1997

H.C. Hansen-brevet var kun en - væsentlig - detalje i Grønlands atom-rolle

KONSPIRATION
I min anmeldelse her i avisen den 10. november af journalist Poul Brinks bog Thulesagen - Løgnens univers påpegede jeg, at det, Brink (og mange andre journalister og debattører) konsekvent har kaldt for "Danmarks hemmelige atompolitik på Grønland", i virkeligheden ikke var så hemmelig, som mange års kollektiv fortrængning og hukommelsestab åbenbart har forledt de fleste til at tro.
Derfor, påpegede jeg, er det vildledende og ahistorisk at hævde - som Brink gør i sin bog - at en lille elite systematisk løj for en aldeles intet-anende offentlighed om USA's aktiviteter i Grønland. Af-sløringen i 1995 af H.C. Hansen-papirets eksistens og af den hermed indirekte accept af nogle taktiske atomvåbens oplagring i nogle år til forsvar af Thule-basen er en - omend naturligvis interessant og væsentlig - detalje i sammenligning med den kendsgerning, at Grønland, og især Thule-basen, havde en særdeles vigtig rolle i USA's offensive og defensive atomstrategi over for Sovjetunionen - hvilket i princippet enhver, der ønskede at vide besked, helt fra begyndelsen af 1950'erne via frit tilgængelige kilder og ved at lægge to og to sammen kunne sige sig selv.
Påpegningen heraf kalder Poul Brink i en forarget indsigelse imod min anmeldelse (Information den 19. november) for så "monumental absurd", at han bl.a. finder det naturligt straks at rejse spørgsmålet, hvorfor jeg ikke selv i min disputats om dansk NATO-politik 1949-1961 (Allieret med forbehold), som udkom inden afsløringen af det famøse H.C. Hansen-brev fra 1957, har "delagtiggjort os andre i denne viden"?

Umulig arkivadgang
Det korte svar er: det gjorde jeg sandelig også. Som jeg redegør for i min bogs indledning, behandler den ganske vist ikke Grønlands rolle i dansk-amerikansk sikkerhedspolitik i detaljer, dels p.gr.a. den dengang nærmest umulige arkivadgangssituation, dels af afgrænsningsmæssige grunde: Grønland hørte til USA's (atomare) polarstrategi, mens det sydlige Danmark hørte til USA's (og NATO's) perimeterstrategi. Denne skelnen - hvis videre indhold og implikationer det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her - er også i indledningen til bogens kapitel om "Danmark og NATO's atomstrategi" min begrundelse for ikke specifikt at behandle, hvad jeg kalder det "særlige aspekt af dansk a-tomvåbenpolitik", som udgøres af "den danske stiltiende accept af Grønlands store rolle og betydning for den amerikanske atomstrategi" (s. 501, jvf. s. 393ff.).

Underforståede præmis
Men naturligvis nævner jeg rundt omkring i bogen - omend af ovennævnte grunde ikke udførligt kildebelagt - en passant den indlysende, underforståede præmis for hele Danmarks sikkerhedspolitik i 1950'erne, nemlig at "man på Slotsholmen i København gav USA grønt lys for bl.a. støttebaser for atomvåbenbærende strategiske - dvs. offensive - bombefly i Grønland" (s. 852). I forlængelse heraf påviser jeg, at USA's regering især i efteråret 1957 og i begyndelsen af 1958, dvs. netop på det tidspunkt, da USA/NATO's militærstrategi (også officielt) for alvor blev massivt atomvåbenbaseret, ved flere lejligheder fortroligt udtrykte stor tilfredshed med, at de danske myndigheder gav USA's militær stort set frie hænder ("quite a free hand") i Grønland - selv om H.C. Hansen offentligt forsikrede russerne om det modsatte (s. 850ff., jvf. s. 353ff.).
Alligevel har Brink trods fornyet søgen ikke i min bog kunnet finde nogen "afsløring af, at Danmark havde en løgnagtig atompolitik på Grønland". For offentligheden blev jo netop, ifølge Brink, gennem alle disse år (indtil 1995) holdt i absolut uvidenhed om sagernes rette sammenhæng? Jeg anbefaler Brink og andre interesserede f.eks. at kaste et blik på illustration nr. 43 og nr. 44 i min bog. De er hentet fra to af datidens mest populære blade, det amerikanske LIFE International fra oktober 1952 og det danske Svikmøllen 1953. Den første er en kortskitse over den nordvestlige del af jordkloden med Grønland og Nordkalotten i centrum, og med indtegnede strategiske US Air Force-bombeflys omhyggeligt markerede angrebsruter i en vifte ind mod centrale mål over det meste af Sovjetunionen - med mellemlanding eller udgangspunkt i Thule. Den anden er tegneren Des Asmussens tegning af en snedækket "Villa Grønland" med Uncle Sam siddende på fremtrædende plads i over-etagens frontvindue, mens en dansk udseende herre forsigtigt spørger sin hustru (parret står afventende ved havelågen): "Søde Alvilda, tør du spørge vores logerende, om han har noget imod, at vi kommer ind?". Tegningen var en bidsk kommentar til, at danske myndigheder ad diplomatisk vej havde ladet forespørge, om en dansk flyvemaskine måtte lande på Grønland.
Jeg kan også henvise til en lederartikel af Informations chefredaktør Erik Seidenfaden den 20. april 1959, "A-våben til Danmark", som jeg billigende refererer således i min bog (s. 575): Seidenfaden "afviste regeringens argumentation imod en aktuel atombevæbning (af det danske forsvar, P.V.) som både 'tvetydig' og præget af 'hykleri': f.eks. tillod regeringen a-tomvåben i Grønland, og a-tomvåben indgik med dansk accept i (...) den fælles østersøkommando" med vesttyskerne. Seidenfaden var kendt for at være højst velinformeret om sikkerhedspolitik.

Ingen kritisk granskning
Min hovedpointe med at drage disse eksempler frem er imidlertid denne: i intet af alle de tilfælde, hvor offentligheden mere eller mindre direkte fik oplysninger om USA's militære (atomare) brug af Grønland med stiltiende dansk accept, vakte disse nævneværdig opsigt, omtale, debat eller kritisk granskning. Ikke engang, således som jeg nævnte det i min anmeldelse af Brinks bog, fra de ellers kompromisløse NATO-modstandere i SF bag lukkede døre efter det atombevæbnede B-52-bombeflys nedstyrtning ved Thule i 1968. Heller ikke DKP eller VS anså det passerede for andet end, hvad man kunne forvente. Og græsrodsbevægelsen Kampagnen mod Atomvåben gjorde på intet tidspunkt gennem 1960'erne Grønlands rolle i dansk atompolitik til et kritisk spørgsmål. Først bogen Grønland - Middelhavets Perle af Paul Claesson (red.) (Eirene, 1983), som dokumenterede Grønlands rolle i USA's atomstrategi helt tilbage fra 1951, skabte i 1980'erne offentlig debat om spørgsmålet. Men karakteristisk nok var denne bog fuldstændig glemt i offentligheden, da H.C. Hansen-brevet dukkede frem i 1995.
Konklusionen er, at Grønlands rolle i atomstrategien i slående grad var og blev et 'non-issue' i dansk politik. Jeg pegede i min anmeldelse kort på nogle forklaringer på, at det kom til at forholde sig sådan i denne tidlige del af den kolde krig. Dette spørgsmål kan naturligvis sagtens tåle yderligere udforskning og fortolkning. Men at der på alle niveauer i Danmark herskede en kollektiv, bevidst eller ubevidst fortrængning af en almindeligt tilgængelig viden om USA's strategiske brug af Grønlands-baserne, lader sig ikke benægte.
En journalistisk synsmåde, der primært tænker i af-sløringer, sensationer, mulige magthaver-konspirationer og enkle løgn-sandhed-modstillinger, vil have en tendens til at anlægge eftertidens syns-måder og normer ved tolkningen af historiske begivenheder. Den vil - sådan som Brinks bog og hans svar på min anmeldelse gør det - spontant, men fejlagtigt, anse forsøget på historisk at rekonstruere og forklare, hvad der skete, og hvordan det kollektive mentale landkort så ud, som et forsøg på at forsvare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu