Kronik

Udskejelsen

7. november 1997

I virkeligheden er den libertinske nydelse ikke fjernt fra den liberalistiske nydelse: Den er en logisk konsekvens af oplysningstidens forherligelse af den frie selvudfoldelse

Det filosofiske rum
"Vi kan ikke være uvidende om, at blomster er ophidsende..."
Georges Bataille

I
Jeg var ikke til stede på Louisiana den 25. oktober 1997, da Informations Venner afviklede sit debatmøde "Grænser og dobbeltsyn" om grænserne for politik, økonomi og kulturliv (refereret i Information den 27.10.).
Men jeg var heller ikke til stede i oplysningstidens år-hundrede, dvs. det 18. århundrede, såvel som jeg heller ikke var til stede i antikkens Grækenland. Alligevel er det måske ikke forkert at komme med en kommentar til alle tre dele, for ved nærmere eftersyn ser det ud til, at det altid har været de samme ting, der er blevet diskuteret. Hvis det er rigtigt, gør det ikke så meget, at jeg ikke var på præcis disse tre steder på disse tre tider.
Når påstanden på Louisiana var, at "uden grænser blev alt ligegyldigt", lød modargumentet, at man ikke ville se i øjnene, at der var noget, der var dødt og borte. Det ville være "social nekrofili" at kæmpe for nogle bestemte grænser. På trods af den slags fine formuleringer var flertallet af paneldeltagerne på Louisiana bekymret for den grænseløse individualisme og over, at der ikke blev sat grænser for naturens udbytning. Ej-vind Larsen udtrykte det på den måde, at man må se at "blive glad for grænser".
Men så er det, at Jesper Hoffmeyer siger, at man må "forsøge at trække grænseproblemerne ned i det søle, vi kalder den levende natur". Hermed åbnes der op for det afgørende spørgsmål, om det overhovedet er muligt at sætte grænser med henvisning til, hvad der er natur(ligt). Hvad nu, hvis der - med henvisning til naturen - ingen grænser er? Hvad nu, hvis "det interessante ved grænser er deres gennemtrængelighed" (Hoff-meyer)? Her kommer libertineren Marquis de Sade (1740-1814) ind som en relevant samtalepartner.

II
Kristendommen er fortaler for næstekærlighed. Humanismen er fortaler for det medmenneskelige. Marquis de Sade har et kvalificeret modspil til disse opfattelser. Hans motto er: Tag din nydelse på bekostning af hvad og hvem som helst!
Her er ingen næstekærlighed og medmenneskelighed. Tværtimod vil Marquis de Sade betjene sig af næsten og medmennesket.
Hvis Sade har ret, er hans insisteren på nydelsen ikke det modsatte af natur, men ren natur. Hvis Sade har ret, er der ikke noget, der er blevet os forbudt fra naturens hånd, idet enhver overskridelse er naturen selv. Derfor er alle regler og love tilfældige: "Intet er så umoralsk som naturen; aldrig pålægger hun os be-grænsninger; aldrig foreskriver hun os love" (Sade: Juliette).
Det er altså ikke naturen, der sætter forbuddene, de stammer fra kulturelle bånd og kan ikke sanktioneres med henvisning til naturen. Sæder og skikke varierer og er derfor relative. Den eneste grund, der kan være til at overholde sit lands love, er, som Lars-Henrik Schmidt skriver, at "man gør klogt i det". Men nej, man skal følge sin natur, lyder Sades umoralske morale.
Med denne opfattelse af naturen kan det måske give mening at forholde sig til Sades overskridelser, dvs. libertinske udskejelser. Libertinerens praksis er jo hele tiden den utrættelige overskridelse af de store kulturforbud: mord, incest, sodomi, pisk osv. Hos Sade lyder det et sted:
"Se, min elskede, se alt det, jeg bedriver på én gang: skandale, forførelse, dårligt eksempel, incest, hor, sodomi".
Her efterlades intet uudnyttet: "Ingen kropsåbning forsømmes, ingen funktion forbliver passiv", som Horkheimer & Adorno udtrykker det.
Det vigtige med Marquis de Sade er for mig at se imidlertid ikke, at den hensynsløse udfoldelse af sig selv gør egoisme og selviskhed enerådende. Det er slet ikke ens selv, der får lov til at udfolde sig, men det er de libertinske tilbøjeligheder, der kræver deres ret. Og det er ikke nødvendigvis det samme som ens selv, for det vil altid være et kulturprodukt. Hvis man imidlertid ser isoleret på det såkaldt naturlige, er der ikke kun noget, man ikke skal, der er også noget, man skal. Man skal udleve sine lyster. På den måde foregår der et skift fra forbud til påbud, dvs. fra udefra satte begrænsninger til indefra satte fordringer.
Set i dette perspektiv følger Sade blot naturens påbud. Sades tekster viser simpelthen et univers, hvor det sociale i virkeligheden slet ikke er, hvor kun naturen er. Hermed er vi ikke så langt fra den situation, som Bjarke Møller kredser om i sit essay "Forfald eller Fremtid" (Information 18.-19. okt. 97), hvor verden består "af flere milliarder mennesker, der defineres ved deres forfølgelse af individuelle lyster".
Med Sade er moralen, at der findes ikke noget, som kan siges at være unaturligt, og derfor er det meningsløst at ville fundere en moral i naturen. Men det er præcis, hvad alle grænsesættere gør, når de henviser til naturen på bedste naturromantiske vis. De taler slet ikke om natur, men "social natur" i en eller anden form i forhold til f.eks. træerne, generne, kvinden eller "fred og ro".

III
I virkeligheden er den libertinske nydelse ikke fjernt fra den liberalistiske nydelse, dvs. den er en logisk konsekvens af oplysningstidens forherligelse af den frie selvudfoldelse, hvor den enkeltes ansvar bliver mere og mere usandsynlig. Ikke fordi der er noget man ikke må, men fordi alt er tilladt.
Ifølge Horkheimer & Adorno, Georg Henrik von Wright m.fl. har oplysningens projekt affortryllet alt i verden og dermed tingsliggjort og instrumentaliseret alt. Derfor ser de også pessimistisk på muligheden for at henvise til den enkeltes ansvar. Liberalismen er i sig selv et håbløst projekt i senkapitalismen, fordi "den åndelige frihed er blevet et ja til den reelle undertrykkelse", som det lyder med endnu et Horkheimer & Adorno citat.
Ikke desto mindre insisterer netop en konservativ som Per Stig Møller på oplysningstankegangen, fordi udgangspunktet her er hos den enkelte. Den enkelte påbydes i sig selv at sætte sine mål og sine grænser: "Derved forbliver moralen grundlaget for politikken", siger Per Stig Møller. Moralen forbliver - som en form for sidste henvisningsinstans - ubegrundet, og den må derfor være funderet i den enkelte eller tages for givet som en overindividuel metafysisk størrelse.
Det er præcis denne moral, Sade ikke tager for givet. Han sætter den derimod til diskussion. Det er uhørt, men 'fornuftigt' i en tid, hvor tortur og grusomhed stadigvæk florerer - og hvor den slags måske endda kan gå hen og blive ... ja, netop naturligt.
I sin radikalitet fører oplysningsprojektets tænkning simpelt hen tilbage til en tænkning i naturen. Hvad der er fornuftigt og ufornuftigt er lige naturligt, for fornuften sætter i sig selv ikke nogle indholdsbestemte mål. Alle affekter er lige langt og lige tæt på fornuften. De er blot naturlige.
Oplysningens konsekvente resultat er, at fornuften kommer til at stå som en ligeså uindskrænket som tom autoritet. Det er også styrken ved Sades tænkning. Den søger ikke en fornuftens selvbesindelse af nogen art. Hvis den søger, søger den forgæves efter den grænse, hvor det vil være fornuftigt for fornuften at holde op med at være fornuftig. Afgørelsens instans er kun i potensen! For Sade er der derfor heller ikke nogle ordentlige argumenter imod perversionerne - og i dag er der endnu færre.
Det kan lyde som et meget sort og pessimistisk livssyn, men f.eks. Horkheimer &
Adorno mener faktisk, at det gode ved Sade er, at han ikke overlader det til modstanderne at få oplysningen til at ræddes ved sig selv. Det gør hans værk til løftestang for oplysningens redning.

IV
Da der ideelt ikke ser ud til at kunne hentes gode argumenter fra oplysningstiden, må vi både bevæge os længere tilbage i tid og til en af oplysningstidens ubønhørlige kritikere: Nietzsche.
Vores moderne kultur er i 200 år blevet bombet med informationer om, at i antikkens Grækenland var der mulighed for, at alle sider af mennesket kunne udfolde sig harmonisk.
Præcis denne forestilling om, at antikken er vores paradisiske ungdom, hvor alt udfoldede sig i harmonisk skønhed, angriber Nietzsche. I hans ungdomsværk Tragediens fødsel tales der dog stadigvæk om, at det menneskelige ideal er at forsone de to stridende livsdimensioner, der sammenfattes med henholdsvis det afbalancerede, apollinske og det ubeherskede, dionysiske liv.
Ifølge Nietzsche sker der i antikken imidlertid det, at Apollon tager våbnene ud af hænderne på Dionysos ved at forene sig med ham. Resultatet er beherskede individer på bekostning af et ubehersket fællesskab. Nu kan mennesket ikke mere opgive sig selv ved at hengive sig, men kan kun blive mere selv.
Men man kan ikke på den måde udradere tilværelsens ustyrlige og ubehagelige dimensioner. Det markerer
Nietzsche ved at gengive et gammelt sagn om kong Midas, der jager i skoven efter en af Dionysos' følgesvende: Silen.
Silen er ifølge den græske mytologi en af de gamle, skaldede, braknæsede og lystne satyrer eller en af de frække, kåde, sanselige og dyriske skovguder i Dionysos' følge.
Kong Midas jager Silen, men fanger ham ikke. Da kong Midas endelig får fat i Silen, spørger han, hvad der er det allerbedste at foretrække for mennesket. Stejl og ubevægelig tier Silen, indtil han, tvunget af kongen, omsider bryder ud i en skinger latter med disse ord: "Elendige døgnflue-slægt, børn af tilfældet og sliddet, hvorfor tvinger du mig til at fortælle dig, hvad der ville være gavnligst for dig ikke at høre? Det allerbedste er helt uopnåeligt for dig: ikke at være født, ikke at være, at være intet! Det næstbedste for dig er - snart at dø".
Dette gamle sagn viser utvetydigt, at en skeptisk og pessimistisk livsholdning ikke er en moderne opfindelse. Selv grækeren måtte træffe et valg for at overvinde mistilliden til naturens titaniske kræfter. Derfor valgte grækeren at stille sin gudekreds' skinnende drømmebarn foran sig, dvs. Apollon. Kort sagt medfører denne historiske udvikling efter Nietzsches mening, at den silenske visdom vendes om for grækerne. Nu lyder det ikke: "Det allerbedste er helt uopnåeligt for dig: ikke at være født, ikke at være, at være intet! Det næstbedste for dig er - snart at dø".
Det lyder derimod: "Det allerværste for dem er snart at skulle dø, det næstværste overhovedet at skulle dø engang".
Det er nu ikke mere uværdigt for den største helt at længes efter at leve videre, selv om det skulle være som daglejer. Den menneskelige 'vilje' higer så ubehersket efter at leve, at selv klagen bliver til en hyldestsang.
Risikoen er herefter og frem til i dag, at der blændes af for den omkostning, der altid er ved at leve: lidelsen! Man kan godt bekæmpe og forsøge at reducere lidelsen, men lukker man øjnene for, at den er en del af det at være menneske, dukker den op et andet sted i en anden form.
Om ikke andet kan man om religionen sige, at den fastholder lidelsens problem for det moderne menneske. Men hvor religionen tidligere kunne forklare lidelsen, eksempelvis forstået som Guds højere retfærdighed, er den i dag som alt andet blevet profan og timelig.
Præcis på denne måde fastholdes lidelsen af marquis de Sade, fordi vi med ham kan forløses under pisken. Det er menneskehedens sidste
krampagtige forsøg på at give lidelsen mening og er et alternativ til vor tids smerte-sprog, det medicinske og psykologiske, som ikke er et sprog, hvor lidelsen kommer til orde, men er et sprog, der lover dens ophør.

V
Når man taler om humanitet, (ud)dannelse, opdragelse, kultur og civilisation, forestiller man sig, at det må være det, der adskiller og udmærker mennesket fra naturen. Men som påvist er en sådan adskillelse ikke mulig. Vi kan ikke gå tilbage til hverken naturen eller det naturlige. Vi kan kun sætte os i bevægelse med vores natur. Men det medfører på den anden side ikke nødvendigvis, at absolutte åndelige instanser skal dominere.
Man kan derfor diskutere, om individet i oldtiden ikke var friere end os, da dets mål ikke som vores vedvarende bliver krydset med absolutte og ultimative henvisningsinstanser.
I dag er det ofte naturen, der skal være vores støttepædagog. På den måde er vi ikke kommet ud over det problem, som vi kender fra Zenons berømte paradoks, hvorom Nietzsche et sted skriver: Den rapfodede Akilleus bliver hæmmet af uendeligheden, han kan ikke engang indhente skildpadden!
Det kan diskuteres, om det overhovedet er problematisk at stille den form for absolutte dimensioner op for den menneskelige eksistens. Men med Sade ved hånden er det muligt at ophæve "den blinde plet", som bærer enhver form for metafysisk tænkning. Perversionen er i sig selv en årsagsløs virkning. Det paradoksale er imidlertid, at mar-quisen ikke fornægter orden og opdragelse. Han tilstræber en opdragelse til perversion - og det er nok bedst, at vi finder andre opdragelsesmetoder. Men vi skal stadigvæk finde på nogle og ikke tro, at det ordner naturen nok.
At realisere sig selv kan ikke funderes i natur - det har til alle tider været de kulturradikales fejl. Der er ingen vej uden om (ud)dannelse, opdragelse, kultur og civilisation, som der selvfølgelig også kan blive for meget af. Det var Sades problem.
I dag er problemet måske det modsatte, men det må omvendt ikke medføre, at den
rapfodede ikke kan bevæge sig. For, som Georges Bataille siger: "De store åndskonstruktioner er, når alt kommer til alt, fængsler: Derfor bliver de også stadig omstyrtet".

Referencer bl.a.:
Horkheimer & Adorno: Oplysningens dialektik
Koselleck, R.: Geschicht-
liche Grundbegriffe VII
Per Stig Møller: Den naturlige orden
Lars-Henrik Schmidt Libertinerens natur - Sade som anledning.

Ole Morsing er lektor i idéhistorie og fast bidragyder til Det filosofiske Rum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu