Læsetid: 7 min.

De ufredelige skal med i EU

Debat
4. november 1997

NATO bør indtil videre tage sig af sikkerhedspolitikken. Hvis EU også vil deltage, skal det være med det dårlige selskab, ikke med duksene. Men på længere sigt bør OSCE alene overtage fredens projekt i Europa

FRED
Et af de vægtigste argumenter for at udvide EU med central- og østeuropæiske lande har været, at udvidelsen vil sikre freden i Europa. Men er det nu helt rigtigt?
Da vi blev medlem af daværende EF, blev det jo sagt, at det ikke havde noget med sikkerhedspolitik at gøre, den tog NATO sig af. Da vi i 1986 stemte om Det Europæiske Politiske Samarbejde, var det i realiteten udenrigspolitisk samarbejde, sagen drejede sig om. Unionen var ikke nogen rigtig union, på et tidspunkt var den "stendød", og EU-parlamentet var ikke noget rigtigt parlament o.s.v. Det er som om, at danskerne skal fuppes eller trues ind i EU-samarbejdet. Det skulle ikke være nødvendigt
I dag er det svært at se, hvordan udvidelsen af EU med lande som Estland, Polen, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn skulle kunne mindske risikoen for krig.
"Fredens projekt" kan jo kun have sin berettigelse, når der tænkes på fred mellem EU's medlemslande.
Ingen af de fem lande har imidlertid krigeriske hensigter mod hinanden eller mod andre. Og skulle der være tale om trusler mod dem udefra, så er det kun NATO, der kan pacificere sådanne trusler. I EU-traktaterne er der ikke indbygget nogen form for sikkerhedsgarantier, og EU er ikke nogen forsvarspagt med et fælles militært apparat.
Og hvordan kan man mindske noget, der ikke findes? Risikoen eksisterer kun for de nævnte lande, hvis man falder tilbage til en filosofi, der var fremherskende under den Kolde Krig. Den filosofi bør ikke være styrende for udviklingen i Europa.

Sandfærdigt argument?
Den græske del af Cypern indtager i forbindelse med EU-medlemskab en risikofyldt særstilling. Optagelsen heraf i EU uden tyrkisk accept kan i hvert fald ikke kaldes fredens projekt. En optagelse vil med større sandsynlighed føre til det modsatte. Og det er vel ikke netop en krig mellem de to NATO-lande, Grækenland og Tyrkiet, EU tilstræber at fremkalde. Så mon ikke hellere man skulle lade NATO og USA fortsætte med at sikre freden også i det område.
Men hvis argumentet om "fredens projekt" er sandfærdigt og holdbart og for alvor skulle føres ud i livet, burde EU helt rigtigt optage lande, hvis fred allerede er brudt eller er i fare for at blive brudt.
Hvis udvidelsen af EU med en smule berettigelse skulle kunne kaldes "fredens projekt", måtte optagelsen af nye lande først og fremmest omfatte Balkanlandene, Rumænien, Hvide-Rusland, begge cypriotiske republikker, hvoraf den tyrkiske ikke er internationalt anerkendt, samt NATO-landet Tyrkiet.
Alle baltiske lande, der efter koldkrigstankegangen vil kunne blive besat af Rusland i løbet af et par timer, ja alle lande i Ruslands "nære udland" vest for Ural og selve Rusland skulle med i dette fredens projekt.
Det kunne have en intern, fredsbevarende effekt.
Hvis EU-udvidelsen som hovedformål er at skabe eller bevare fred, som det påstås, er det netop landene i mulige farezoner, herunder Tyrkiet, der først skal optages, og ikke de allerede sikre og stabile områder.
Når påstanden om fredseffekten fremføres, tænkes der mere eller mindre højt på forholdet mellem Tyskland og Frankrig. Det kan have sin historiske berettigelse - men også kun historisk. Fredsbevarelse var motivet for oprettelsen af Kul- og Stålunionen i 1951. Men siden Tysklands optagelse i NATO i 1954 - altså før EF blev opfundet - er der vist ingen, der har skænket en fransk-tysk krigsrisiko en realistisk tanke. Det forhold, at Frankrig er en atommagt, gør tankeeksperimentet og argumentationen endnu mere syg.

Ulemperne
NATOs fredsbevarende udvidelse EUs "fredsargument" svækkes stærkt af NATOs sideløbende og mere fremskredne planer om en udvidelse, endda med tre af de lande, som står i første række til EU, og inden for en kortere tidshorisont. For forsvarspagten NATOs vedkommende kunne det trods alt være mere berettiget at tale om "fredens projekt", selv om en be-grænset udvidelse af NATOs område også er overflødig og kan blive direkte skadelig for Europas fremtid. Udvidelsen kan give nye medlemslande en følelse af større sikkerhed ud i fremtiden, men fred har de allerede, og ingen truer de tre nye medlemslande. Udvidelsen af NATO synes kun at tjene to formål: At sikre alliancens overlevelse eller levetidsforlængelse og at sikre amerikansk indflydelse i europæisk sikkerhedspolitik. Fra amerikansk side et klogt og smart træk for at forhindre, at en ukontrollabel, europæisk supermagt opstår i fremtiden.
Det er dog fortsat et spørgsmål, om ikke ulemperne for Europa ved en udvidelse af NATO vil komme til at veje tungere for europæerne end fordelene. En atomar terrorbalance, Rusland kan p.t. ikke true med andet, forøgede forsvarsudgifter og kvalitativ oprustning venter måske på længere sigt trods Rusland-NATO aftalen. Første åbenbare negative konsekvens vil være øgede våbenudgifter til en NATO-omrustning i de nye medlemslande samtidig med, at EU må give de samme, nye medlemslande økonomisk støtte, bl.a. til miljøforbedringer, og favorable økonomiske vilkår i en langvarig indkørings- og overgangsperiode.
Det ville være mere fornuftigt, om østlandene fik et forberedt medlemskab af NATO, som kunne træde i kraft, hvis og når de og vi kunne se en trussel imod dem. Følger man den militære terminologi, vil et forberedt medlemskab betyde, at alle planer for, hvad der politisk og militært skal sættes i værk i forskellige situationer, er udarbejdede og kan iværksættes med et kodeord. Mere skal der ikke til, når NATO-rådet har truffet beslutning.

Amerikas projekt
Under den Kolde Krig kunne både Sverige og Finland, der var mindst lige så udsatte for angreb fra Sovjetunionen som NATO-landene, ligge i læ af NATOs indirekte beskyttelse. Et angreb på dem ville ikke kunne undgå at inddrage alliancen. Det var alle vist på det rene med. I hvert fald Sverige havde gode militære kontakter til de nærmeste NATO-lande og måske også til NATO-hovedkvarteret i Norge, men undgik behændigt ordet samarbejde af hensyn til neutralitetspolitikken. På samme måde og med større tryghed kunne de central- og østeuropæiske lande ligge i læ af NATO med gode kontakter vestover nu og i fremtiden. Men sådan skal det åbenbart ikke være.
I NATO, der aldrig har været en overstatslig myndighed som EU, har der altid været fleksibilitet. Danmark har ikke villet have hverken fremmede tropper eller atomvåben fast stationeret i det syddanske rum. Frankrig og Spanien har ikke deltaget i det militære samarbejde. Island har slet ikke haft noget forsvar. En udvidet fleksibilitet inden for NATO kunne udmærket gælde for de central- og østeuropæiske lande. Den løsning, man nu går efter, er unødvendig firkantet og absolut.
Den amerikanske præsident har imidlertid fundet og lagt sig fast på, at NATO-udvidelsen er en god sag trods især russisk modstand, og så følger statsministre og udenrigsministre m.fl. som vanlig trop.
OSCE, hele Europas fredsprojekt
Hvad EU angår, anfører nogle, at vi skal have genforenet Europa. I så tilfælde må man imidlertid først spørge om, hvad der forstås ved "Europa".
Europa strækker sig som bekendt fra Atlanterhavet til Ural. Derfor er det også nonsens at tale om, at vi kan genforene Europa. For hvornår har Europa været forenet? Det nærmeste vi kan komme det, er vel under krigsmagerne Napoleon og Hitler.
Når der herhjemme tales om Europa i varme vendinger, får man derimod det indtryk, at Europa stopper senest ved den russiske grænse, hvilket jo er en bekvem, men forkert fortolkning, som tilmed er udtryk for et i enhver henseende uklogt snæversyn.

Vildledende terminologi
I det danske Folketing blev der den 6. februar 1997 for eksempel sagt: "Vi skal få Rusland til at forstå, at NATO som sådan ikke er en trussel, men en stabil faktor i samspillet Europa-Rusland"?
Både EU og NATO må have Rusland og alle de andre med i de integrerede økonomier henholdsvis de militære systemer, hvis deres udvidelser skal kunne tages til indtægt for fredens bevarelse i Europa - altså hele Europa. At ophøje den snævre EU-udvidelse til "fredens projekt" som hovedmotiv for en udvidelse er i hvert fald vildledende over for befolkningen. Der kan være mange andre gode grunde til, at EU bør udvides i så stærkt begrænset omfang, blot ikke freden.
NATO bør indtil videre tage sig af sikkerhedspolitikken og freden, hvis der skulle være behov derfor. Hvis det bagud sakkende EU også vil deltage i legen under påskud af "fredens projekt", skal det være med det dårlige selskab, ikke med duksene. På længere sigt bør det imidlertid blive Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa
(OSCE), der alene overtager fredens projekt i Europa. Den organisation omfatter mere end 50 lande, inklusive USA og Rusland. Rusland skal integreres og fastholdes i det europæiske og nordatlantiske samarbejde, ellers risikerer vi, at Rusland på et senere tidspunkt vender sig mod øst og indgår en alliance med et fremstormende Kina, selv om klimaet mellem de to lande ikke har været godt de seneste år.
OSCE har da også fået på-lagt at udarbejde en ny sikkerhedsstruktur for verdensdelen. Det arbejde er der hidtil ikke kommet meget ud af, måske fordi USA af forståelige grunde har foretrukket NATO-modellen. Hvad, hvis den amerikanske præsident havde prioriteret anderledes?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her