Læsetid: 6 min.

Det var ikke noget, alle vidste

19. november 1997

Kun en lille eksklusiv elite kendte sandheden om Danmarks atompolitik i Thule - og til løgnene om den. Svar på en anmeldelse

SIKKERHED
De fleste har vist oplevet situationen med den flinke skole-dreng, der kommer op til tavlen og er ude af stand til at finde ud af en svær ligning. Drengen må give op, men da læreren forklarer ham facit, siger drengen: "Nå ja, det har jeg da godt vidst hele tiden."
Da jeg læste Poul Villaumes anmeldelse af min bog Thule-sagen, Løgnens Univers dukkede den historie op i min erindring. Jeg synes nemlig han gentager historien, nu blot på et gigantisk plan. Villaume hævder intet mindre, end at der aldrig har været tale om nogen hemmelig dansk atompolitik, fordi alle altid har kendt den!
Jeg synes påstanden er så fantastisk, at jeg er nødt til at kommentere den, selv om den forekommer i en anmeldelse, hvor man jo normalt skal give folk lov til at sige hvad som helst. Ikke mindst fordi Villaume jo er en af vore bedste forskere på området, som skal lære kommende årgange af studenter, hvordan det hele hang sammen. Men måske bør jeg lige fortælle Informations læsere, at jeg faktisk synes godt om Villaume og i min bog har fortalt, at han f.eks. er en af de få sikkerhedspolitiske forskere, der aldrig har fedtet for udenrigsministeriet for at få tildelt gode jobs i eksempelvis Dansk Udenrigspolitisk Institut. Ligeledes har Villaume skrevet særdeles pæne ting om min bog i sin anmeldelse. Det er altså ikke gammelt nag, der får mig til at skrive det følgende.

Uforståeligt
Jeg fatter ganske enkelt ikke, at man kan påstå, at alle kendte Danmarks hemmelige atompolitik på Grønland. Eller at alle i hvert fald havde mulighed for at kende den. Påstanden er så monumental absurd, at det naturlige spørgsmål øjeblikkeligt rejser sig: "Hvorfor i alverden har du så ikke delagtiggjort os andre i denne viden før den blev af-sløret i 1995, Poul Villaume?"
Folk vil måske tro, der er tale om en overdrivelse, så tillad mig at citere fra Poul Villaumes artikel: "Alle (min fremhævelse) vidste, at sådan var det - og alle accepterede det stiltiende, fordi alle vidste, at det ikke kunne være anderledes: Dertil var Grønland for vigtig for USA.."
"Enhver som ønskede at vide besked kunne gennem 1950'erne og 1960'erne ved:
nat skaffe sig blot de elementære, offentligt tilgængelige oplysninger om USA's atom-strategi, og
nat kaste et blik på en globus uden videre lægge to og to sammen og nå det uundgåelige resultat: Thule-basen lå på de atombærende bombeflys direkte luftrute mellem USA's og Sovjetunionens kerneområder."
Villaume fortæller også, at det kun var detaljerne i den hemmelige politik, der kun var kendt af de øverste politikere og embedsmænd.
En sådan påstand er let at komme med her efter afsløringerne i 1995. Jeg ville have været forfærdelig glad ved også at have læst den i Poul Villaumes værk Allieret med Forbehold, som udkom i 1994. Den handler om dansk NATO-politik fra 1949 til 1961, men jeg mindes ikke i den at have set en afsløring af, at Danmark havde en løgnagtig atompolitik på Grønland. Jeg var lige henne for at tjekke de 42 gange, Grønland er omtalt i bogen uden at kunne finde noget. Man skulle ellers tro, der havde været plads til at skrive det - blot en enkelt sætning. Bogen er på 969 sider.

Søgt argumentation
Jeg ved virkeligt ikke, hvad man skal stille op med Villaumes argument om globus-udmålingen. Det er dog den mest macho-agtige diskussionsform, jeg længe har hørt. Jeg kunne komme til de mest overraskende konklusioner ved hjælp af en globus og et stykke sejlgarn, hvis det virkeligt var muligt på den måde at afgøre, om et lands regering løj for dets befolkning. Ved at følge logikken ville jeg f.eks. kunne påvise, at den danske regering også havde løjet om atompolitikken i Syddanmark, eftersom sejlgarnet viser, at Danmark lå meget meget tæt på Østtyskland og Polen - ergo måtte der være opstillet atomraketter i Danmark. Det skete som bekendt ikke. (Jeg har i tv og i min bog forklaret, hvordan vi hurtigt kunne få atomladningerne, men opstillet blev de altså ikke.) Argumentationen er så søgt, at det måske er bedst helt at glemme den i stedet for at prøve at forklare dens urimelighed.
Jeg er rystet over påstanden om, at alle danskere skulle have kendt den hemmelige atompolitik. Men det er dog en klar påstand. Imidlertid mister denne dristige på-stand sin logik, når Villaume hævder, at jeg skulle have et ahistorisk syn på perioden og at der er for meget "konspirationsteori" i min bog. Tværtimod må det da være Villaume, der fremsætter den mest gennemgribende og enorme konspirationsteori, der er udtænkt i Danmarkshistorien ved at hævde, at alle kendte atomhemmeligheden.
Mener du virkelig, Poul Villaume, at f.eks. den unge socialdemokrat, som kravlede op i lygtepælene under datidens valgkampe med plakater som sagde "nej til atomvåben" - i virkeligheden godt vidste at han var med i et kæmpebedrag, og at hans respekterede statsministre H. C. Hansen og Jens Otto Krag i virkeligheden løj?
Hvis ikke, hvad mener du så med alle?

Befolkningen misbrugt
Jeg mener, kun en lille eksklusiv elite kendte sandheden om løgnen. Og på grund af Thules utilgængelighed var det umuligt for andre at opdage sandheden. Selv i dag er det uhyre vanskeligt at komme til Thule, og basens udstrækning på størrelse med Fyn gør det umuligt for en enkelt forbipasserende politiker at kontrollere, hvad der foregår.
Jeg synes, Poul Villaume lider under den akademiske svaghed, der gør at man tror alt kan forklares ud fra politiske forskelle eller geopolitiske interesser, som der kan gøres rede for i kunstfærdigt opstillede teorier. En stor del af Thulesagen kan kun forklares med menneskelig og politisk opportunisme - i Krags tilfælde til sidst kynisme. Det er forkert at hævde, at statsministrene udelukkende handlede ud fra hensynet til landets interesser. De gjorde de også i nogen grad. Men de handlede i et meget stort omfang også ud fra hensynet til sig selv. De fik ros af amerikanerne for deres opportunisme og ros i Danmark for deres idealisme. Netop fordi danskerne ikke kendte sandheden.
Jeg synes, Villaume overser, at der dengang var en stor troskyldighed i befolkningen, som blev misbrugt af nogle få politikere og embedsmænd. Man troede på, hvad ministre sagde! Med artiklen er der desværre leveret ny ammunition til de folk, der ikke ønsker at tage en debat om nødvendigheden af, at befolkningen kender og accepterer udenrigspolitikken i et demokrati. Man kan sige, Villaume endda har leveret den ultimative argumentation, eftersom der jo aldrig har været nogen hemmelighed, når alle altid har kendt den.
Må jeg til sidst lige rette en for mig vigtig fejltagelse i Villaumes anmeldelse. Det handler om den retssag, Rigsarkivet prøvede at få rejst mod mig. Villaume skriver: "Brink nævner dog ikke, at han ved at viderebringe sine nøjagtige afskrifter in extenso af akterne kunne hævdes reelt at have brudt det løfte, han havde underskrevet om ikke at kopiere og kun at citere kortere passager fra de dokumenter, han fik adgang til."
Jeg ved ikke, hvorfra Villaume har sin oplysning om, at jeg skulle have underskrevet et sådant dokument. Det har jeg aldrig gjort. Tvært imod blev min adgang til papirerne forsøgt trukket ud af udenrigsministeriet, fordi de gerne ville have haft en underskrift på et standarddokument - men det fik de altså ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu