Læsetid: 2 min.

Ånd ind i det nye år

31. december 1997

Der skal mod til at finde vejen, som i seje tilfælde bliver lang, i andre kort og lysfyldt. Men at lade være er at svigte sig selv

ÅNDEDRÆTSTERAPI
At opleve sessioner i ånde-drætsterapi er som at følges med en indre stifinder, der søger vejen frem og ud - ved at afdække gamle vildspor. Ledsaget og beskyttet hyperventilation, som på forhånd er aftalt, lukker op til områder, som nok hører livet til, men som almindeligvis ligger uden for vor fatteevne. Som akkompagnement eller bærebølge for den forcerede vejrtrækning bruges følelsesladet, speciel udvalgt og sammensat musik. For manges vedkommende forløber de kropslige fænomener uden ledsagende billeder eller særlige erindringer. Noget uhåndgribeligt løsnes og letter krop og sind for pres af forskellig art. Det er, som om der blødes op for noget an-spændt og hårdt, som har holdt personen fast i en eller anden udefinerbar frustration eller manglende erkendelse. Af og til kan det dreje sig om noget bestemt, en helt speciel overlast, man har lidt som voksen eller for længe siden - som barn, foster eller hvad nogen tror: i tidligere liv. Langt oftere handler det om noget mere diffust, som har at gøre med tilbagevendende påvirkninger fra opvæksten, det være sig afsavn, tilsidesættelse, overdreven styring, misbrug eller andre former for svigt.

Kroppen husker
Kroppen husker på sin egen måde. Noget af det, som vi har fortrængt, dvs. ikke ønsker at huske, bliver erindret i vor organisme. Måske sidder det som smertespor i forskellige svage punkter som tendens til hoved- eller mavepine, infiltrationer, trang til at bedøve sig, etc.
Smertespor, som let vækkes ved noget, der minder om tidligere traumer eller som opfattes som noget der ligner. En velkendt følge af tidlig utryghed i barndommen er konfliktskyhed, som kommer til udtryk når vi krummer tæer og tier, gør vold på os selv og undsiger sandheden. Vi forråder os selv ved ikke at turde reagere mod misforståelser og overmagt. I stedet for at sortere skidtet og vise det fra os, tager vi det ind i kroppen lige som dengang. Her oplagres det i krops-spændinger, som vel har en del af de psykosomatiske sygdomme på samvittigheden. Mange af disse
kropslige udtryk for det blødende sind behandles traditionelt med operative indgreb og medicin.
I almindelig samtale kan det være vanskeligt, at nå ind bag vore forsvar, som vi ikke tør slippe. Kontrollen styrer os forstandsmæssigt og vi får kun glimtvis fat i de underliggende følelser. For ikke lige pludselig at hoppe ud på det dybe vand - i åndedrætsterapi - er det klogt at forberede sig, hvis/når man aner et opgør true forude. Med hensyn til dette indre opgør, er man egentlig ikke i tvivl om, når det er ved at vælte en. Mange har svært ved at tilstå overfor sig selv, at det er nu, der er behov for hjælp. Det er rigtigt, at der skal mod til at finde vejen, som i seje tilfælde bliver lang i andre kort og lysfyldt.
Det er at svigte sig selv at lade være.

*Kilder: Stan Grof: Introduktion til Den indre rejse. Borgen 1987.
*Gustav Hansen: Åndedrætsterapi. Modtryk 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu