Læsetid: 2 min.

Der er ikke over-administration i Flygtningehjælpen

Debat
22. december 1997

Regeringens oplæg til en ny integrationslov og flygtningepolitik bør ikke bygge på så ensidige holdninger som dem, Henrik Svane lægger for dagen

SVANERI
Folketingsmedlem Henrik Svane (R) udtaler til Information d. 18.12. at Flygtningehjælpen overadministrerer. Jeg vil gerne fastslå, at kravene til Dansk Flygtningehjælps administration altid har været dikteret af bevillingsgiveren, af Rigsrevisionen og statens regler, som vi er pligtige til at følge i enkeltheder.

Dårlig udgangsposition
Et udfald fra Henrik Svane mod hans tidligere arbejdsplads og kolleger er ikke nogen god udgangsposition for at hjælpe en nyordning af det fremtidige flygtningearbejde på vej, hvor det har været tanken at Flygtningehjælpens medarbejdere og organisationen som entreprenør skulle medvirke med erfaring, ekspertise og kontakt til det internationale flygtningearbejde.
De administrative krav er en forudsætning for Dansk Flygtningehjælps arbejde. Henrik Svane ved udmærket, at de gælder for enhver regionsleder, således også for ham selv, om han kunne lide det eller ej, da han var ansat hos Flygtningehjælpen i Ålborg.
Det netop indførte Flygtningeregister til bl.a. udbetaling af kontanthjælpsydelser, som Henrik Svane omtaler, er også en følge af kravene til Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med udarbejdelse af oversigter og statistik, som Indenrigsministeriet løbende kræver af organisationen. Der er ikke tale om overadministration.
Tværtimod har det nylig været foreslået os, at administrationen skulle styrkes yderligere inden for den samlede personaleramme. I øvrigt er en god og effektiv administration en forudsætning for enhver indsats, der trækker på samfundets ressourcer - også integration af flygtninge.

Formået at tilpasse
Henrik Svane ved udmærket godt, at Dansk Flygtningehjælp aldrig har forsøgt at fastholde størrelsesforhold for organisationen. Tvært-imod har vi formået at tilpasse organisationen proportionalt til de stærkt svingende opgaver, alt efter flygtningetallet og opgavernes omfang. Det gælder ikke mindst tilpasning i nedadsgående retning.
De seneste 6-8 mdr. har vi således stille og roligt afviklet næsten 1.000 medarbejdere i takt med at bosnierne afsluttede integrationsprogrammerne i Flygtningehjælpen.
Vi har ovenikøbet kunnet tilpasse forbruget af ressourcer på en sådan måde, at vi hvert af de seneste år har kunnet aflevere betydelige dele af den proportionalt beregnede bevillingsramme tilbage til staten som besparelser.
Henrik Svane ved også, at Flygtningehjælpen både herhjemme og ude i verden har gjort betydelige indsatser for repatriering og har været med til at repatriere flere hundrede tusinder af flygtninge, der hvor mulighederne forelå.
Det har de hidtil kun gjort i meget begrænset grad for de flygtningegrupper, der har fået ophold her i landet. Det gælder også for de somaliere, som Henrik Svane forsøgte at igangsætte et repatrieringsprogram for under hans virke for os i Nordjylland.
Det er betænkeligt, hvis regeringens oplæg til en ny integrationslov og flygtningepolitik bygger på så misvisende synspunkter og holdninger til økonomi og administration som dem, Henrik Svane her lægger for dagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her