Læsetid: 3 min.

Bare for at fordrive døden

29. december 1997

Hvorfor elsker vi at se død, vold og splat i krimier, men ikke i reklamer? Spørgsmål til en ur-reklame med selvmordstema

TABU
Truslen om sagsanlæg fik for nylig urfirmaet Rem Rem til at trække en reklamekampagne tilbage, som kobler salget af deres produkter sammen med otte fotografier af forskellige typer iscenesatte selvmord. Budskabet var angiveligt at gøre målgruppen (unge mennesker) mere bevidst omkring fænomenet tid: Vi skal bruge tiden bedre. - Med andre ord var der tale om en utraditionel form for carpe diem tema. Sloganet lød: "Why kill time, when you can kill yourself?"
Nogle udtrykte frygt for, at reklamerne ville medføre en selvmordsbølge blandt letpåvirkelige unge. De fleste fandt reklamerne uetiske, grænseoverskridende og i strid med markedsførings-loven. Reaktionerne var særdeles voldsomme i betragtning af, at vi lever i et liberalt samfund. Umiddelbart fandt også jeg disse reklamer morbide, frastødende og kvalmende, men ved nærmere eftertanke: Hvorfor egentlig? - og det skal ikke opfattes som et forsvar for reklamerne.

Mord og Matador MIX
Det er sikkert uklogt at indrømme det offentligt, men jeg ynder at slappe af med en stor pose Matador MIX indenfor rækkevidde og en spændende kriminalfilm i fjernsynet, og vigtige ingredienser heri er netop vold, blod, mord - og af og til selvmord. Men jeg undskylder mig med, at det er psykologien bag forbrydelserne, der er interessant.
Uvist af hvilken grund har mennesket til alle tider haft et ur-behov (vits utilsigtet) for vold, blod, død og ødelæggelse. Traditionen er lang. Allerede Shakespeare (1564-1616) beskæftigede sig med disse elementer i sin dramatik.
Den moderne horror begyndte med den engelske forfatter Horace Walpoles roman, The Castle of Otranto (1764), den første såkaldt 'gotiske' roman.
Det vigtigste eksempel i den romantiske litterære tradition er Mary Shelleys Frankenstein ( 1818). Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) repræsenterer den victorianske roman. Året efter skrev vidunderlige Sir Arthur Conan Doyle A Study in Scarlet (1887), som blev den første af mange populære kriminalfortællinger om detektiven Sherlock Holmes og Dr. Watson.
Videre kan nævnes vampyrklassikeren Dracula (1897) og endelig Edgar Allan Poe, som var den betydeligste inspirationskilde for den amerikanske gysermester Stephen King.

Sex i Saragasso
I årevis er gymnasieelever visse steder blevet stopfodret med Beverly Hills 90 210 og bøger af Stephen King, for tænk, hvis de kære små skulle få Shakespeare galt i halsen! I et interview i Playboy 1983 udtalte Stephen King:
"I don't think there's anything sweeter on God's green earth than scaring the living shit out of people"(!). - Det er ikke længere nok for skolerne at formidle kunst og kultur, det er nødvendigt også at have varer på hylderne, der sælger - og det gør Stephen King's bøger.
Eleverne kræver underholdning, og det får de til en vis grad - noget skal der gøres for at beholde kunderne i butikken. Stephen King kan i begrænset omfang læses i den sammenlignende litteraturundervisning, men i større omfang hører han hjemme i privatsfæren. For kort tid siden oplyste direktøren for Bang og Olufsen:
"Her i firmaet sælger vi funktionelle og stilrene produkter, fremstillet af de dygtigste teknikere og kunstnere. Og så er det helt op til folk selv at afgøre, om de vil købe varerne".
En udtalelse, der kræver mod og mandshjerte i vort konkurrencesamfund. Måtte dette slogan lyse i bøjet neon på Rådhuspladsen!
Der skal krydderi på den moderne tilværelse, og Spice Girls kan ikke alene løfte opgaven. Meteorologerne kan ikke længere nøjes med at oplyse om vejrudsigten. Den skal præsenteres og partout tilknyttes en historie om f.eks. ålenes sexliv i Sargassohavet.

Kun virkelig død er tabu
Der er en tendens til at blande saglig information med underholdning. Denne tendens bør kontrolleres, da den ellers vil forringe vor almene viden yderligere.
I forbindelse med tilbage-trækningen af urreklamerne sagde projektleder Sune Bang:
"Tiden er ikke moden til at tage et tabu som døden op". Men det er kun den virkelige død, der er tabu, den fiktive død sluger vi råt - bortset altså fra urreklamerne.
Hvad er dybest set forklaringen på vore modsatte reaktioner på urreklamerne og tøjfirmaet Benettons billeder på den ene side og krimier, action- og vampyrfilm på den anden? Så vidt jeg kan se, er der to væsentlige forskelle:
For førstnævntes vedkommende virker fotografierne som frosne nethindeætsninger. Hvorimod billederne i sidstnævnte indgår i en formildende kontekst.
I førstnævnte tilfælde skal fotografierne sælge en vare, i sidstnævnte tilfælde skal krimierne sælge sig selv.
Har en psykolog lyst til at give sit besyv med?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu