Læsetid: 3 min.

Bioetisk blindhed

Debat
17. december 1997

Peter Kemps generaliseringer og dommedagsprofetier mindsker problembevidstheden

KROPSETIK
I Information den 9. december fremførte Peter Kemp & Jacob Rendtorff nok engang deres 'kropsetik' i en kronik, som desværre ikke har gjort denne læser ret meget klogere på, hvad der taler for den 'vending', der anbefales, og hvad der afgrænser 'kropsetikken' fra andre rettighedsbaserede former for etik.
Det forekommer mig f.eks. ikke plausibelt og i hvert fald ikke begrundet af Kemp & Rendtorff, at hele den lange liberale tradition for rettighedsbaseret etik skulle være specielt kropsfjendsk, og at den opfattelse af personlig frihed, som gør sig gældende i denne tradition i alle tilfælde skulle være influeret af Platon og
Luther frem for alle mulige andre.
Når det kommer til stykket opfatter Kemp & Rendtorff da også flere steder retten til selvbestemmelse og beskyttelsen af kropslig integritet som gensidigt understøttende. Det er således uklart, hvor 'moderne' og nyskabende Kemp & Rendtorffs tolkning af menneskerettighederne i grunden er.

Hæderlig opgave
Nu kan det som bekendt være en hæderlig filosofisk opgave at rejse lige så mange nye spørgsmål, som man forsøger at svare på.
I dette tilfælde mener jeg nu ikke, at de nye spørgsmål udspringer af nogen dybere for-ståelse af problemerne, men tværtimod af at Kemp & Rendtorff i virkeligheden giver et forsimplet billede af de mange problemstillinger, de nærmest bare remser op i kronikken.
Forsimplingen tjener til at understøtte en tese om, at vi lever i en galopperende krops-krænkende kultur. Som eksempler nævnes jødeudryddelsen og 'plejehjemsskandalen på Vesterbro' (nærmest i samme åndedrag), hvor man efterhånden har indtryk af, at Kemp har taget imod den sidstnævnte med kyshånd, uagtet at der vist ikke endnu er klarhed over, hvad der egentlig er foregået.

Voldsomt generaliserende
Denne afslappede holdning til, hvad sagen egentlig drejer sig om, mener jeg faktisk er symptomatisk for hele kronikken, for når det kommer til anvendelsen af bioteknologi, fremstilles motiverne herfor tilsvarende ensidigt og tilmed voldsomt generaliserende. F.eks. fremstilles enhver form for donation af kropsdele og
-væsker som en 'grotesk tingsliggørelse' og en opfattelse af mennesket som 'genbrugsobjekt' i et 'reservedels-samfund'.
Men er dette virkelig et rimeligt billede af f.eks. bloddonation? For mig står denne praksis i hvert fald i et langt mere positivt lys, fordi den vel for de fleste mennesker frem for alt er et udtryk for en vilje til at hjælpe medmennesker i akut nød; oven i købet medfører den, at en stor gruppe borgere bliver aktive deltagere i og bidragydere til vores alle sammens sundhedsvæsen, hvilket i øvrigt taler stærkt for at fastholde frivilligheds-princippet frem for at begynde at betale for disse 'ydelser'.
Der er flere tilsvarende eksempler på ensidighed og generalisering i kronikken, men ihukommende David Reh-lings opfordring til at fatte sig i korthed vil jeg nøjes med at hævde, at den dommedagsprofeti, som Kemp & Rendtorff tenderer imod i virkeligheden mindsker problembevidstheden, fordi den partout skal se enhver teknologisk udvikling i en bestemt optik.
Et filosofisk råd kunne derfor være, at man hæftede sig lidt mindre ved monstrøse generaliseringer a la Foucaults "mennesket er en historisk konfiguration, som i vore dage er ved at forsvinde" og tog lidt mere ved lære af gode gamle Aristoteles' råd om altid at være omhyggelig med at skelne og erkende sagen i al sin kompleksitet.
Dette råd er ikke mindre velanbragt i bioetikken end alle mulige andre steder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her