Før i tiden blev børn opdraget hjemme, så der var ro i skolen. I dag står det klart, hvad kvinder fik tiden i hjemmet til at gå med dengang
SKOLEN FOR LIVET
Gymnasiet er i dyb krise. Til trods for, at adgangen til informationsteknologi aldrig har været større eller lettere er det en kendsgerning, at elevers almene og faglige færdigheder er ringere i dag end for 10-15 år siden.
I sit indlæg (Information d. 6.-7. december) skriver lektor Margit Andersen, at gymna-sieelevers zapper-mentalitet hvad angår deltagelse i undervisning er uacceptabel, og det har hun naturligvis helt ret i.
Men hvad skyldes da dette zapper-sind, der ifølge Margit Andersen "ligger i tiden"? Sådan har det ikke altid forholdt sig. Og jeg gør udtrykkeligt opmærksom på, at jeg i det følgende generaliserer.
Der var engang, da kvinder havde tid og ro til at holde sammen på familien. I hjemmet blev grunden stille lagt til det, børnene skulle få brug for, når de kom i skole: De lærte, at tavsheden skulle sænke sig, når læreren trådte ind i klassen. De lærte at lytte, dels til deres kammerater, dels til læreren. De lærte, at det var uhygiejnisk at smække fødder iført snavset fodtøj op på borde, bænke og sæder. De lærte at rydde op efter sig, så klasseværelserne var til at holde ud at være i. De lærte, at det var taktløst at udvandre midt i et foredrag, når skolen havde inviteret en kulturpersonlighed til at komme og formidle sine værker. Og de lærte, at alkohol i blodet ikke virker fremmende for indlæringsevnen - men det var vist ikke nødvendigt at oplyse børn om dengang.
Kort sagt: Børn fik en opdragelse, og disciplin var ikke et fremmedord.
Tid blev en mangelvare
Der var tid til højtlæsning. Undersøgelser har vist, hvor vigtigt det er for børns senere evne til at lære at læse. Da jeg gik i skole var målet, at vi skulle kunne læse midt i 2. klasse (år 1963). Og det kunne vi.
For mig at se er det en vigtig målsætning at holde fast i. Det er min påstand, at hvis elever ikke er gode læsere midt i 2. klasse, så kommer de til at halte bagefter i alle fag igennem hele uddannelsessystemet. I dag er det en sørgelig kendsgerning, at ca. 300.000 mennesker har svært ved at læse. At halvdelen af alle ansøgninger fra akademikere bliver arkiveret lodret i første sortering, fordi de er behæftet med stave- og kommafejl, er direkte rystende.
Men i tresserne kom den største omvæltning i dette århundrede: Kvinder forlod kødgryderne for at gøre karriere på lige fod med mænd. Med ét blev tid en mangelvare, og følgelig blev de ovenfor omtalte værdier usynlige. Det står nu frygtindgydende klart, hvad kvinder fik tiden i hjemmet til at gå med dengang.
Den stabilitet, kernefamilien skabte, synes at være forsvundet. Det er almindeligt, at folk nu skifter job en del gange i løbet af deres karriere - zapper-mentaliteten gør sig også gældende på arbejdsmarkedet. Dette skiftende sociale netværk, sammenholdt med spidsbelastningen for familien, har afstedkommet en eksplosion i antallet af skilsmisser. Zapper-mentaliteten findes også i kærlighedslivet. Det er velkendt, at børn efter en skilsmisse ofte bliver kastebold mellem forældrene. Børn bliver rodløse og kommer i identitetskrise.
Aldrig før har så mange børn haft brug for psykologhjælp, og samtidig kan man notere sig en markant stigning i vold og ungdomskriminalitet. De unges adfærd er en direkte reaktion på disse radikale ændringer i samfundet.
Banke elever på plads
Det er på hele denne baggrund, undervisningssituationen skal ses. Gymnasielærere er ikke for dårlige til deres arbejde eller for dovne. Tværtimod. Ud over at undervise skal de nu også fungere som opdragere og sjælesørgere. Inden for murene er der enighed om, at det meste af niende klasse går med at "banke eleverne på plads" - og det er der ikke afsat tid til i de ministerielle direktiver.
Således er det hårde odds, gymnasieskolen er oppe imod. Det er utopisk at tro, at elevernes almene og faglige færdigheder forbedres alene ved at reducere antallet af elever i klassen, forenkle fagbestemmelser og tilføje flere timer.
Undervisere skal have mere magt. Det er dybt frustrerende og ydmygende dagligt at skulle finde sig i elevernes uacceptable adfærd. Som forholdene er nu, er sanktionsmulighederne stærkt begrænsede. Til deres egen store forbløffelse mærker elever sjældent konsekvenserne af deres uacceptable adfærd. Skolesystemet har ganske rigtigt i årtier lef-let for eleverne - og dermed svigtet dem massivt. En tredjedel af alle unge mennesker vil få meget svært ved at leve op til de enorme krav, arbejdsmarkedet stiller.
Børnefamilier skal have bedre vilkår. Mere præcist: Det er tvingende nødvendigt, at en af parterne i de børnefamilier, der har børn mellem et og syv år, får nedsat arbejdstid. Arbejdsmarkedet skal være mere fleksibelt, til gavn for os alle. I sidste ende handler det også om livskvalitet. Opdragelse kan ikke i stor udstrækning overlades til varierende pædagoger, lærere, fjernsyn, videoer og computere. - For femten minutters daglig kontakt, som er den tid, man har beregnet gennemsnitligt er til rådighed mellem forældre og børn, er ikke nok.
