Kronik

Dylans svanesang

27. december 1997

En generations talerør er døende

Bob Dylan, sanger og sang-skriver, er på tærsklen til at dø, men beretter åbenhjertigt og hudløst om dette på sit seneste udspil. "Jeg blev født her, og jeg skal dø her - imod min vilje," hedder det blandt andet. Og senere:
"Jeg kan end ikke huske, hvad det var, jeg kom hér for at slippe væk fra."
Rene ord fra en mand der, for-uden John Lennon, mere end nogen anden sanger og sangskriver har ætset sig ind i bevidstheden hos ikke blot sin egen generation.
Stort set samtlige sange på den netop udgivne og meget roste Time out of mind omhandler dette ene og sidste, at dø, men nok så meget om at have levet et liv fuldt ud.
"Jeg har været så langt nede, at det er ufatteligt, at jeg nogensinde kunne rejse mig igen," fortæller Dylan, hvis timeglas er ved at rinde ud:
"Det er ved at blive mørkt, men endnu ikke helt," er statuser-klæringen fra den nu 56 årige poet.
Som protestsanger har Dylan formået at inspirere flere generationer af sangskrivere, heriblandt danske troubadourer som Johnny Madsen, Thomas Helmig (hvis er-klærede ønskedrøm det i øvrigt er, at synge duet med Dylan), Lars Lilholt og Poul Krebs, for nu blot at nævne nogle få.

Det faktum, at Dylan har kunnet præge så vidt forskellige mennesker, fortæller en del om den styrke, der ligger i hans tekster. Paradoksalt nok, er det endda et spørgsmål, hvor gammel Dylans rolle som protestsanger egentlig er. Rent faktisk er det kun i løbet af de første fem år af sin 36-årige karriere, at Dylan vandt hævd som protestsanger.
Da Bob Zimmerman i 1961 skiftede efternavn til Dylan, lånte sin fars bil (og en god sjat lommepenge!) for at prøve lykken i New York og pladedebuterede under sit nye navn, var det hovedsagelig med traditionelle folkesange; på debutpladen er der da også kun én sang af hans egne - ikke en protestsang - men en hyldest til det erklærede forbillede Woody Guthrie (kendt ikke mindst fra This land is your land).
Først i 1962 skulle Dylan med sit Freewheelin'-album slå sit ry fast som protestsanger og i løbet af de følgende fire år bidrage til den amerikanske sangskat med ballader som Blowing in the wind, Masters of war, The times are a'changing; sange der nu er fast repertoire hos enhver lejrbålssanger med respekt for sig selv.
Nogenlunde samtidig med, at Dylan skiftede sin akustiske guitar ud med en elektrisk - i midten af 1960'erne - begyndte hans sange at antage et mere introvert præg; det var ikke længere våbenfabrikanterne og de korrupte politikere, der var hans inspirationskilde så meget, som det var det indre liv og kærlighedproblematikken, der blev central.

At Dylan i denne periode betragter sig som en fredløs er uomtvisteligt. Mest direkte kommer den fredløses filosofi til udtryk i den episk stort anlagte ballade Desolation Row (fra 1965), hvori de fredløse er samlet uden for det normale samfund, på "Trøstesløshedsvej" (som Poul Borum lydhørt gendigtede det), hvortil det etablerede samfund skal 'passe på at ingen flygter til', samt på Absolutely sweet Marie fra det berømte dobbeltalbum Blonde on blonde fra 1966, hvori det direkte hedder, at man "for at leve uden for loven må være ærlig"(!) Hermed siges det, at det etablerede samfund - loven - er korrumperet, og at ethvert menneske må gøre op med sig selv, om det vil leve efter samfundets eller den fredløses trøstesløse, men ærlige præmisser.
Man kan med rette hævde, at Dylan bliver meget moraliserende i denne periode, også i forhold til kærligheden. Den ægte fredløse er besiddelsesløs; altså kan man heller ikke eje hinanden, og en stribe besungne kærlighedsforhold (blandt andre til Dylans egen hustru) går mere eller mindre i vasken, enten fordi pigen bringer et ejerforhold ind i kærligheden, eller fordi hun tilhører det eksisterende korrupte og uærlige samfund.

Det var en stor mundfuld for publikum, der - udover vreden over den elektriske guitar - også fandt hans nye tekster kryptiske, og sandt er det da, at en del af sangene er vanskeligt gennemskuelige i deres symbol- og billedsprog, der sine steder bliver nærmest surrealistiske. Publikum havde foretrukket de gamle protestsange med det let genkendelige fjendebillede.
De nye sange var da godt nok samfundskritiske, men det var en kritik, der gik nok så meget på det etiske og tvang folk til selv at tage stilling.
Ufrivilligt har Dylan måttet se sig selv som talerør for divergerende bevægelser. Han blev pludselig et idol for flower power generationen, hvis ubestridte bannerfører indtil da havde været Donovan (som Dylan, for-uden med John Lennon, knyttede et personligt venskab med).
Igen et paradoks, da Dylan aldrig havde vedkendt et tilhørsforhold til denne bevægelse og i øvrigt da også takkede nej til at optræde ved den oprindelige Woodstock-festival.
Dylan havde imidlertid nok at se til, optrådte næsten konstant med sine lange, lyriske ballader som han for overhovedet at kunne huske alle ordene til - ifølge eget udsagn - var nødt til at tage amfetamin. På et tidspunkt var Dylan da også ved at dele skæbne med Jimmi Hendrix og Jim Morrison, hvis ikke et motorcykeluheld i slutningen af 1966 bogstaveligt talt tvang ham til at ligge på den lade side i henved halvandet år, i hvilken periode han blev stoffri og i øvrigt havde rigelig tid til at filosofere.
Det er fristende at sammenligne Dylans udvikling med Kierkegaards beskrivelse af livsstadierne. Vist er det, at han efter den første ungdoms fascination af kærlighedens æstetik beskriver en udvikling hen mod en etisk fordring, for i de efterfølgende år at nærme sig en religionsopfattelse og et dertil hørende krav.
I årene efter rekonvalescensen, fra John Wesley Harding-albummet i 1968 der inddrager flere bibelske personer; frem til Street legal-albummet i 78 er Dylan søgende efter et ståsted; han bliver samtidig også interesseret i miljø-spørgsmål og eksperimenterer musikalsk. Blandt andet tager han en tur i "country-land" med en anden gammel ven, Johnny Cash.
Årene efter sin skilsmisse i 1979 frem til og med 1983 er præget af Dylans omvendelse fra jødedom til kristendommen, og han bliver faktisk for en gangs skyld missionerende i ordets oprindelige betydning. På den første i en række religiøse plader, Slow train coming fra 79, havde Dylan inviteret en lovende ung guitarist, Mark Knopfler, der netop havde debuteret med sit Dire Straits-band. Kunne Dylans eminente evne til at finde dygtige guitarister ikke skabe røre nok om udgivelsen, gjorde den religiøse fordring det i alt fald. Igen vendte publikum ham ryggen.
"Kan du finde noget bedre end Jesus, må du have et hjerte af sten," riposterer Dylan på Shot of love-pladen fra 1981. To år senere kulminerede Dylans prædikener på Infidels, altså "(De) vantro", og det var næsten for meget af det gode.

Men lige så hurtigt som han havde skabt røre i vandene, lige så stille trak Dylan sig tilbage fra sin selvvalgte budbringerrolle.
Det efterfølgende tiår er - efter min mening - præget af mere eller mindre ligegyldige produktioner, kuriøse (men ikke nødvendigvis spektakulære) filmforsøg, og en stigende uoplagthed ved koncerter, der har efterladt et indtryk af, at Dylan i højere grad var interesseret i at tjene penge, end i at synge og spille.
En positiv undtagelse herfra er dog samarbejdet med George Harrison, Jeff Lynne, Tom Petty og (nu afdøde) Roy Orbison i Travelling Wilburys-projektet.
For fire år siden, efter lang tids pause, dukkede albummet Good as I been to you op. Det interessante herved er ikke så meget, at Dylan har droppet backing-bandet, som at han udelukkende synger bedagede traditionelle folkesange, så han er på den måde vendt tilbage til sit udgangspunkt.
Det uddyber han på World gone wrong fra 1993. I denne CD der er indlagt et helt lille manifest, hvori der blandt andet langes ud efter computerteknologien. Åbenbart er Dylan en indædt modstander af informationsteknologien og siger således:
"Teknologi, der kan udslette sandheden, er nu tilgængelig. Ikke alle har råd til den, men den er tilgængelig. Bare vent, til priserne falder! Så vil der ikke være sange som disse mere."
Et ganske alvorligt udsagn, må man sige, på tærskelen til det 21. århundrede!

Nu foreligger så en ældre mands, bogstavelig talt, svanesang. Det interessante er ikke så meget det faktum at Dylan - efter misbrug af både stoffer og alkohol samt en tilstødende hjertesygdom - stadig er i live, som at han er i stand til at viderebringe erfaringer fra sit mærkværdige, og omtumlede liv.
Dylan er - på samme måde som Lennon var det for mange mennesker - i høj grad også en sindstilstand, der beror på identifikationen. Hvor mange gange har man ikke kunnet føle med Dylan, når han havde kærestesorger og stod i regnen eller man syntes, at han præcist satte ord på det, alle følte i tiden?
Da John Lennon døde, udtalte Dylan, at hans generations bedste sangskriver var forsvundet hermed. Mange følte et oprigtigt savn, fordi John Lennon og The Beatles nu engang var en del af deres liv og noget ganske generationstypisk. Med Dylan forsvinder den sidste af de store digtere og sangere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu