Kronik

Fattige men rene

11. december 1997

Før EU-udvidelsen: Danmark lægger i sin øststøtte hovedvægten på miljø. Det svarer ikke til landenes egen prioritering. Og det opbygger ikke deres egen vidensbase

ØKONOMI I OPBRUD
Da de Østeuropæiske lande startede transformationsprocessen i begyndelsen af 1990'erne var den almindelige forventning, at de meget hurtigt ville nå op på et vesteuropæisk niveau for velstand og velfærd.
Forventningen var, at kombinationen af lave faktorpriser (arbejdskraft og råvarer), et højt kvalifikationsniveau og en stor teknisk og naturvidenskabelig vidensbase ville tiltrække store udenlandske investeringer, som kunne tilføre den teknologi-, management- og marketing-ekspertise, der er nødvendig for, at landene kan tilpasse sig kravene på de vestlige markeder. En stor del af den vestlige bistand - multilateral som bilateral - tog derfor sigte på at skabe rammebetingelser, der gjorde, at vestlig private investorer ville finde vej til de nye markeder og dermed skabe basis for en eksportbaseret vækst.

Nu, seks år senere, er vi alle blevet meget klogere. I de fleste lande kom væksten sent og først efter dramatiske fald i produktion og velfærd. Ligeledes kom de udenlandske investeringer sent, på et langt lavere niveau end ventet, meget ulige fordelt, og i første omgang rettet mod adgang til de lokale markeder, frem for mod at udnytte de lokale ressourcer til den eksport, der var - og er - nødvendig for at skabe en eksportbaseret vækst.
Hertil kommer, at investeringerne kun i begrænset omfang har medført udnyttelse af den lokale teknisk-naturvidenskabelige vidensbase, som disse lande besidder, en positiv arv fra sovjetperioden. At denne vidensbase eksisterer, fik vi for eksempel dokumenteret i de nordiske landes evalueringer af forskningen i de tre baltiske lande.
Dette problem kommer til udtryk i den rolle, Danmark spiller i regionen. Overfladisk set klarer Danmark sig tilsyneladende ganske pænt. De danske investeringer i specielt de baltiske lande og Polen ligger højere end de øvrige nordiske landes, ligesom også udviklingen i eksport til området er imponerende.
De positive tal skjuler imidlertid, at de danske investeringer er koncentreret i brancher med en relativt lav værditilvækst - typisk, men ikke udelukkende - træ- og tekstilindustri. Fra dansk side udnytter vi således primært de lave faktorpriser, mens vi tilsyneladende ikke er så gode til at udnytte den store teknisk-naturvidenskabelige vidensbase.
Vi synes, ufrivilligt forstås, at være godt på vej til at placere landene i en typisk tredjeverdens position som leverandør af billige råvarer og arbejdskraft til Østersøregionen, rige lande i nord og vest (Norden og Tyskland).
I forhold hertil viser en gennemgang af investeringer, at specielt Sverige synes at være langt bedre til at trække på landenes vidensressourcer - til fordel for såvel landene selv som for svensk erhvervsliv. Fra svensk side investerer man således for eksempel i computerteknologi, software og andre højteknologiske områder, hvor landenes teknisk-naturvidenskabelige kompetencer kan udnyttes.
Nu er der naturligvis flere forklaringer på disse forskelle. Den relative dominans af små og middelstore virksomheder i Danmark gør det sværere at bære de betydelige investeringer, der er nødvendige for at kunne udnytte den lokale teknologiske vidensbase i de gamle østlande. Her står svensk industri, med mange store virksomheder, langt bedre rustet.

Jeg tror imidlertid heller ikke, at man skal udelukke, at de bilaterale bistandsprogrammer iværksat af de enkelte lande kan have indflydelse på, hvilken erhvervsudvikling og arbejdsfordeling, der foregår i og mellem landene i Østersøregionen.
Som én af de største donorer i regionen vil indretningen af og prioriteringer i den danske bistandsindsats derfor også kunne påvirke den erhvervsmæssige udvikling, i hvert fald i de baltiske lande.
Det er da også et perspektiv, som regeringen selv erkender. I Udenrigsministeriets rapport om Regeringens overordnede strategi om øststøtten skriver man meget rigtigt at:
"Landene omkring Østersøen har et højt uddannelsesniveau, og regionen har også muligheder for at udvikle samarbejder mellem universiteter og inden for forskning."
Videre understreges det, at "der kan skabes nye muligheder for udvikling af erhvervskompetence og erhvervskompetence på tværs af grænserne".

Ser man på den konkrete fordeling (ramme) af øststøtten (med vægt på Baltikum) for perioden 1998-2001, leder man imidlertid forgæves efter konkrete mekanismer, der skal udmønte disse visioner i handling.
Af de godt 2,5 milliarder kr., der forudses anvendt i perioden, er de godt 2 mia. kr forbeholdt det miljørelaterede Østersøinitiativ, mens den resterende ramme anvendes til bredt erhvervsrelaterede sektorprogrammer, EU-forberedelsesprocessen og demokratistøtte.
Derimod findes der ingen konkrete forslag til, hvorledes vi skal bidrage til at udvikle og udnytte den vidensbase, der i øjeblikket smuldrer i disse lande.
Nu skal man ikke misforstå mig. Jeg synes, at satsningen på miljøsiden i disse lande er et stykke visionær såvel som dristig dansk industripolitik, der kan skabe en dansk industriel ressourcebase, som vil stå stærkt rustet til at udnytte det 21. århundredes folkelige krav om øgede investeringer i miljøbeskyttelse.
Problemet er, at prioriteringen i den danske øststøtte hverken har meget at gøre med landenes egne - politiske eller folkelige - prioriteringer eller en overordnet afvejning af de problemer, landene står overfor, i lyset af deres udviklingsmål.
Hertil kommer, at også i de andre nordiske lande - og i EU-programmerne - er miljøinvesteringer et højt prioriteret element i bistandspolitikken. Der vil således ikke blive tale om et beskyttet hjemmemarked, som danske virksomheder kan 'øve sig på', men om et kompetitivt marked, hvor mange vestlige landes virksomheder vil søge efter egnede miljøinvesteringer.
Om landene vil være i stand til at absorbere denne miljøbistand, er for mig stadig et åbent spørgsmål. "Vi bliver fattige, men rene," som én af mine baltiske bekendte udtrykte sin opfattelse af den ensidige vestlige fokusering på miljø.

I dette perspektiv er et af de områder, der forsømmes i de danske visioner om den fremtidige øststøtte, bidraget til at fastholde og udvikle landenes videnbase.
Denne mangel går i to retninger.
For det første overser vi i den danske bistandspolitik fuldstændig den interesse, vi selv har i at fastholde og udvikle den vidensbasis, disse lande besidder. Der foregår i øjeblikket en radikal degradering af videnscentrene i disse lande. Det sker som følge af det voldsomme pres på de offentlige finanser. (Se apropos'et.)
Det er også i forlængelse heraf, at man skal se behovet for at styrke mobiliteten inden for de videregående uddannelser. Så vidt jeg kan se, forudser det danske program ikke nogen væsentlig bistand til det 'human flow' inden for de videregående uddannelser, der er så afgørende, når fremtidens bånd skal bindes mellem personer, virksomheder, institutioner og - i sidste ende - nationer.
I begyndelsen af 1990'erne var der mange unge studerende fra specielt de baltiske lande på danske skoler, universiteter og læreranstalter, finansieret dels af EU-midler dels danske. Vi oplevede selv, på Institut for Statskundskab, hvorledes mange af de studerende, vi dengang havde her et års tid, i dag bestrider høje poster i deres hjemlande. Vi har også i mange tilfælde hjulpet danske virksomheder på vej, når de havde brug for en indgang til lokale markeder i form af en person, der både kendte lokale og danske forhold.
I dag får vi stadig henvendelser fra mange baltiske - og nu også russiske - unge, der gerne vil have et semester eller et år på en dansk skole eller læreanstalt, men vi må hver gang svare, at de selv må finde midlerne. Hvad de selvfølgelig ikke kan, fordi de nordiske ordninger på området er alt for begrænsede til at have nogen reel effekt.

I det lys synes jeg, at det er tankevækkende, at Danmark tilsyneladende er det eneste land, der ikke har forstået nødvendigheden af at fastholde den lokale vidensbasis i vore samarbejdslande mod Øst, eller at binde et effektivt bånd til fremtidens ledere. Sverige har således afsat 120 millioner kr. de næste fire år (Visby-programmet) og 90 millioner kr. de næste fem år til at styrke bånd mellem forskning og videregående uddannelser i Østeuropa, specielt Baltikum og det nordvestlige Rusland.
Det er min erfaring, at disse ordninger har evnet at igangsætte et frugtbart samarbejde med videnscentre i Østeuropa - til glæde for såvel donor- som modtagerlande. Tilsvarende kan man spørge, hvor de, der er fremtidens ledere i disse lande, vil rette opmærksomheden hen? Naturligvis mod det land, hvor de har studeret, og hvis sprog de måske taler.
I et videre perspektiv handler det naturligvis også om, hvilken udvikling vi - med vore bistandspenge - ønsker at styrke i Østersøregionen. Ønsker vi en base af billig arbejdskraft og billige ressourcer på den anden side af Østersøen? Eller ønsker vi at styrke en vidensbaseret produktion, der igen kan skabe grundlag for stabile demokratier og købedygtige markeder?

Ole Nørgaard er forskningsprofessor ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet og dansk repræsentant i INTAS og INCO, europæiske organisationer, der formidler forskningssamarbejde/bistand) mellem Vesten og de tidligere kommunistiske lande.

APROPOS
Brain drain

I den danske forskningsverden er vi i disse år udsat for et voldsomt pres af henvendelser fra de tidligere østlandes ofte højtkvalificerede forskningsmiljøer med ønske om hjælp og samarbejde. Nogle vil måske her hævde, at der blot er tale om påskud for at slippe bort fra de umulige forhold på på lokale forskningscentre, og vi risikerer at forværre situationen ved at bidrage til et brain drain af disse lande.
Det er ikke min opfattelse. Jeg erindrer her en OECD konference i 1994 om 'brain-drain' truslerne mod Østeuropa og Sovjetunionen. Konferencen startede med en række skrækhistorier om, hvorledes kapitalstærke amerikanske koncerner havde opkøbt hele forskerteams fra forarmede østeuropæiske institutioner og eksporteret dem til USA. Til stor nytte for den amerikanske koncern, men - forstås - til skade for det østeuropæiske land, der hermed mistede en stor del af sin vidensbase.
Dette blev imidlertid kraftigt imødegået af en lang række østrigske og amerikanske forskere, der berettede, hvordan de selv efter det tyske sammenbrud i 1945 var blevet headhuntet til amerikanske universiteter og firmaer. Det, der dengang blev opfattet som en katastrofe for det tyske samfund, viste sig imidlertid senere at være en gevinst for begge sider af Atlanten, fordi disse forskere kom til at virke som bindeled mellem forskning og erhvervsliv i deres gamle og nye land.
Det er også i det lys vi skal se samarbejdet mellem forskere i Østeuropa og Vesten i dag. De vil på kort sigt kunne yde et væsentligt bidrag til dansk forskning, men vil også - på længere sigt - bidrage til at skabe de bånd på tværs af Østersøen, som regeringen selv efterlyser.
Ole Nørgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu