Læsetid: 6 min.

En flaske Cola over finansministeren

29. december 1997

ODS var blevet så splittet og så korrupt, at det ikke kunne blive ved

BEFRIELSE
Med ministerpræsident Vaclav Klaus' detronisering har Den Tjekkiske Republik omsider afsluttet sin kærlighedsaffære med thatcherismen. Samtidig er det - sørgeligt nok - afslutningen på Fløjlsrevolutionen.
Så længe Klaus var ved magten, var det stadig muligt at foregive, at regeringens politik byggede på en eller anden form for humanisme og samfundssind, inspireret af de gamle systemkritikere og præsident Vaclav Havels passive ledelsesstil.
Men regeringens fald lader ingen i tvivl: De dage var forbi for længe siden.
Regeringen faldt ikke på et politisk problem (selv om der var nok af vælge imellem). Den faldt på finansieringen af Klaus' Borgerlige Demokratiske Parti (ODS). Det ser ud til, at partiet havde en hemmelig bankkonto i Schweiz, der gjorde det muligt for tjekkiske forretningsmænd at give det penge, uden at nogen fik noget at vide. Heri ligger, at der var tale om en måde at købe sig til indflydelse på; og flere store og tvivlsomme donationer er blevet offentliggjort.
Det kom ikke ligefrem som en overraskelse for nogen - efter fem år ved magten er ODS blevet lige så meget en klub for erhvervsledere og finansfolk som et politisk parti; men til sidst gik det så vidt, at det ikke længere lod sig gøre at lade, som det var en normal og legitim praksis.
Som parti- og regeringsleder har Klaus et dobbelt ansvar, selv om han - som han hævder - ikke var direkte involveret i de ulovlige transaktioner. Og da hele roderiet kom frem, formåede han ikke at redde situationen.

Præsident Havel meddelte, at han havde bedt hele regeringen om at træde tilbage, og det gjorde den så. Klaus bevarede sin personlige værdighed - men det samme kan ikke siges om hans kolleger.
Regeringen kørte træt for flere måneder siden, og i den sidste tid har ODS koncentreret sig om interne anliggender. To ambitiøse mænd havde åbenbart store planer for partiet efter Klaus: tidligere udenrigsminister Josef Zieleniec og finansminister Ivan Pilip.
Zieleniec havde allerede gjort et spektakulært forsøg på at tage magten ved at træde tilbage som minister - igen på grund af interne konflikter med tilknytning til finansieringen af partiet - men det slog fejl.
Så var det Pilips tur. Da han var undervisningsminister kaldte Milos Zeman, leder af det største oppositionsparti, Socialdemokratiet, ham "den dummeste minister i regeringen"; men som finansminister havde han større succes.
Det havde dog intet at gøre med finansielle eller økonomiske talenter - det var snarere et spørgsmål om tv-tække. Han er høj og slank, og i sit dyre jakkesæt ligner han langt mere en bankmand end en politiker med ansvar for uddannelse.
I hvert fald besluttede han sig for, at tiden var inde. I en ynkelig opvisning af billig fej-hed ventede han dog, til Klaus var taget til et politisk møde i Sarajevo. Stående ved siden af tidligere indenrigsminister Jan Ruml - den sidste systemkritiker, der er tilbage i ODS's ledelse - forkyndte han på tv, at Klaus burde træde tilbage.
Et par timer så det ud, som det ville lykkes. Ruml er en mand med ægte civilcourage - under kommunismen blev han sat i fængsel for sin overbevisning - og det var tydeligt, at han også denne gang stod for en moralsk stillingtagen: ODS var blevet så splittet og så korrupt, at det ikke kunne blive ved.
Derimod syntes Pilip at have bildt sig ind, at hans nye tv-image ville være nok til at overbevise alle om, at han var det naturlige valg som ny ministerpræsident.

Pilip begik nøjagtig den samme fejl som Zieleniec. Selv om vælgerne foregav at støtte ODS, var det i virkeligheden Vaclav Klaus, de støttede. Hans politik var næsten slået fejl, men i hvert fald havde han en politik, og det forstod folk. Og det vigtigste var, at han virkede hæderlig og tillidsvækkende.
Så snart han landede i lufthavnen den 29. november stod det klart, at hans folkelige tilslutning stadig var overvældende, selv om det også var tydeligt, at hans regering var færdig.
Hele landet fulgte dagens begivenheder i tv. ODS' ledelse holdt et 12 timer langt møde i partihovedkvarteret. Mødelokalet har et vindue ud til gaden, og snart begyndte en menneskemængde at samle sig udenfor. Det var denne skare, der afgjorde Den Tjekkiske Republiks fremtid.
Det var - rent ud sagt - en flok fascister, der råbte på deres leder. "Længe leve Klaus!" skreg de. "Journalisterne lyver!" Og som timerne gik, blev skrigene mere og mere hysteriske, og ODS kom længere og længere væk fra at løse krisen.
Klaus gjorde to forsøg på at få dem til at tie stille - det var, som om Gud havde åbenbaret sig, da han kom frem i vinduet. Men det var Pilip og Ruml, der afgjorde sagen.
Pilip, der troede, at hans chance var kommet, lænede sig i bedste statsmandsstil ud af vinduet - og blev mødt med blodtørstige hyl, hvilket han ikke havde ventet. Han forsøgte at smile tillidsfuldt til kameraerne.
Og så kom det øjeblik, der altid vil forfølge ham: En eller anden rakte en Coca-Cola flaske i vejret og hældte indholdet ud over ham. Han krympede sig, så sig fortvivlet omkring og trak sig tilbage fra vinduet. Denne symbolladede begivenhed blev gengivet på tv i slow-motion hele aftenen, Det var et perfekt udtryk for foragt - og ODS var færdig.
Senere på aftenen gav også Jan Ruml op. En radiomikrofon opfangede en udtalelse, der ikke kom fra en politiker, men fra et menneske: "Det var ikke det, jeg gik i fængsel for," sagde han. "Hør på dem!"
Og dér var de: Regeringens støtter havde bekendt kulør. De var ikke systemkritikere, ikke liberale, ikke tilhængere af ytringsfrihed og menneskerettigheder. Det var en bande hysteriske bøller, der skreg på magten og retten til at bedrage offentligheden.
Fuld af væmmelse tog Ruml sin frakke på og forlod bygningen. Nu viste mængden sig fra sin hidtil værste side: Den pressede ham op mod muren, spyttede på ham og råbte skældsord mod ham. Tv-kameraerne fangede hans udtrykt af rædselslagen fortvivlelse, da han stod ansigt til ansigt med virkeligheden. Endnu en gang havde han vovet at sige sandheden, og det var belønningen.

Ingen har nogen troværdig plan for fremtiden. Centralbankdirektør Josef Tosovsky vil lede en midlertidig regering, og heller ikke udenrigsministeren er en valgt politiker - de er begge bureaukrater, udvalgt af præsidenten, netop fordi de ikke har noget politisk program.
Ingen er i tvivl om, at det er et alvorligt nederlag for hele den demokratiske idé. Situa-tionen kompliceres yderligere af, at ODS har genvalgt Klaus som leder. Hermed er partiet formentlig henvist til oppositionen, men det mærkelige er, at det tilsyneladende ikke er endegyldigt kompromitteret af finansskandalen. Det er
Pilip og Ruml, der er faldet i unåde - fordi de har været illoyale.
Vil alt det her nu påvirke Tjekkiets forhold til NATO og EU? Det er der ingen umiddelbar grund til. Enighed om det ønskelige i at blive optaget i disse isntitutioner så hurtigt som muligt er alt, hvad der er tilbage af politisk konsensus i dag.
Og man kan da også sige, at Tjekkiet med et politisk system, der bygger på hemmelige aftaler med forretningsmænd, endelig har nået sit mål: Det er blevet et normalt europæisk land.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu