Læsetid: 5 min.

Forsvar for en gorilla

4. december 1997

Hvornår holder kvinder op med at kannibalisere fædres forhold til deres børn?

FADERSKAB
Jeg læste med stor interesse Hanne Dams artikel om forskningsprojektet 'Fædrene skal have en stemme' den 13. november. Endelig en mand med mod til at formulere en række af de spørgsmål, der naturligt strejfer ethvert hankøn i forbindelse med fødslen og det at blive far.
Stor var min forundring derfor, da jeg den 20. november læste lektor, cand.mag. Lone Nørgaards hadefulde tirade mod nybagte fædre i almindelighed og mænd i særdeleshed.
Hvornår slipper vi dog af med den mugne og langhårede del af de tidlige 70'eres militære mandehad? Og ikke mindst: Hvornår holder femi-fascistiske kvinder op med at kannibalisere fædres forhold til deres børn?
Den 7. november blev jeg far for tredje gang og står altså endnu en gang midt i det følelsesmæssige kaos, man også som mand kan føle, når himmel og helvede smelter sammen i daglig overlevelse. Guderne skal vide, det ikke er nemt at få plads til alle de mange følelser, når bunkerne af praktiske gøremål står og stirrer på én, hver gang man vågner af en tre kvarters lur. Nogle af de følelser er i et vist omfang tabuiseret og må gemmes af vejen, indtil situationen er normaliseret. F.eks. er det ikke vanvittigt passende at sige, at man fortryder det hele og ikke orker mere bøvl, når konen er dybest begravet i de første dages amme-helvede. Og fint nok - man yder sit til det fælles projekt. Men det er totalt for meget, at jeg som far og mand skal pisses på af en forbenet lektor, hvis omsorg jo netop ikke angår familien som helhed, men udelukkende kvinden.
Det er hendes graviditet, hendes fødsel, hendes amning, og hvis manden ikke kan forstå det, er det fordi, han endnu engang lever op til sit ry som urskovens hjernelamme brøleabe.
I Lone Nørgaards skabelsesberetning er mandens rolle i forbindelse med faderskabet nemlig indskrænket til først sæddonor og siden otte-armet servicerings-robot - og hvis han elsker sin kvinde og ønsker hendes respekt og kærlighed, må han holde sin kæft og holde sig i baggrunden, indtil kvinden finder tiden inde til at lukke ham ind i dette hellige univers af kvindelig samhørighed mellem mor og barn.
Vor Herre på lokum!

Dybt kønsfascistisk
Når Lone Nørgaard får det ud af en undersøgelse om fædres følelser, at "uheldigvis lider den bare af den fatale brist, at den nedtoner og usynliggør kvinders indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og amning", så er hun jo ikke bare alternativt begavet eller paranoid, men dybt kønsfascistisk.
Hvordan i al verden skulle fædrenes stemme kunne "nedtone og usynliggøre kvinders indsats"? Hvorfor er det en trussel mod kvinden at spørge, om en fødegang og personalet på samme, er indrettet, så der også er plads til manden?
Vores første to børn er født på h.h.v. fødeklinikken på Glostrup Sygehus og Frederiksberg Hospital, og selv nok så søde jordmødre ku' jo ikke dække over, at jeg f.eks. ikke ku' overnatte sammen med min kone og mit barn - og derfor ikke ku' aflaste hende i de timer, hun måske havde mest brug for det - men pænt måtte cykle hjem hver midnat.
Og når Lone Nørgaard ydermere føler trang til at latterliggøre dette mande-fokus - "det næste bliver vel, at manden skal med op og ligge på briksen og simultan-føde, mens han får jordmoderens og alle andre tilstedeværendes udelte opmærksomhed, fordi det bare er så tungt at blive far" - så er bækkenet fuldt.
Hvorfor sku' det være mindre hårdt at blive far end at blive mor? Hvad er det, Lone Nørgaard som kvinde er bange for? Er det erkendelsen af, at manden - den brøleabe - ikke ka' undværes? At hans indsats, følelser, ansvar, indlevelse og integritet som mand er ligeværdig og helt nødvendig for at holde sammen på den nye familie og få den til at leve. Eller er vi helt ovre i den gode gamle penis-misundelse og det våde blik i øjet ved udsigten til, at videnskaben med kunstig befrugtning m.m. én gang for alle er i stand til at minimere han-gorillaens betydning for familien (læs: kvinden)?

Gevaldig centrifugaltur
Ifølge Lone Nørgaard har den omtalte undersøgelse også en skjult dagsorden: "At få spanket fædrene til at tage mere del i den børnepasning, de som hovedtendens ikke gider."
Og inden lektoren atter kommer for godt i gang med 70'er-pisken, er ajourføring påkrævet:
For hvad der muligvis var svært for kvinder for flere årtier siden - nemlig at få deres mænd til at deltage på lige fod i det fælles familieprojekt - holder ikke vand i de generationer, der får børn nu. Vi skriver 1997, og mænd i dag er ved at falde over deres egne ben for at gøre det rigtige og leve op til det ansvar, vore fædre blev beskyldt for ikke at tage. Vi tager barselsorlov, vi vælger at gå ledige på passende tidspunkter, vi afbryder møder og indretter arbejdsugen for at hente og bringe poderne. Vi vasker, tørrer, skifter, smører, bader og bliver gylpet til. Vi leger, vi opdrager, og vi famler, som vi altid har gjort. Hvad vil lektoren mere?
Selvfølgelig overdriver jeg. Der findes fortsat mænd, som ikke forstår, at det at få børn i en række tilfælde laver om på deres liv. At det i en række situationer nødvendigvis må flytte deres fokus og ændre deres adfærd.
Men jeg kender også fra min daglige kontaktflade adskillige kvinder, som mister deres mænd og selv skubber dem væk, fordi de føler en total ejendomsret over deres børn. Som vil bestemme alting, som kvæler samspillet med manden, fordi de ikke evner at slappe af og give slip og lade manden gøre tingene på sin måde og sine præmisser. Kvinder, hvis hæsligste tanke her i livet er, at deres små pus en dag slipper brystvorten og frigør sig fra deres mødrene ophav. Og hvis lektoren ikke selv har set det, kan jeg bevidne, at det ikke er noget kønt syn.
Billedet af, hvem der er skyld i hvad og hvorfor, er langt fra så entydigt, som Nørgaards plumpe generaliseringer.
Når man i dag har kortlagt kvinders følelsesliv på kryds og tværs i forbindelse med fødsel, er det jo fordi, vi ved, at selve den begivenhed sender hendes hormoner og identitet ud på en gevaldig centrifugaltur. Og som mand og far med et vist erfaringsgrundlag må jeg til Nørgaards store ærgrelse meddele, at noget lignende faktisk sker for manden. Ja, tænk engang, det er ret utroligt: Selv en gorilla ka' ha' følelser, og jeg bilder mig oven i købet ind, at opdaterede kvinder finder det ret okay.
Hvorfor har 70'ernes hadefulde militskvinder så svært ved at sluge dén banan?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu