Læsetid: 3 min.

Fremmede for os selv

Debat
29. december 1997

Kun den socialt accepterede kan acceptere sig selv. Men den almindelige, 'hvide, fredelige, beskyttede, rene' samfundsborger kan få så megen støtte fra den offentlige mening, at han opgiver at danne sin egen

FOLKESJÆL
I den udlændigedebat, der føres så flittigt for tiden, er 'de fremmede' kommet til at fremstå som en trussel mod vor nationale særpræg.
Men eftersom truslen eksisterer mere i offentligheden end i virkeligheden, har man bl.a. hæftet sig ved de fremmedes fremmede påklædning og harceleret over unge piger som offentligt bærer slør.
At påklædningen, der jo skulle være udtryk for kulturel selvstændighed og rigdom, i øvrigt egner sig fortrinligt som et middel til vildledning af den danske offentlighed, behøver man blot at kaste et blik på de politiske valgkampagner for at få bekræftet.
Visse partier har lettere ved at kriminalisere 'de autonome' (der også forekommer 'den almindelige dansker' at være et usundt fremmedelement i vor sunde folkesjæl) ved at fremstille dem som maskeklædte banditter i farverige dagbladsannoncer - end at tage initiativer mod de sociale problemer, som de er et symptom på.

Outsiderfællesskaber
Som socialt udstødte deler de autonome skæbne med de berygtede indvandrerbander; de enkelte outsidere finder sammen i mindre fællesskaber, som alle står udenfor det store fællesskab.
De udgør tilsammen de mange subkulturer i modsætning til den ene kultur ('danskheden'!), og også de autonome og de unge drengebander styrker deres indre sammenhold ved at bekæmpe en ydre, fælles fjende.
I den offentlige mening anses udlændinge umiddelbart for mindreværdige og i deres opposition til det officielle Danmark - samfundet, som det foreligger i den offentlige bevidsthed - erhverver indvandrerne sig store mindreværdskomplekser og de forfølgelsesforestillinger, der følger med.
Disse følelser får udtryk, ikke i tale, men i trods, nemlig i den vold og kriminalitet som udøves af de drengebander, der - skønt de er få - offentligt repræsenterer de mange: alle udlændinge er gjort af samme, oprørske og fordærvede, stof.
Tilsyneladende er det samfundets negative vurdering, den offentlige forhånelse og mistænkeliggørelse af 'de fremmede', der skaber, om ikke udlændingeproblemet, så dog problemerne for udlændingene.

Lille - men højrøstet
Men disse udlændinge er jo ikke mere fremmede for danskerne end danskerne af og til kan være for sig selv og er ikke udstødte, i betydningen: opgivet og forsaget af det danske samfund - men kun af den nationalistisk forsnævrede højrefløj i det politiske system, altså af Kjærsgaards Danske Folkeparti og Glistrups Trivselsparti og deres loyale væbnere i folkedybet.
Den konventionelle ind-skrænkethed, som de formår at give polemisk mæle i bl.a. Ekstra Bladet, udgør tilsvarende kun en (mindre) del af den offentlige bevidsthed, men dog en særdeles højrøstet.
Jørgen Knudsen betegnede i Politiken denne smålige, hadske og feje indvandrer- og flygtningedebat som en appel "til den indre svinehund, til alt det ringe i medmennesket" og gav et signalement af "det indvandrerfrie, hvide, fredelige, beskyttede, rene Pia Kjærsgaards-Danmark", der en skønne rædselsdag kunne blive en realitet.
Blot er den evige harmoni ikke garanteret - "Det rene Danmark i en uren verden vil blive landet med jordens mest beskidte samvittighed", et land i splid med sig selv - et trivselshelvede!

Kulturens møllesten
De 'udstødte' har svært ved at se bort fra deres personlige problemer (hos flygtninge f.eks. torturlidelser og krigstraumer), som - efter de er blevet 'fremmede' og bestandigt "males mellem to kulturers grove møllesten" - tillige har karakter af et socialt problem.
Mens de socialt privilegerede, de veltilpassede danskere, normalt overser problemerne, som de ikke selv har, indtil de udstødte, der udgør problemet, gør oprør imod 'samfundet', f.eks. i drengebander eller autonome grupperinger.
Kun den socialt accepterede har mulighed for at acceptere sig selv, hvad den socialt udstødte kun kan i trods mod sin omverden og dens herskende normer.

Konventionel vurdering
Men den almindelige, 'hvide, fredelige, beskyttede, rene' samfundsborger har også gunstige betingelser for at undgå at danne sig sine egne meninger, eftersom de konventionelle vurderinger står til hans rådighed: han er 'fremmed' for sig selv blot ved at være en borger, der uden videre har overtaget de andres meninger, den offentlige mening.
De fremmede måtte helbredes for deres utilpassethed og gøres til rene danskere for helt at kunne accepteres af de veltilpassede borgere i Pia Kjærsgaard-Danmark.
Thi skulle disse danskere kunne acceptere dem som de almindelige mennesker de også er, måtte de selv helbredes for den fremmedangst og indskrænkethed, der alt for ofte følger af at være en 'almindelig dansker'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her