Kronik

Den fri vilje

Debat
30. december 1997

Kan mennesker meningsfyldt opdeles i 'segmenter'? Diskussionen svarer til striden mellem Luther og Erasmus: Vælger vi selv vores liv?

TRO & TVIVL
Hvis din nabo var en bil" er en selskabsleg. Den går ud på at gætte en person ud fra navnet på en bil. For eksempel, hvis han var en bil, var han en Ford Escort med ekstraudstyr.
Erasmus af Rotterdam og Martin Luther har af gode grunde ikke leget denne leg, men oversætter man legens navn til 1500-tallets sprogkode, ville legen omtrent hedde "Hvis din næste var en hest". Og så hersker der ikke megen tvivl om, hvordan de to ville have karakteriseret hinanden.
Erasmus havde karakteriseret Luther som en grov trækhest, fremmosende og frembrusende, men godt arbejdende. Luther på den anden side ville sige, at Erasmus var en ridehest, høj og elegant, men ingen fuldblods, kun halvblods. Eras-mus var søn af en katolsk præst.
Forskningschefen i markedsanalysefirmaet ACNielsen AIM Henrik Dahl har leget "Hvis din nabo var en bil" med hele Danmarks befolkning i sin bog af samme navn. Og han har leget det så længe og meget, at han i bogen sætter danskernes livsstil på formel.
Henrik Dahl konkluderer, at vi ikke lever noget frit, uafhængigt og individualistisk liv, men at vi derimod i alt, hvad vi foretager os, lader os diktere af den livsstil, vi tilhører.
Dermed trommer Henrik Dahl ikke bare i utakt til den toneangivende rytme, der slår fast, at individualismen har sejret. Han bidrager også til en gammel diskussion, der havde sit højdepunkt retorisk og dramatisk med de to heste Martin Luther og Erasmus af Rotterdam i hovedrollerne.
Henrik Dahls allierede er ingen ringere end reformatoren Martin Luther.

Striden stod mellem præsten og universitetsmanden Martin Luther fra Wittenberg i Tyskland og den hollandske filosof, teolog og humanist Erasmus af Rotterdam.
Stridens kerne var spørgsmålet om menneskets frie vilje. Den ene mente, at vi mennesker har en fri vilje, den anden mente det modsatte.
Og da de to herrer var teologer, var det ikke mindre end med frelsen som indsats, at de kastede sig ud i disputen.
Erasmus, der er andet end et rejselegat for flittige studenter, skrev i 1524 den lille bog Om den frie vilje. Han skrev den nok mere af tvang end af lyst, men andedammen var dengang ikke større, end at man ventede med spæn-ding på Erasmus' svar og holdning til de ting, Luther sagde og gjorde.
Erasmus havde nemlig fulgt Luther ganske langt i hans opgør mod den katolske kirke og paven i Rom. Ja, Erasmus havde endda selv sagt Rom midt imod. Men nu ville han ikke være med mere. Han brød sig ikke om Luthers sidste træk, nemlig at bryde ud af kirken. Erasmus foretrak at reformere kirken indefra fremfor at sprænge den, sådan som Luther havde gjort.
I sin bog forsvarer Erasmus den frie vilje. For ham er det en selvfølge, at mennesket har en fri vilje. For uden den ville vores liv og handlinger være meningsløse. Så ville vi ikke kunne tage ansvaret for de noder og unoder, vi laver. Uden en fri vilje ville mennesket være frataget enhver medbestemmelse over sit liv her som hisset.
Erasmus ser mennesket som et fornuftsvæsen, der nødvendigvis må kunne vælge frit. Det, der kendetegner et menneske, er, at det lever og styrer sit liv i frivillighed, og kun i den frihed findes fortjeneste og skyld; straf og belønning.
Mennesket kan gøre fra eller til, siger han, også når det gælder frelsen. Ifølge Eras-mus må mennesket yde noget til gengæld for at blive tilgivet af Gud og dermed frelst. Mennesket samarbejder med Gud på frelsen; man må som et minimum sige ja til den, mener Erasmus.
Den mindste antydning om nødvendige handlinger for at blive frelst får Luther til at fare i flint, også selvom det kun drejer sig om et accepterende ja eller samarbejde, som Erasmus kalder det.
Luthers svar på Erasmus' bog kommer året efter i 1525, og fylder i størrelsesordnen en til fire. Fyldt med retorik og gentagelser farer Luther løs på Erasmus.
Det var selvfølgelig en lækkerbidsken for den bramfri universitetsprofessor Luther at få lov til at skrive et svar til datidens største oversætter, humanist og satiriker Eras-mus og så endda kunne skrive: Du tar' fejl.
Ifølge Luther er mennesket ikke frit. Mennesket kan ikke vælge Gud eller frelsen fra eller til, som var det en forbrugsvare. Luther mener, at Erasmus gør frelsen til en handling, når han taler om samarbejde.
Frelsen er ikke en handling mennesket bagefter kan takke sig selv for, ligesom tømmermænd efter en druktur. Sådan hænger det ikke sammen, måske med undtagelse af tømmermændene. For i Luthers teologiske hoved kan mennesket ikke takke sig selv for noget som helst - og allermindst frelsen.
Luther afviser enhver tanke om gerningsretfærdiggørelse, altså at mennesket kan gøre sig fortjent til Guds tilgivelse. Det ville være det samme som at trække sig selv op ved håret.
Mennesket har ikke nogen fri vilje. Bevares, mennesket har en vilje, men denne er bestemt af noget ydre. Det klassiske billede på Luthers menneskesyn er en slagmark, hvor to magter kæmper. På den ene side er det onde, på den anden er det gode; de to magter er personificeret ved Gud og Satan.
Hvis der ikke er nogen fri vilje, så betyder det, at der er en ydre magt eller instans, der styrer mennesket. Og sådan ser Luthers verden ud. Verden er ikke tilfældig, men derimod bestemt eller determineret, og det er Gud, der sidder med fjernbetjeningen.

Erasmus bliver klaustrofobisk ved tanken om, at livet sker af nødvendighed. For Luther er det en lettelse. Der er en plan bag det hele, Guds plan.
Hele Luthers projekt er at overbevise om, at over for Gud, personificeret i Jesus, der tilgav syndere, kan mennesket hoppe nok så meget på tungen, han - Gud - er ligeglad. For det er ikke gerningerne, der tæller, det er troen.
Sådan står de altså, de to heste, trækhesten og ridehesten. I takt kom de aldrig til at gå. Deres temperamenter var for forskellige. Den ene vægtede friheden og den anden bundetheden.
I dag fortsætter diskussionen. Ikke i teologiske termer. Trods tidsforskellen, trods sprogforskelle og sækularisering er konflikten stadig til stede. Det bekræfter Henrik Dahl i 1997 med sin bog Hvis din nabo var en bil - en bog om livsstil.
Igennem hele bogen tegner han et billede af fire danskere, som først og fremmest ikke karakteriseres ved frihed, men snarere ved bundethed. Bundethed til en livsstil, der dikterer handlinger og meninger, morgenavis og folketingsstemme.
Henrik Dahl skyder med skarpt. Igen og igen bliver individualisterne trukket rundt i manegen, som eksempler på mennesker, der bilder sig ind at være frie og uafhængige.
Henrik Dahl inddeler Danmark i fire livsstilsgrupper - såkaldte segmenter.
Karikerer man typerne i grupperne, er de lette at genkende:
*Venstremanden med mobiltelefonen på vej op i firmaet, med bil der svarer til lønrammen.
*Politikenlæseren, der tager på langrend i Norge og gerne betaler ekstra, hvis det er økologisk.
*Fremskridtsmanden, der læser BT og tager med Spies til Mallorca og
*Socialdemokraten, der bliver hjemme om sommeren og følger med i lokalområdet gennem regionalavisen.

Har man en gang for-stået Henrik Dahls segmentverden, kan man hurtigt plotte venner og familie ind. Grupperne lever ikke kun forskelligt i forhold til hinanden, de lever også adskilt og i opposition til hinanden.
Uddannelse, økonomi og bolig er nogle af de faktorer, der indsætter os i Dahls system. Ud fra de fire livsstile forklarer han vores adfærd. Vi er så bundet af det livsstilssegment, vi tilhører, at Henrik Dahl kan sige, at livet er et spil med mærkede kort, hvor livsstil går i arv fra generation til generation.
Det er en livsløgn at udråbe sig selv som et uafhængigt og selvrådende individ. Paradoksalt nok dyrker vi det individualistiske, indskyder Henrik Dahl, men så gør vi det i flok.
At samfundet skulle blive mere og mere individualistisk, er noget vi bilder os ind, mener han. I takt med, at vi løsriver os fra traditionen, er vi blot mere optaget af at sætte ord på vores identitet, end vi tidligere har været.
Man kan ikke tale om en fri vilje, hvis man går ind i Henrik Dahls univers, hvor lønramme, spisetider og værdi-normer går op i fire højere enheder, ligesom man ikke kan tale om fri vilje, når Luther trækker sin almægtige Gud frem.
Luther har sin masterplan nemlig Gud, og Dahl sine livsstilskasser. De opererer altså begge med en instans uden for mennesket. Instanser, som i stort og småt bestemmer vores handlinger, unægtelig to meget forskellige instanser, Gud og Livsstilen.
Enhver tænkning, der som Luthers og Dahls indskrænker og reducerer menneskets bevægelsesrum, fremprovokerer frihedstrang, ligegyldigt om den leveres indpakket som livsstil eller som protestantisme.
Trangen til at råde over sit eget liv og følelsen af rent faktisk at gøre det, ligger dybt. Luther ville kalde den synd; Henrik Dahl ville sige, at vedkommende manglede selvindsigt, og derfor ikke kunne eller ville indrømme sin afhængighed af verden.
Men grundanfægtelsen at lige meget hvor mange kasser, de så kom slæbende med, så vil man ikke ned i en af dem, er reel nok.
Samtidig må man erkende, at det er så som så med friheden. Ser man ærligt på sit liv, må man indrømme, at ligner det ikke mors og fars, så ligner det til forveksling det liv, vennerne lever.

Anne Katrine Bjørn er cand. theol.

APROPOS
Må vi være fri?
Vi er så bundet af det livsstils-segment, vi tilhører, at forfatteren til bogen Hvis din nabo var en bil, Henrik Dahl, kan sige, at livet er et spil med mærkede kort, hvor livsstil går i arv fra generation til generation. Sådan skriver Anne Katrine Bjørn til venstre for denne spalte.
Skal en opdeling af mennesker i segmenter være meningsfyldt, forudsætter den, at menneskelige karaktertræk kommer i klynger. Med et af de nævnte eksempler: Hvis man stemmer Venstre, så suser man også rundt med mobiltelefon og i firmabil.
Jovist, sådan er der da nogle, der kan beskrives. Men det forunderlige ved mennesket er jo netop, at der er så mange, der kombinerer på en helt anden måde end segmenterne vil vide af: Den ufaglærte arbejder, der er operaelsker, forretningsmanden, der stemmer på venstrefløjen, den efter alle kunstens regler socialistisk opdragede, der allerede som 15-årig erklærer sig som ærkeborgerlig og forbliver det resten af livet. I forhold til den religiøse tro udviser mennesker en rent ud forbløffende evne til at falde anderledes ud, end omverdenen efter alle pejlemærker skulle forvente.
I dette blads spalter rasede for efterhånden 30 år siden en langvarig debat om attituderelativisme. Pointen var netop den, at folks holdninger er relative - og altså ikke absolutte. Den menneskelige karakter udgøres af en række spændinger mellem uforenelige træk, og i det hiv og slid mellem tilskyndelser lander vi i en række personlige valg og præferencer, der ikke har nogen indbyrdes "logisk" sammenhæng.
Det er sagt om mennesket, at det, der for alvor adskiller det fra dyrene, er, at det er i stand til at handle mod sine egne interesser. Ja, eller også ligger adskillelsen i, hvor mangfoldigt og - i hvert fald tilsyneladende - modsigelsesfyldt, vi gennem livet kan fastlægge interesserne.
dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her