Læsetid: 6 min.

Hitler var en højtfungerende autist

12. december 1997

Vi har forsøgt at skildre verden som Hitler så den, med ham selv i rollen som Messias, Første Verdenskrig som Det gamle Testamente og Anden Verdenskrig som det nye

ATAWOLF
Under overskriften "Onkel Atawolf i TV 2" kommenterede Georg Metz den 9. december Esben Høilund Carlsens og min fortolkning af gåden Adolf Hitler, der afsluttes med et program om forholdet til jøderne på mandag aften kl. 22.20. Metz lægger megen vægt på at beskrive det antisemitiske miljø, som Hitler voksede op i, og han sætter i den forbindelse et spørgsmålstegn ved vor anvendelse af Hitlers egen forklaring i Mein Kampf.
Som det vil fremgå af programmet, er det mere kompliceret end som så, eftersom Hitler havde en fantastisk evne til at fortrænge fakta og opbygge sine egne myter. Han var og blev en psykopat, men også psykopater er mennesker, der handler ud fra deres opfattelse af omverdenen.
Nogenlunde samtidig med udgivelsen af min bog sidste år udkom den østrigske historiker Brigitte Hamann med en yderst detaljeret analyse af Hitlers tid i Wien. Den tvang mig til at revidere min hidtidige opfattelse, men på en måde, der rent faktisk styrker min tese om betydningen af den jødiske regimentsadjudant Hugo Gutmann som den udløsende faktor bag den pludselige radikalisering af Hitlers antisemitisme i 1918/19.
Brigitte Hamann dokumenterede nemlig et hidtil overset paradoks. På den ene side kunne hun belægge, hvordan stort set alle elementerne i Hitlers senere antisemitisme stammede fra tiden i Wien, men hun kunne på den anden side også argumentere overbevisende for, at han endnu ikke havde optrådt som antisemit, da han forlod byen i maj måned 1913. Hvis han i det hele taget havde en holdning til jøder, var den snarest positiv, eftersom han var blevet hjulpet af en lang række jøder. Hvordan lader dette tilsyneladende paradoks sig nu forklare ud fra vores nutidige viden om psykologi og psykiatri?
To englændere, Laurence Marks og John Forester, havde netop fremlagt en forskningsrapport, hvori de argumenterer for, at Hitlers familielæge, Eduard Bloch, i 1895 havde foreslået hans mor at sende ham til behandling hos Sigmund Freud på et børnepsykiatrisk hospital i Wien på grund af hans aparte opførsel. Selv anser jeg Hitler for at have været en slags højtfungerende autist - muligvis med et Asperger-lignende syndrom (se hertil f.eks. Franscesca Happé: Autisme. En introduktion til psykologisk teori. København 1995). En sådan diagnose ville i al fald forklare hans fabelagtige visuelle hukommelse samt hans manglende evne til at mentalisere, dvs. tænke i realistiske strukturer.
Hans verden var fortsat præget af stærke følelsesmæssige oplevelser af Wagners drømmeverden i operaer samt efterhånden også af film som f.eks. Der Tunnel, der fik ham til at drømme om at blive arbejderfører. Alle eksisterende kilder viser en person, der er i stand til (og får lov til) at leve et liv som iagttager af - og ikke som deltager i - det sociale liv omkring ham.

Mærkelig snegl
Det samme kan konstateres for hans soldatertid. Selvom han efterhånden er en af veteranerne fra det første krigsår, bliver han ikke forfremmet som så mange andre. Han er uegnet til at lede, siger hans foresatte. Der findes beretninger om, at han blev betragtet som en mærkelig snegl, der holdt sig for sig selv, ligesom der findes kilder, som hævder, at han holdt enetaler med udfald mod jøderne. Disse er dog noget problematiske, for de stammer fra begyndelsen af 1930'rne, hvor han var på vej mod magtens tinde, og må derfor tages med et gran salt.
For mig er det helt afgørende argument, at hans umiddelbare foresatte - den jødiske regimentsadjudant Hugo Gutmann - lægger sig i selen for at opfylde et løfte om, at han skal have jernkorset af 1. klasse. Det forekommer yderst usandsynligt, at Gutmann skulle have udfoldet så store bestræbelser herfor, hvis han opfattede Hitler som en rabiat antisemit. Hertil kommer så Hitlers symbolske handling med at lægge et hovedkvarter med navnet Wolfsschlucht 2 på netop det sted, hvor han havde modtaget jernkorset i 1918.
Det var netop Hitlers mærkværdige opførsel under felttoget i Frankrig, som oprindelig førte mig på sporet af hans krigstrauma. Kommando-dagbogen og Heinrich Hoffmanns mange snap-shots fra denne tid dokumenterer, at han i langt højere grad interesserede sig for den symbolske 'ophævelse' af nederlaget fra Første Verdenskrig end for at føre den igangværende krig.
Når han f.eks. besøgte sine generaler, var han mere interesseret i at fortælle dem om sine oplevelser fra Første Verdenskrig end for at høre dem fortælle om den igangværende krigs gang - og han tog på sight-seeing til de slagmarker, hvor han havde kæmpet i 1914-18.

En tysk Messias
Adolf Hitler opfattede tydeligvis sig selv som en tysk Messias, hvor Første Verdenskrig så at sige var Det gamle Testamente, mens han med sine gerninger skabte Det nye Testamente med Richard Wagners operaer som drejebog. Det var krigstraumet, som rev ham ud af hans rolle som iagttager og udløste en trang til at være socialt aktiv. Samtidig forblev han dog en højtfungerende autist resten af sit liv, samtidig med at det lykkedes ham og hans 'apostle' at iscenesætte virkeligheden, så den kom til at ligne hans vanvittige forestillingsverden. Dette kunne lade sig gøre, fordi han ikke var den eneste, som led under traumet fra den tabte Første Verdenskrig.
Applicerer man moderne viden om trauma-ramte personer på Adolf Hitler, bliver hans forhold til Gutmann pludselig forståeligt. De føler sig skyldige i det trauma, der har ramt dem, fordi de tror på, at det er en straf for en personlig synd, de har begået. I Hitlers tilfælde var synden, at han ikke havde været antisemit i tide, men oven i købet havde ladet sig 'købe' af en jøde for at få det eftertragtede symbol på mandighed og mod: Jernkorset af 1. klasse. Bare fire dage senere var den tyske hær på vild tilbagetog - og krigen allerede reelt tabt.
Og hvad gjorde Gutmann? Han flyttede væk fra sine folk i forreste linie og tog plads bag et ufarligt skrivebord langt fra fronten, hvor han ikke blev udsat for giftgas. Denne 'erkendelse' voksede frem hos Hitler efter hans principielle beslutning om at 'gøre noget' for at råde bod på sin synd. Derfor blev jernkorset også hans private amulet i kampen mod jøderne - og derfor var hans holdning til jøderne allerede fra 1918/19 radikal (omend fortsat yderst teoretisk): De måtte væk.

Billedskabt virkelighed
I sin kommentar beklager Georg Metz endvidere, at Esben Høilund Carlsen og jeg er "faldet for diverse forkortninger i forklaringerne". Vi er ikke uenige i dette synspunkt, men det har været et økonomisk spørgsmål, eftersom TV2 ikke har det samme store budget som f.eks. BBC, hvis nye store serie om Det tredje Rige har kostet omkring 10 mill. kr. pr. afsnit af en times varighed.
Til gengæld har vi forsøgt at skabe noget, der mig bekendt aldrig har været vovet før. Vi har udnyttet mediets muligheder for at skildre verden set med Hitlers egne øjne ud fra en filosofi om, at enhver handler ud fra sin private 'sociale konstruktion af virkeligheden', ligesom vi helt bevidst har lagt vægt på, at vi først og fremmest skulle fortælle historien ud fra den vigtige del, der hedder den billedskabte virkelighed. Det har været svært, og det er ikke lykkedes at gøre det helt tilfredsstillende overalt i programmerne. Alligevel håber vi at have demonstreret mulighederne for både nytænkning og seriøs historieformidling i det ellers så forkætrede fjernsyn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu