Læsetid: 4 min.

Hitler led af mindreværd

Debat
30. december 1997

'Det blege menneske' vil ikke være ved, at han er, hvad han er. Han kan ikke tåle tanken om sin ugerning, og kan ikke lade være med at begå den

ATAWOLF
TV-serien Atawolf: Gåden Adolf Hitler, der er baseret på Stig Hornshøj-Møllers bog Førermyten (fra 1996), har affødt en del avisdebat. "Hvorfor" spørger Georg Metz i Inf. (9. december 97) "udviklede dette kønne lille østrigske
storøjede barn med trutmund og små tykke pusselanker sig til et af historiens mest hensynsløse monstre?"
Hornshøj-Møller prøver så at komme med nye indfaldsvinkler til belysningen af Hitlers rabiate antisemitisme og hans i øvrigt så komplicerede psyke (Inf. 15. december 97). Han prøver at nuancere den lidt vage diagnose, psykopati, med at betegne ham som "en slags højtfungerende autist", hvad der jo kan synes meget plausibelt.

Hitlers tilfælde
Men nu vi er i gang med at psykoanalysere Hitler, så er der jo også mange andre sygdomsbilleder, der kunne passe på Hitlers tilfælde, som for eksempel den narcissistiske personlighedstype. På det helt basale niveau svinger narcissisten mellem grandiositet - en følelse af almagt - og mindreværd. Andre karakteristika er moderbinding, manglende empati og overfølsomhed over for andres vurderinger. C. G. Jung var forøvrigt af den opfattelse, at mindreværdsfølelsen, eller mindreværdskomplekset spiller en stor rolle i Hitlers psykiske make-up. Han kalder ham ikke narcissist men hysteriker, og det kan hænge sammen med, at den narcissistiske forstyrrelse ikke var særlig udforsket på det tidspunkt, men de to sygdomsbilleder har mange træk tilfælles. Og Jung turde vel være den bedst placerede til at udtale sig om førerens psykologi, i og med at han faktisk har mødt ham 'in the flesh'. Der kom dog ikke noget ud af dette 'møde'; Jung beskriver Hitler som et fugleskræmsel, et skelet med tøj på, uden noget menneske inden under, og han skyndte sig væk. Først efter Hitlers død og Det Tredje riges sammenbrud prøver han i artiklen "Nach der Katastrophe" (GW 10) at analysere hvordan det kunne gå så galt i et civiliseret europæisk land.
Ifølge Jung kan Hitler betragtes som legemliggørelsen af alle menneskelige mindreværdigheder - utilpasset, uden håndelag for noget, ansvarsløs, barnagtig i sine fantasier, - og ved mindreværdsfølelsen skal man forstå mindreværdig følelse, det er nemlig følelsen - evnen til indføling og følsomhed - der er uudviklet. Jung kommer frem til at diagnosticere Hitler som hysteriker, og dermed tænker han på den kliniske betegnelse og ikke skældsordet.

Det hysteriske menneske
En hysteriker har en eminent evne til at undertrykke og fortrænge; hvad han ikke vil se, det ser han vitterlig ikke, hvad han ikke vil høre, det hører han ikke osv. som kan føre til en total personlighedsspaltning, hvor den ene hånd faktisk ikke ved hvad den anden gør. Man er selvfølgelig totalt uvidende om sine skyggesider, det skamfulde og mindreværdige projiceres over på jøder og andre ikke-ariere, man kender kun sine gode motiver, og hvis man ikke mere kan lyve sig fra de dårlige, så påtager man sig rollen som det skrupelløse "over- og herremenneske", der føler sig adlet gennem sine ophøjede mål og idealer. Når man tænker på, at Nazisterne anså Nietzsche for bevægelsens profet bl.a. på grund af hans teorier om overmennesket, som findes i "Also Sprach Zarathustra", så er det interessant, at Jung henviser til skikkelsen "den blege forbryder" i samme værk for at give et billede på det hysteriske menneske. Han vil ikke være ved, at han er hvad han er, siger Jung. Han kan ikke tåle tanken om sin ugerning, lige så lidt som han kunne lade være med at begå den. Og han viger ikke tilbage for at bilde sig selv ind, at han ikke har begået den:
"Et billede fik den blege mand til at blegne. Sin gerning var han jævnbyrdig, da han fuldbyrdede den: men billedet af den tålte han ikke, da den var fuldbragt." (...). Således siger den røde dommer: "Hvorfor myrdede denne forbryder? Han ville røve."
Men jeg (Zarathustra) siger jer: hans sjæl ville blod, ikke rov: han tørstede efter knivens lykke! Men hans stakkels fornuft begreb ikke denne galskab og overtalte den. "Hvad skal du med blod!" råbte den; "vil du ikke i det mindste røve lidt? eller tage hævn?"
Og han lyttede til sin stakkels fornuft: som bly lå dens tale på ham - da røvede han, dengang han myrdede. Thi han ville ikke skamme sig over sin galskab. Og nu ligger atter hans brødes bly på hans skuldre, og atter er hans sølle fornuft så stivnet, så lammet, så tung. Hvis han blot kunne ryste på hovedet, så ville byrden falde ned: men hvem vil vel ryste dette hoved." (Således talte Zarathustra, fra Første Del, s. 31 ff.)
Det giver et billede på hysterikerens totale personlighedsdissociation, der er ikke noget center, noget selv, der "kan ryste på hovedet".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her