Kronik

Hjem fra Afrika

2. december 1997

Hjemrejse i en turbulens, der ikke bare er fysisk. Har vi danskere udviklet en evne til at skjule vores kortsynede, grådige handlinger bag pæne, sympatisk smilende ansigter uden afslørende ar?

TRO & TVIVL
Stadig med Afrika på nethinden er jeg på vej tilbage mod Danmark i en Boing 747, hvis lastrum er fyldt af masker med voldsomme ansigtsudtryk tro mod hver sin afrikanske gud, og jeg er pinligt bevidst om, at ikke alle guderne vil os det bedste.
Mens vi falder gennem nattehimmelen ser jeg dem for mig, grotesk forvredne træfjæs med hårdtpumpede, vrede læber, gennemsnittede kønsdele i grelle farver, som i turbulensens favntag gnider sig liderligt mod jumbojettens skrøbelige aluminiumskrop. Måske er der oven i købet gået liv i maskerne heroppe over skyerne, hvor grænserne mellem liv og død ikke er så pedantiske, måske råber de magiske besværgelser i munden på hinanden, mens vi sidder intetanende i vores flysæder og lader, som om livet er ligeså ukompliceret som musikken, der strømmer ud fra høretelefonerne ind i vores klinisk rensede øregange.

I min første danske avis gennem længere tid læser jeg om "fødevarernes nødvendige forøgede hyldeliv" for at "maksimere varernes kundeeksponering". Der er også et billede af en dansker i jakkesæt med åben mund. Han ligner selv en vare, hverken køn eller grim, men hygiejnisk som de fødevarer, landbruget i årtier har leveret i stadig mere standardiseret form. En nydelig ensformighed, som ganske har forpestet vores grundvand, udvisket linierne i vores fælles landskab og frataget vores fødevarer deres værdi.
Men i et samfund, hvor "renlighed" udgør en anselig del af livets mening, har denne stilfærdige massakre mod det danske landskab ikke forhindret vores dronning i at udstyre det giftbaserede landbrugs chefideologer med nationens fineste ordener som tak for deres indsats mod og manglen på lydhørhed over for naturen. Burde landbrugets ledere ikke tage deres hædersbevisninger op af skuffen og gå ud i det forpinte landskab, som er det sørgelige resultat af deres virkelyst, og give diverse ridderkors samt en undskyldning til de økologiske bønder, som de i årevis har hånet som verdensfjerne drømmere? Verdensfjerne drømmere præcis som vi rejsende, som får foræret tvivlens nådegave af det endeløse himmellandskab over Afrika, befriet som det er for værdiladede monumenter. Mennesker, som ikke ejer evnen til at tvivle, er ofte skræmmende effektive. Det er jeg sikker på, ti millioner danske svin med glæde ville skrive under på, hvis deres vogtere ellers havde tilladt dem plads nok til at bevæge håndledet... tænker jeg, mens flyet vakler henover den afrikanske nattehimmel, som var vi i virkeligheden på vej over en efterårsvåd dansk pløjemark i en gammel Massey Ferguson med nedslidte slid-baner.
Præcis som piloterne, der fører denne gigantiske jernfugl tilbage ad trækfuglenes gamle rute mod Europa, havde landmændene en smuk tradition for at være individualister og ikke flokdyr, som lod sig føre i ulykke af dårlige ledere. At akademikerne svigtede, er en hån mod det samfund, som har betalt deres uddannelse, men at hænderne derude på marken, som har arbejdet med jorden i generationer, i løbet af nogle få årtier for ussel mammon lod sig bestikke til at forgifte mulden er ødelæggende for os alle... også mentalt.

Hvad er det for et samfund, denne jumbojet vakler imod i en turbulens, som ikke kun er fysisk? Er det viseligere indrettet end det afrikanske, jeg netop har forladt? Eller har vi bare udviklet en evne til at skjule vores kortsynede, grå-dige handlinger bag pæne, sympatisk smilende ansigter uden afslørende ar?
Engang imellem frygter jeg, at Danmark er ved at udvikle sig til et diktatur, hvor demokratiet er på mode. Og at vi endte i diktaturet, skyldes ikke mangel på demokratiske institutioner, men en ulyksalig hang til pænhed og ensrettethed, som begyndte i al uskyldighed, men som er endt i terror. Hvordan kunne dronning, intelligentsia, centraladministration, hele det officielle Danmark med bøndernes velbarberede ledere i spidsen undgå at se, hvad hippierne har råbt og skreget og sunget poetiske sange om siden tresserne? Er det et sundt samfund, hvis top er så bombastisk i sin tro på egen ufejlbarlighed, at den har mistet evnen til at lytte til folk, der ikke færdes i dens egne cirkler?
Uden for flyets vinduer kan jeg se hidsige lyn mellem natteskyerne. Jeg glemmer altid at spørge, om fly kan tåle at blive ramt af lyn, når jeg er nede på jorden. Heroppe tør jeg ikke spørge. En ældgammel, jødisk kvinde i sædet ved siden af mig påstår hårdnakket, at de sorte i hendes afrikanske hjemland endnu ikke ville have opfundet hjulet, hvis de hvide havde sejlet direkte til Indien i stedet for at gå i land på Kap det Gode Håb og derved starte koloniseringen af det sydlige Afrika.

Har hjulet gjort os lykkeligere? tænker jeg forvirret, mens den gamle kvinde glider ned af sædet og lægger sig udstrakt på flyets gulv, kort og bombastisk som sine ord. Hun lukker øjnene, og straks går lyset i kabinen ud, som var vi alle indespærret i den gamle kvindes hoved. En amerikansk film kiler sig ind i vores nat. To skuespillere ser længe på hinanden med en glæde, som ikke skyldes kærlighed, men det fyrstelige honorar, de bliver betalt for at bilde os ind, at de elsker hinanden.
Jeg ser i stedet ned på den sovende kvinde på flyets gulv. Kun negermaskerne i last-rummet og nogle få centimeter aluminium skiller hende fra en skæbne som fald-skærmsudspringer uden fald-skærm over det sorte kontinent, som gav hende et nyt hjem, da de blegnæbede na-zister begyndte at "udrense" Europa. Hendes smukke, jødiske ansigt er så afklaret i søvnen, at jeg opgiver at genoptage vores hidsige diskussion om racernes intellektuelle formåen, når hun vågner op over det Europa, som for kort tid siden brændte hendes folk i specialdesignede ovne uden at føle, at de af den grund fjernede sig fra deres gud.
Men flyet kaster stadig sin nervøse skygge på de rødlige skyer over det Afrikanske kontinent. I 10.000 meters højde flyver vi henover Zaire, hvor de fleste af træhovederne i jumboflyets lastrum er skabt af hænder, som aldrig har åbnet døren til en dansk industrigrisestald og hørt stilheden syde med overtoner fra fortidens gennemsystematiserede, tyske udrydelseslejre.
For præcis som dengang, Hitler regerede, defineres renhed i Nordeuropa stadig som fravalg af mangfoldighed. Når vi renser vores køleskabe med dyrt indkøbte væsker, og den hvide plastic i køleskabets indre til sidst skinner fri for al smuds, føler vi os som gode mennesker. Når vi har friseret livet ud af vores haver med håndkraft eller små jovialt udseende plasticbeholdere med dødeligt indhold, føler vi os lydige mod guden. Vi higer efter uniformering. Vi insisterer stædigt på at være hinandens spejlbilleder, for derved bliver vi hinandens alibi over for tvivlen. Og tvivlen er ikke vores ven. Tvivlen er en skakt direkte ned i helvede.

Derfor føler vi enhver afvigelse som en trussel. Det lange græsstrå midt på en plysset plæne må straks trimmes for at holde gejsten oppe hos de forklippede. Ørnen bør ikke lande blandt gråspurve. Kornblomsten skal ikke blande sig med kornet, men pænt holde sig på sine egne, beskedne kvadrater. Tanken om ukontrollabel vækst er uudholdelig og kan få os til at vågne midt om natten med følelsen af at gennemleve en personlig krise.
Det sker, at vi føler, at vi har fået skabt orden i naturens kaos. Omsider tør vi slappe af og nyde, hvad vi har skabt. Og det gør vi så og skræmmes over det, vi ser, for vi ser kun tomhed. Al naturens fortælleglæde er ætset bort og erstattet af monotoni... asfalteret med græs kunne man vel sige. Så er det, øllerne kommer på bordet. Hjernen skal sløves, så livet bliver til at holde ud og urtikkene ikke stikker for dybt i det skuffede kød. Drikker man rigtig mange af dem, kan man komme i kontakt med "ukrudtet i én selv", og bliver man ved at drikke, kan mangfoldigheden igen få lov at vokse op omkring de trykim-prægnerede huse, mens man "sover rosen ud".

Please fasten your seatbelts... Angsten for landingen får tankerne i mit hoved til at falde over hinanden som dominobrikker i et jordskælvsområde. Pludselig bryder kæmpeflyet fri af skyerne og kaster en skygge på det hav omkring Danmark, som indtil videre er undsluppet vores morderiske trang til orden. Vi har endnu ikke lagt det i rør. Der er rygter om dyr nede i dybet, som ikke har fået ensrettet deres arvemasse. Der skyller stadig skaller op på stranden, som ikke er produceret af tvangsforflyttede tibetanske børn i asbestfyldte lokaler i den monotone skygge af endnu et fejlplaceret atomkraftværk.
Så hører havet pludselig op og iklædt sine efterårskvadrater breder Danmark sig beredvilligt ud under os... så nem at gøre fortræd. Ingen trodsige bjergkæder, ingen arrogante ørkner, en fladbarmet hverdagskrop, som er alt for velafrettet til at anklage nogen for voldtægt.

Forunderlige verden. Min første morgenstund i København bliver jeg vækket af politisirener. Gennem vinduet ser jeg en politieskorte, som ledsager en statsmand gennem byen med hylende sirener og kaskader af blå blink. Kan det være Clinton, eller har han ikke lige været her, Blair måske? Pludselig opfatter jeg et glimt af statsmændene i limousinerne. De har rygmærker på. Har jeg virkelig været så lang tid væk, at stenbroens magthavere og de bonede gulves har byttet plads? Går de bløde mænd i habitter nu rundt og sælger narko på gader og stræder, mens rockerne har overtaget charmeoffensiven for de hygiejniske danske landbrugspodukter? Har mændene med rygmærkerne omsider forstået, at man ikke behøver at være kriminel for at score kassen? Og måske ender det med, at hoffet placerer et ridderkors på rockerbryst, som et ekstra lille, forfinet panser til at beskytte hjertet?
Min afrikanske maske har danset så kærligt med de andre masker i jumbojettens bug, at den har brækket det yderste af næsen, præcis som det skete for mig selv på et diskotek i Århus for mange år siden.
Da jeg hænger det braknæsede fjæs op på væggen, får jeg en underlig hovedløs fornemmelse, som var det sorte ansigt i virkeligheden mit eget.
Hovedløs går jeg ud i den første snebyge over Danmark.

Jon Bang Carlsen er filminstruktør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu