Læsetid: 5 min.

Hjerteblod for SF

30. december 1997

EU-udvidelsen burde formes sådan, at de lande, der ikke står forrest i køen, skal have størst støtte

ET NYT EUROPA
En udvidelse af EU mod øst er hjerteblod for SF. Lige siden jerntæppets fald har SF's vision været et helt Europa, der kan og vil samarbejde om konkrete grænseoverskridende problemer.
Når udvidelsen er hjerteblod for SF betyder det, at det skuffende udvidelsesperspektiv i Amsterdam-traktaten spiller en helt afgørende rolle for SF's nej til traktaten. I konsekvens af den nye traktat kan der kun optages fem nye øst- og centraleuropæiske lande, hvad der lægger op til nye sociale skel i Europa. Topmødet i Luxembourg har ikke ændret dette billede, men har tværtimod cementeret den særegne logik, der ligger i Amsterdam-traktaten.

Ny klassedeling i Europa
At udvidelsen er så vigtig for SF, bunder ikke i snævre, egoistiske markedshensyn, men derimod i grundlæggende sikkerhedspolitiske årsager. Det er en historisk chance for at skabe et økonomisk samarbejde i Europa, som afløser for tidligere tiders koldkrigeriske militære logik, men det forudsætter, at der ikke skabes nye skel mellem landene i Europa, sådan som både NATO-udvidelsen og Amsterdam-traktaten lægger op til.
Hvis EU virkelig skal være en del af det fredens projekt, den danske regering forsøger at lancere deres ja til Amsterdam-traktaten med, forudsætter det ganske enkelt, at EU ikke fortsætter fortidens dårlige vane med at skabe delinger i Europa. Det forudsætter også, at EU's mest unions-ivrige lande dropper ambitionen om, at EU skal være en egentlig union.
Hvis perspektivet med udvidelsen er sikkerhedspolitisk og visionen er, at EU skal være dynamoen i skabelsen af helt Europa, er Amsterdam-traktaten en stor skuffelse. Officielt har det politiske formål med en ny traktat været at skabe grundlaget for en udvidelse mod Øst, men regeringscheferne har besluttet, at der kun kan udvides op til maksimalt 20 lande. Hvis der skal optages flere, skal der indkaldes til en ny regeringskonference med de problemer, der bliver en konsekvens heraf.
Samtidig hævder De Forenede Ja-partier, at en vedtagelse af Amsterdam-traktaten er selve forudsætningen for, at optagelsesforhandlingerne kan gå i gang. Men virkeligheden er den, at optagelsesforhandlingerne går i gang i begyndelsen af 1998, helt uafhængig af Amsterdam-traktatens skæbne ved folkeafstemningen i Danmark. På den baggrund kan et ja til traktaten kun ses som et ja til, at der lægges loft på hvor mange lande, der kan komme med i EU. Det drejer sig om maksimalt fem nye lande plus Cypern, hvorefter der er en overhængende fare for, at optagelsen af nye lande går i stå. Der lægges derfor ikke op til et helt Europa, men derimod til en ny klassedeling mellem de lande, der kommer med i første omgang, og de lande, der ikke kommer med.

Glidende medlemsskab
Fordi det er hjerteblod for SF, kan vi ikke acceptere en sådan udvikling. SF's krav har hele tiden været, at de ansøgerlande, der ikke kan komme med i første omgang, skal tilbydes et glidende medlemsskab. Vores tanke er, at alle de østeuropæiske ansøgerlande skal med i samarbejdet, uden at de nødvendigvis behøver at blive fuldgyldige medlemmer.
Hvis udvidelsesforhandlingerne ikke skal føre til en ny klassedeling i Europa, men derimod rumme en økonomisk solidaritet med de fattigste østeuropæiske lande og en stabilisering af den demokratiske udvikling i Europa, skal alle ansøgerlandene inddrages i det politiske samarbejde i EU. Hvis ambitionen med udvidelsen bygger på solidariske og sikkerhedspolitiske hensyn - og ikke reelt på tanken om nye markeder for Vesteuropas storindustri - synes den mest plausible løsning at være SF's tanke om glidende medlemsskaber for de ansøgerlande, der ikke indledes realitetsforhandlinger med.
Den danske regerings svar på det skuffende resultat fra Amsterdam har været, at optagelsesforhandlingerne med ansøgerlandene skulle påbegyndes på én gang, som det så smukt hedder i regeringens memorandum fra 1995. Men også dette figenblad er nu revet væk, idet topmødet i Luxembourg ikke ændrede nogetsomhelst ift. Amsterdam-traktaten. Der indledes alene realitetsforhandlinger med Kommissionens favoritlande, mens de resterende ansøgerlande har fået nogle pæne ord med på vejen og ikke så meget andet.
På Kommissionens initiativ - og med hovedparten af de andre medlemslandes støtte - er det besluttet, at der kun skal indledes realitetsforhandlinger med fem ansøgerlande (Polen, Ungarn, Estland, Tjekkiet, Slovenien) plus Cypern. Det er i direkte modstrid med beslutningen fra regeringschefernes topmøde i Madrid i 1995, hvor det blev fastslået, at optagelsesforhandlingerne skulle indledes med alle ansøgerlandene på samme tid, men endnu værre er det, at der hermed lægges op til klar favorisering af de bedst stillede ansøgerlande.
Denne favorisering ses også i EU's praktiske forberedelser af udvidelsen. Der lægges op til, at favoritlandene skal modtage massiv støtte på landbrugsområdet og via strukturfondene, mens de resterende ansøgerlande kun får relativt beskedne beløb. EU-systemet og de fleste medlemslande satser med andre ord ensidigt på nogle enkelte lande, mens de resterende ansøgerlande får mere end almindeligt svært ved inden for overskuelig fremtid - hvis nogensinde - at blive medlemmer af det forjættede EU.
EU-elitens logik er for mig at se helt vanvittig. Det burde vel være omvendt, nemlig sådan at de lande, der ikke står forrest i køen, skal have den største støtte for på den måde at blive rustet til et fremtidigt medlemsskab af EU.

Nej til et delt Europa
Da Amsterdam-traktaten så dagens lys, var jeg meget skeptisk ift. udvidelsesperspektiverne. Desværre må jeg sige, at de efterfølgende beslutninger kun kan styrke mig i den opfattelse, at EU med Amsterdam-traktaten svigter de svageste og fattigste lande i Østeuropa - at Europas politiske elite er i gang med at skabe en ny klassedeling i Europa, hvor koldkrigens jerntæppe erstattes af et sølvtæppe mellem de an-søgerlande, der kommer med og de, der muligvis aldrig kommer med i EU.
Et dansk ja til Amsterdam-traktaten er altså lig med et ja til et fortsat delt Europa og et nej til en økonomisk sikkerhedspolitik i Europa.
SF vil derfor bruge et nej ved den danske folkeafstemning til at kæmpe for et helt Europa. Alle ansøgerlandene skal have klare garantier for optagelse i EU, og de lande, der ikke kan komme i første omgang skal sikres glidende medlemsskaber, men også garanteres ordentlig støtte på landbrugsområdet m.v. for at sikre, at de økonomisk har mulighed for at blive medlemmer af EU hurtigst muligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu