Kronik

Højrebølgen sociologisk set

Debat
17. december 1997

Et samfund præget af regelløshed eller en mangfoldighed af regler kan føre til angst og forvirring

SOCIALT SET
Noget tyder på, at en politisk højrebølge i øjeblikket ruller hen over Danmark. I medierne, såvel de skrevne som de elektroniske, optager dette fænomen ganske megen plads. Valgforskere og andre eksperter forsøger efter bedste evne at forklare om baggrunden for det tilsyneladende højreskred i befolkningen, som i hvert fald på overfladen handler om antallet af flygtninge og indvandrere i Danmark. Diverse meningsmålinger fortæller os, at Dansk Folkeparti vil opnå et skræmmende stort antal mandater, hvis der blev afholdt folketingsvalg netop nu. Sammen med Fremskridtspartiet vil Dansk Folkeparti ifølge meningsmålingerne kunne skaffe sig mellem 20 og 30 mandater alt efter hvilken meningsmåling, der er tale om.
De etablerede politiske partier ser med blandede følelser på Pia Kjærsgaards aktuelle vælgeropbakning. Ikke mindst blandt indflydelsesrige socialdemokrater ser man på udviklingen med stor alvor. En væsentlig del af Pia Kjærsgaards nye vælgere kommer nemlig fra Socialdemokratiet. Regeringen valgte derfor for nylig at foretage en taktisk ministerudskiftning. Birte Weiss måtte vige pladsen som indenrigsminister for Århus-borgmesteren, Thorkild Simonsen, der vurderes at kunne rette op på regeringens flygtninge/indvandrerprofil og bringe skeptiske socialdemokrater tilbage i folden.
Man ræsonnerer vel, at Thorkild Simonsen med sin direkte og uakademiske facon kan genetablere forbindelsen til vælgerne, og dermed mindske den følelse af afmagt, som må formodes at ligge bag en del af vælgerflugten.

Når de politiske kommentatorer og valg-eksperter bliver bedt om at forklare stemmeskredet i befolkningen går specielt to vendinger igen. Eksperterne er mere eller mindre enige om, at højrebølgen kan forklares under henvisning til befolkningens oplevelse af utryghed og usikkerhed. Stadig flere mennesker er utrygge og usikre som følge af antallet af fremmede i Danmark, den generelle internationalisering af samfundet med EU og andre organer eller professionaliseringen af det politiske liv. Sådan lyder meldingen ofte.
Ingen af disse forklaringer på danskernes usikkerhed kan vel siges at være forkerte. Tværtimod rammer de nok for mange menneskers vedkommende ind i kernen af det, usikkerheden og utrygheden drejer sig om. Men det er enkeltstående og isolerede begrundelser, som - deres rigtighed til trods - ikke er er forbundet med en generel analyse eller beskrivelse af samfundet og dets forandringsprocesser. Det er min opfattelse, at baggrunden for - og dermed en væsentlig del af årsagerne til - den aktuelle politiske højrebølge kan forstås i lyset af mere generelle forestillinger om samfundets udvikling. Vi kan med andre ord lære noget af sociologien.
Sociologien har forsynet os med en række aldeles glimrende teorier om samfundets udvikling, som kan give gode forklaringer på det fænomen, vi kalder for højrebølgen.

Et godt sted at begynde er hos en af sociologiens fædre, franskmanden Emile Durkheim (1858-1917).
Durkheim var optaget af de processer, der karakteriserer overgangen fra det såkaldt før-moderne til det moderne samfund. I denne forbindelse interesserede han sig specielt for, hvilke kræfter der holder samfundet sammen på forskellige historiske udviklingsstadier.
De primitive samfund, siger Durkheim, er segmenterede. Det skal forstås sådan, at de består af klart afgrænsede fællesskaber, som er homogene, og hvor der hersker en udpræget lighed mellem individerne. Den enkeltes individualitet befinder sig på et så lavt niveau, at behovet for frihed og selvstændighed kun i ringe grad er til stede. Durk-heim siger, at primitive samfund er præget af mekanisk solidaritet, og at denne solidaritetsform er kittet, der forhindrer samfundets opløsning. Der er ikke tale om specialisering; menneskene ligner hinanden, de har samme fædigheder og kulturelle udtryk. Det er denne lighed og nærhed, der holder samfundet sammen. Man tiltrækkes af det kendte.
I det moderne samfund er situationen anderledes. Her er der tale om en omfattede arbejdsdeling og specialisering. Mennesket er heller ikke bundet til særligt homogene grupper. Tværtimod kan det moderne menneske bevæge sig på tværs af mange forskellige sociale grupperinger. Individerne bliver meget forskellige, men det betyder ikke, at samfundet falder fra hinanden. Der opstår ifølge Durkheim en gensidig afhængighed mellem menneskene, som forhindrer samfundets kollaps. Det kalder han for organisk solidaritet.
Durkheim var bekymret over samfundets udvikling og den tiltagende individualisering, der prægede fremkomsten af det moderne samfund. Denne individualisering skyldtes, at samfundets normmæssige værdisystemer med tiden blev vristet fri af kirkens totale dominans og dermed gradvist blev fragmenteret i en række forskellige værdisystemer. Denne udvikling rummede ifølge Durkheim farlige og negative elementer. Værdissystemets sekularisering førte til en situation med normløshed (anomi) samt
rodløshed og angst.
Durkheims analyser af overgangen fra det før-moderne til det moderne samfund står i dag som klassikere i den sociologiske litteratur. Og med god grund. Fra Durk-
heims analyser kan man hente inspiration til forståelsen af en række moderne samfundsmæssige fænomener som for eksempel den aktuelle højrebølge i den danske befolkning. Et samfund præget af normløshed eller måske snarere norm-pluralisme kan føre til angst og forvirring.
I en situation hvor mennesker er usikre og søgende, og hvor samtidig medierne opskræmte og hysteriske fortæller os om den trussel, som flygtninge udgør mod det danske velfærdssystem, får bestemte og ofte meget enkle politiske forestillinger og karismatiske figurer gode kort på hånden. De, der kan give folk en forholdsvis forenklet foreståelseramme og tilbyde simple løsninger på samfundets ofte meget komplekse problemer, får lettere ved at vinde folkelig opbakning.
I et sådant perspektiv er det forståeligt, hvorfor et parti som Dansk Folkeparti tilsyneladende nyder en så stor folkelig opbakning, som tilfældet er. Partiet foreslår en simpel strategi, der handler om at lukke dørene for de fremmede og vende det døve øre til al moderne snak om EU og internationalisering. I Danmark skal vi passe os selv og klare vore egne problemer. Hvorfor bekymre os om alt det komplicerede udenfor? Den politiske strategi går ud på at præsentere et forenklet verdensbillede, der kan give usikre og bekymrede danskere ro i sjælen.

En anden klassisk sociolog, som vi kan lære af, er Talcott Parsons (1902-1979). Parsons var optaget af mange ting blandt andet også af værdisystemets sekularisering.
Det er en central antagelse i Parsons teori, at der under de normer, som styrer og regulerer individernes adfærd i bestemte roller findes et grundlæggende værdisystem. Uden et sådan værdisystem, siger Parsons, kan samfundet ganske enkelt ikke hænge sammen. Men ligesom Durk-heim mente Parsons, at værdisystemet sekulariseres og differentieres i forbindelse med overgangen fra det før-moderne til det moderne samfund.
Parsons mente, at dette både skaber grobund for individualisme og autonomi, men også for rodløshed, angst og usikkerhed.
I forlængelse af denne samfundsdiagnose studerede Parsons, hvordan højreradikale og populistiske bevægelser har udnyttet moderniseringens værdiopløsning. Han påviste, at de såkaldt højreradikale og populistiske personligheder og bevægelser kunne anvende samfundets generelle værdiopløsning som et springbræt til at opnå væ-sentlig politisk indflydelse. En indsigt, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen den aktuelle danske situation taget i betragtning.

Dansk Folkeparti har anlagt den politisk smarte og samtidigt meget kyniske strategi, at man på den ene side puster til ilden og holder liv i myten om flygtninge/indvandrer truslen mod det danske velfærdssamfund. På den anden side tilbyder partiet en simpel løsning på problemet: Smid dem ud!
Partiet tilbyder at reducere den usikkerhed og oplevelse af risiko, som dets frontfigurer selv er med til at holde liv i.
Når Dansk Folkeparti oplever en så stor vælgeropbakning, hænger det altså blandt andet sammen med, at partiet er med til at holde liv i de myter, som er politisk formåltjenlige. Det kan sociologisk set forstås som en væsentlig del af forklaringen på partiets skræmmende opbakning i den danske befolkning.
Ethvert fremtidigt forsøg på at dæmme op for højrebølgen må derfor blandt andet handle om at punktere myter. Her har samfundsvidenskaben og ikke mindst sociologien en vigtig rolle at spille.
På den måde undgår vi, at den politiske debat føres på et forkert grundlag, og dermed at populistiske bevægelser og personligheder kynisk udnytter usandheder i en politisk strategi.
Det er udtryk for manglende politisk mod at følge i halen på den generelle folkestemning. Politikere må have modet til at se det moderne samfund med al dets kompleksitet og tilsyneladende forvirring i øjnene og handle offensivt i forhold til det. Regeringen må vise vejen til et samfund, der positivt udnytter moderniseringsprocesserne og ikke lade sig presse i defensiven af populistiske bevægelser.

Søren Kristiansen er Ph.D. stipendiat ved Institut for Sociale forhold og Organisation, Aalborg Universitet.

APROPOS
Risikosamfundet

Den tyske sociologiprofessor Ulrich Beck (f.1944) har i bogen Risikosamfundet påvist, at det moderne samfund ikke blot er storproducent af varer, tjenester og goder, men også af forskellige risici. Som eksempel nævner Beck ressourceforbruget, der er ved at føre os mod økologisk katastrofe.
Der er også militære risici, og det man kunne kalde for sociale risici: Store befolkningsgrupper lever ekskluderet fra det etablerede samfund eller i en overhængende fare for social eksklusion. Beck stiller sig kritisk over for moderniseringens landvindinger og hævder, at hvor mennesket tidligere måtte sørge for at få mad på bordet, består den væsentligste opgave nu i at undgå de lurende katastrofer.
Becks analyse peger på, at i en sådan situation får den politiske debat karakter af en kamp om at definere, hvilke trusler er de farligste, og hvordan vi kan undgå dem. Den politiske debat bliver vidensafhængig og sårbar i forhold til rygtedannelser.
Netop flygtninge/indvandrerområdet er præget af usandfærdige rygter og myter. Medierne har spillet en yderst aktiv rolle, f.eks. ved historier om invandrerfamilier, som modtog offentlige ydelser af et urimeligt stort omfang. Denne situation fik for eksempel den afgåede indenrigsminister til iværksætte udsendelsen af dokumentationsmateriale om flygtning/indvandrer situation i Danmark, så ingen længere kunne slippe afsted med at basere sin argumentation på forkerte oplysninger. Dette er først sket for nyligt, og det kan derfor være svært at sige noget om effekten.
Faktum er dog, at der i debatten omkring flygtninge og indvandrere i Danmark har floreret adskillige usandheder og myter. Det politiske liv er sårbart over for myter siger Beck. Sårbart i den forstand at myterne danner baggrund for en ofte forskruet opmærksomhed, som i uheldigste fald omsætter sig i alt for dramatiske politiske konsekvenser. Sårbarheden kan også forstås derhen, at populistiske partier og personligheder kan udnytte mytedannelserne som en form for vælgerforførelse. Ved at holde liv i myterne sikrer sådanne bevægelser, at oplevelsen af risiko og usikkerhed forbliver på et højt niveau. S. Kristiansen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her