Kronik

Hyrden Platon - varulven Hitler

16. december 1997

En forklaring på Hitlers ulvemyte finder man allerede hos Platon, der også kan læses som en profeti om Hitlers og Det Tredje Riges skæbne

TRO & TVIVL
TV2's serie om Hitler bygger på Stig Hornshøj-Møllers bog fra 1996, Førermyten.
Den første af de fire udsendelser samlede sig om Hitlers opfattelse af sig selv som en fra begyndelsen særligt udvalgt skikkelse. En opfattelse, der jo efterhånden blev særdeles udviklet og bestyrket af partiets og senere hele statens propaganda. Bl.a. blev Hitlers i samtiden ganske vist ikke helt sjældne fornavn, Adolf, i dets etymologiske betydning ædel ulv, udnyttet til det yderste i kraft af sammenligninger med tyske sagnhelte, der angiveligt skulle have udført storslåede bedrifter netop med ulven som fylgje. Hitler koketterede med sit kald, når han undertiden lod sig benævne ved pseudonymet "Herr Wolf", og senere hen, under krigen, kaldte han ikke færre end tre af sine hovedkvarterer ved fronten for noget med Wolf, nemlig Wolfsschlucht, Wolfsschanze og Werwolf.
Muligvis har profeten Hitler selv troet at virkeliggøre profetien i Johannesbrevene fra det 1. århundrede om Antikrists komme, måske som profetien nærmere blev forklaret af Nostradamus i det 16. århundrede - således som Hornshøj-Møller spekulerer i - og, mere sandsynligt, som den blev forklaret af Nietz-sche i det 19. århundrede. Men holder man fast i Hitlers identifikation af sig selv med ulven, kan man allerede i 4. århundrede før Kristi fødsel finde en profeti af en Hitlers politiske fremtræden, og ikke blot en profeti, men tillige en sammenhængende politisk-filosofisk forklaring derpå. Jeg tænker på Platons redegørelse i hans mest omfangsrige værk Staten.

Men først: Hvad symboliserede ulven mon for nazisterne? Ulven er helt og holdent et dyr, hvilket betyder, at den uden nogen gustne, alt for menneskelige overlæg agerer ud fra sit umiddelbare instinkt. Til forskel fra den beslægtede tamhund, lever den ikke på nåde af tilfældige levninger fra det menneskelige fordærv, men er derimod stadig et selvberoende rovdyr, som lynsnart dræber det, der efter naturens lov om de stærkes overlevelse og de svages undergang fortjener at dø.
Ulven er så at sige symbol på den naturret, der vil sætte sig igennem, når den menneskelige ret udarter - dvs. arter sig i modstrid med naturen. Mennesket, der ellers selv er det grummeste og kraftigste rovdyr, kan kun i grumhed og kraft overgås af ulven, netop fordi den - til forskel fra mennesker som de er flest - er uden forstillelse. Undertiden gælder det i særlig grad den ensomme ulv, der ved sin uhæmmede aggressivitet derved kan komme til at stå for overmennesket, der bider til, hvor andre viger tilbage.
Hvordan bedømmes denne førerulv da i Platons Staten? Ulven kommer allerede på tale fra den første af værkets i alt ti bøger. Sofisten Thrasymakhos dukker nemlig pludselig op som en anden ulv med et voldsomt angreb i flanken på Sokrates og dennes netop udviklede lære om, at en sand, retfærdig statsleder under ingen omstændigheder kan skade nogen. Ifølge Thrasymakhos er en statsleder derimod ligesom en fårehyrde, der naturligvis kun feder sine får op i den ene hensigt før eller siden at få dem slagtet og solgt. Tilsvarende vil statslederen kun gavne undersåtterne, for så vidt som det vil gavne ham selv, og hvad der er til statslederens fordel sker fortrinsvis på undersåtternes bekostning.

Da Sokrates forsvarer sig med, at hyrden som hyrde netop kun tænker på sine fårs bedste, og at rollerne som slagter og salgsmand i princippet er to helt andre, virker det forholdsvis spagt, for det er i den virkelige verden jo ikke helt ualmindeligt, at samme mand be-strider alle tre roller. Sokrates må fra en ende af grundlægge en hel stat for at overbevise om, at det, der er rigtigt i princippet, også bør være det i virkeligheden. Og dertil overtager han Thrasymakhos' sammenligning af samfundet med en fåreflok, stadig under ledelse af en hyrde, men udvider sammenligningspunkterne. Bl.a. må hyrden eller hyrderne hjælpes af trænede hyrdehunde, der bør være kløgtige, "filosofisk anlagte og skolede", for at de kan holde orden på flokken, kende forskel på ven og fjende og dermed kan forsvare fårene mod at blive skambidt af fremmede hunde eller af ulve. Hyrder og hyrdehunde kaldes under ét også for vogtere, og af disse vogtere har hyrderne selvsagt den største filosofiske indsigt; de må være filosoffer.
Sammenligningen af menneskesamfundet med fåreflokken har nu selvfølgelig nået sin begrænsning, eftersom formålet med fåreflokkens opretholdelse trods alt i sidste ende ligger uden for fåreflokken selv, nemlig i menneskesamfundet, mens menneskesamfundets opretholdelse netop er et mål i sig selv. I ottende og niende bog af Staten er det derfor menneskenes samfund, der uden videre er blevet grundlag for at betragte samfundstyperne, der afviger og er ringere end Sokrates' ideelle statsdannelse.
Her findes skildringen af overgangen mellem den ifølge Sokrates næstringeste styreform, demokratiet, og den ringeste, tyranniet. Igen spilles der på ulvelæren - lykologien - idet den stærke mand, der af sig selv og af folkemasserne udpeges til med alle midler at løse demokratiets svære spændinger, sammenlignes med en varulv, der uvægerligt må forvandles fra mand til ulv efter at have smagt menneskekød. Det er naturligvis det samme som at sætte ulven til at vogte får, eller, med en blidere dansk vending, 'ræven til at vogte gæs'. I den første tid ved sin tiltrædelse viser tyrannen sig imødekommende overfor alle parter og giver alle løfter og store forhåbninger, men efterhånden træder hans sande jeg frem. Han er så at sige en ulv i hyrdeklæder. For tyrannen er det ubetinget magtpåliggende, at magten forbliver bundet til hans person, eftersom han styres af sit magtbegær, ikke statens bedste. For at bibeholde sin egen personlige magt indadtil i staten, må han nødvendigvis udrense alle sine nærmeste konkurrenter, de duelige og dygtige kritikere. Han må følgelig betragte enhver tænkende person i sin egen stat som en mulig fjende. Hvor filosofherskeren i sin forædling af indbyggerne undtagelsesvis måtte udrense de dårligste fra den ideelle stat, må tyrannen udrense de bedste, indtil han får udrenset hele staten. For at skærme sig mod sine stadigt mere hadefulde modstanderes desperate attentatforsøg danner tyrannen en livvagt om sig selv, der indjager skræk i det omgivende samfund. Hans lederskab vil således bygge på vilkårlighed, afskrækkelse og frygt.
Udadtil gør noget tilsvarende sig gældende. Mens den platoniske stats vogtere kun befattede sig med forsvarskrig - den bestemmelse ligger jo i begrebet 'vogter' - indvikler tyrannen tværtimod staten i en voldsspiral af angrebskrige, hovedsageligt blot for at holde sig selv ved styret, idet folket under indtryk af de store farer nødsages til at fylkes om føreren. Men den frygt, som tyrannen lader gennemtrænge samfundet, udgår jo fra tyrannen, og han omfattes selv af den. Hvis ikke han skulle blive dræbt ved et attentat, vil han derfor i sidste ende velsagtens, venneløs, selv opgive at leve. Ikke bare har han tvunget alle andre i trældom, men han er selv blevet til træl af sit eget ubeherskede magtbegær, sit had og sin mordlyst.
Filosofherskeren er, som man sikkert vil huske, ifølge Platon 729 gange lykkeligere end tyrannen!

I Platons fremstilling af tyranniets begrebsindhold kommer slående ligheder med såvel forudgående som senere tyrannier til syne, med Peisistratos', peisistratidernes og "de tredives" i Athen, med Dionysios den Førstes tyranni i Syrakus, som Platon selv havde gjort erfaringer med på første hånd, med Napoleons og ikke mindst Hitlers tyranni - lighederne med hvilket da heller ikke synes ladt upåagtet hen i Otto Foss' danske oversættelse af Staten fra 1983.
Profetien passer på Hitler: bl.a. oprindelsen til hans styre i Weimardemokratiet, opbygningen af SS, angrebskrigene og de yderligtgående forfølgelser og massedrab, hvorved store dele af også selve Tysklands befolkning enten blev dræbt eller tvunget i indre eller ydre eksil. Det gjaldt intelligentsiaen og det gik ud over selv en en nær medarbejder og yderst sjælden gammel dus-kammerat til Hitler som
Ernst Röhm i 1934, og efter attentatet af 20. juli 1944 og indtil krigens slutning blev omkring 200 af de officerer, der skulle hjælpe Hitler at vinde krigen, henrettet, og deres slægter udslettet, i alt omkring 6.000 mennesker. Hitler udtalte i den forbindelse sin beundring for Stalin: "Jeg har allerede mange gange bittert fortrudt ikke at have renset ud i mit officerskorps, sådan som Stalin gjorde."
Hitlers foragt for det folk, han ellers yndede at fremstille sig som uselvisk forkæmper for, brød i det hele taget ud i lys lue henimod hans sluttelige selvmord. Med den på forhånd håbløse Ardenneroffensiv vestpå blev tyskere overladt til det "sejrende østfolks" øverstbefalende Stalins forgodtbefindende, en ifølge Hitler på dette tidspunkt "genial mand, som man må nære en ubetinget respekt for". Når tyskerne ikke kunne vinde, fortjente de at dø sammen med føreren. De bedste var alligevel døde i krigen.
Det var den tankegang, der lå bag Hitlers sidste såkaldte Nero-ordre om Tysklands ødelæggelse, og som angiver hans uanfægtede selviske magtvilje i forhold til Tyskland - selv den uindskrænkede vilje til tilintetgørelse, uden nogen som helst tanke for det, der ved nederlaget ville være til det tyske folks eller den tyske stats bedste. Hitler ville så at sige aflive tyskerne som den hund, Blondi, han tog med sig i graven efter udført dåd. Sagt med andre ord, opfattede han det tyske samfund som et dyr blandt andre dyr i kampen for overlevelse, en kamp, som Tyskland endegyldigt havde tabt.

Et sted i Platons Staten påpeges fejltagelsen i at betragte samfundet som en slags dyr, omendskønt også som et stort og stærkt vilddyr, sådan som Hitler i begyndelsen gjorde med hensyn til Tyskland. De, der gør det, kan ifølge Sokrates opnå en vis succes med at behage samfundet, forudsige, hvornår det vil have noget at æde, og få det til at grynte tilfreds. Men Sokrates udarbejder en analogi mellem menneske-sjælen og staten, ikke mellem dyresjælen og staten. Staten består ikke af får, hunde eller ulve, men derimod af mennesker. Der findes således også et samspil mellem enkeltmenneskenes sjælelige tilstand og statens tilstand, hvori det dyriske ganske vist skal have sin luns, men netop ikke skal få overhånd, fordi det ville stride mod menneskets væsen, der er fornuft: Mennesket bør retfærdigvis ikke skade sit medmenneske; mennesket skal fornuftigvis ikke blive rov for sig selv.

Asger Ousager er ekstern lektor ved Institut for Filosofi, Københavns Universitet

APROPOS
Platon, Popper og Rosenberg

Som følge af deres kamp mod mere eller mindre intellektualistiske modstandere lod nazisterne sig fange i irrationaliteten. De ville det meningsløse "at tænke med blodet" ligesom visse forgængere, som Platon gør grin med i en anden dialog (Faidon).
Den østrigsk-jødiske flygtning Karl Popper gør sig skyldig i en vildfarelse, når han i 1945, i første bind af sit værk The Open Society and Its Enemies, 'The Spell of Plato', udnævner Platon som åndelig ophavsmand til Fører- og SS-staten.
Antagelig har Popper uden videre hentet sin vurdering af Platon fra nazi-ideologen Alfred Rosenbergs fremstilling i Der Mythus des 20. Jahrhunderts (1930) og blot forsynet Rosenbergs vurdering med modsat fortegn.
Mens Rosenberg giver en temmelig negativ bedømmelse af Sokrates' hæslige person og humanisme, "der vendte blikket fra det racemæssigt skønne Grækenland og forkyndte et det Godes broderskab" - hvilket skulle svare til "en øjets venden sig bort fra verden, der måtte betyde et sammenbrud, der også kom", giver han nemlig en positiv vurdering af Platon, der ifølge Rosenberg endnu "forsøgte at redde sit folk på racemæssigt grundlag gennem en voldsom, ja næsten kommunistisk statsforfatning".
Det forekommer søgt af såvel Rosenberg som senere Popper at begrænse humanismen til Sokrates
alene, når nu Platon i sine dialoger til stadighed bruger Sokrates-figuren i en slags idealpositur. Også hos Platon, endda og netop i Staten, udgøres kernen jo af det Gode, hvorfra alt andet, herunder samfundsforholdene, har deres oprindelse, og i forhold til hvilket de må retfærdiggøres.
Af indsigten i det Gode fremgår tillige det rette forhold mellem samfundsmål og -midler.
Hvis ikke der trækkes grænser, vil magt- og andet begær i al almindelighed, uvægerligt føre os alle til homo, lupus homini.

Asger Ousager

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu