Læsetid: 2 min.

Interesserede fædre nej tak - skaffedyr ja selvfølgelig!

Debat
9. december 1997

Hvordan fanden skal jeg som mand kunne opnå en emotionel forbindelse til mit barn og dermed ansvarsfølelse, hvis jeg ikke inddrages i en graviditet, fødsel og efterfølgende amning og pasning? Svar til Lone Nørgaard

FADERSKAB
Lone Nørgaard brugte torsdag den 20. november to spalter i Information på både at blæse og have mel i munden. Formålet var angiveligt, at slå til lyd for en mere aktiv faderrolle eller rettere skafferrolle, samtidigt med at hun fandt diskussionen om øget psykisk støtte til nye fædre absurd - den skulle kun være rettet imod mødrene. Fædrene skulle kort sagt holde sig i baggrunden og så ellers være søde og hjælpsomme.

Måske for 30 år siden
Men hvordan fanden skal jeg som mand kunne opnå en emotionel forbindelse til mit barn og dermed ansvarsfølelse hvis jeg ikke inddrages i en graviditet, fødsel og efterfølgende amning og pasning. Lone Nørgaard ønsker at mænd viser forståelse og hjælpsomhed overfor gravide kærester - ja, selvfølgelig. Det var måske til diskussion for 30 år siden - det er det altså ikke i dag. Jeg tror tværtimod at mænd i dag er meget bevidste om de hormonale forstyrrelser og fysiske hæmninger en graviditet medfører.
Lone Nørgaard beklager sig over den opmærksomhed, mænd foreslås at få under en fødsel i form af større opmærksomhed fra sundhedspersonalet. Hvad er der nu galt? På den ene side er det for galt, som mænd ikke interesserer sig for deres faderrolle, og på den anden side passer det ikke Lone Nørgaard, når de ønsker at blive inddraget mere i fødslen.
Men hvis du vil have, at mænd naturligt skal føle et ansvar, skal de også inddrages hele vejen under en graviditet. Der er unægteligt den fordel for kvinder at de hele vejen selv oplever de fysiske og psykiske forandringer og dermed helt konkret kan forholde sig til det nye liv der er på vej. Men vi mænd kan altså ikke føle nogen forskel på vores krop - så derfor burde en kvinde som Lone Nørgaard kunne indse, at hvis ikke manden inddrages i graviditeten og fødslen og efterfølgende amningen så er det kvinden der ikke vil inddrage ham og dermed taber manden på gulvet. Og ikke ham der bare er stukket af.

Mænd skal også støttes
Hvad Lone Nørgaard ikke ser er at de fleste mænd meget gerne vil deltage i graviditet og fødsel. Men de må, i mangel på selvoplevede indre ændringer, støttes af deres kærester til at oparbejde et forhold til et barn som de endnu ikke har set. Den holdning Lone Nørgaard lægger for dagen er at mænd skal være søde, hjælpsomme og forstående overfor deres kærester i graviditeten. Så må de ellers håbe at de en dag, når det passer kvinden, kan få lov til at agere far - overfor et individ de ikke før har fået lov til at forholde sig til.
Men fædre in spe må altså ikke interessere sig så meget at de også udtrykker nogle behov - det er åbenbart forbeholdt kvinder.
Hvis kvinder bliver bedt om samme grad af deltagelse med samme mangel på inddragelse tror jeg at de ville takke nej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her