Læsetid: 3 min.

Korsriddere med slips

Debat
30. december 1997

Kampen mod korruption har skabt en niche for en international bevægelse med et tvivlsomt budskab, der utvivlsomt skæpper i egen kasse

Julelege
KORRUPTION er af det onde. Punktum. Det er så rigtigt, at det næsten ikke lader sig diskutere. Derfor er kampen mod korruption noget ubetinget ædelt og godt, ja hartad et helligt kald hævet over diskussion. Udråbstegn.
Af samme grund ligner det selvsagt helligbrøde, at jeg midt i denne søde gavetid kommer rendende med et uforskammet og uindpakket spørgsmålstegn, som jeg gerne vil smække op over tidens førende korsriddere i kampen mod korruption.
Jamen hvorfor nu det? Er det ikke alt for galt med al den råddenskab? Jo-jo, og jeg skal gerne minde om de mere kendte eksempler - Bofors i Sverige og Indien, Mobuto i Zaire, nazi-guldet i de
schweiziske banker, Marcos i Filippinerne, landbrugssvindel i EU osv. Korruption er ikke blot en fordækt fordelingspolitisk juleleg, men en forbryderisk underminering af demokratiet, af folks rettigheder og den mentale integritet. Korruption æder sjæle - som man også kan se i Kenya der i disse dage tæller stemmerne op. Og i Sydafrika synes selv den ellers retlinede Nelson Mandela på det sidste at være blevet fristet over evne.

HVAD KORRUPTION angår, står Danmark frem som flinkeskolens duks - numero uno på en hitliste over korruptionens udbredelse i verden. Vi er åbenbart de bedste til hunbold og de dårligste til hundekunster - stik den, Anja!
Efter os kommer Finland, Sverige og New Zealand, og i den lumske ende af klassen finder man Rusland, Columbia, Bolivia og allernederst Nigeria.
Listen er opstillet af 'Transparency International', der blev stiftet af vesttyskeren Peter Eigen, tidligere direktør i Verdensbanken. Fra hovedkontoret i Berlin har han siden 1993 ført sig frem med en effektivitet, der får masser af spalter og storslået applaus som skiftevis "en græsrod i jakkesæt" (Politiken) og "en græsrodsbevægelse med slips" (Berlingske).

Ud af ingenting (bortset fra skatteydernes penge og private bidrag, förstås) har Eigen og hans slipsedrenge
foreløbig bundet knuder på lokalkomiteer i 70 lande, hvor behjertede tilhængere får topembedsmænd, politikere og erhvervsfolk til at skrive under på, at de sandelig er modstandere af korruption. Også danske græsrødder uden slips har underligt nok taget denne nykomling i NGO-skoven til sig.
Samtidig er EU, Europarådet og OECD hver for sig nået frem til, at der bør vedtages internationale spilleregler imod bestikkelse, og herhjemme er Folketinget tæt på at sløjfe danske virksomheders muligheder for at trække bestikkelse af udenlandske bonkammerater fra i skat.
Så langt, så godt. Men så er der "Transparency".

SOMMETIDER underviser jeg journalister i de varme lande. Her har jeg et par gange stødt på "Transparency International" i Uganda, repræsenteret ved direktøren fra Berlin og en økonom fra Verdensbanken i Washing-ton. Sjovt nok er det hver gang lykkedes d'herrer at møve sig ind som en slags mellemhandlere ved seminarer om dybtborende journalistik, organiseret af landets ombudsmand.
Det kunne endda gå - jeg mener: journalister, der vil afsløre korruption, kan vel også lære af folk, der driver lobby-kampagner mod korruption. Lad også gå, at 'de gennemsigtige' rejser rundt og holder møder med deres dyre diæter og alt betalt.
Værre er, at de også møder med en dagsorden, som hverken tjener journalistikken eller kampen mod korruption. Deres mål er at dreje seminarets indhold og konklusioner, så de passer med Transparency's interesser, der først og fremmest gælder organisationens egen vækst - med den tredie verden som deres primære jagtmark.
Guderne skal vide, at korruptionen florerer i mange u-lande. Et af de bedste våben er at udvikle årvågne og af-slørende medier. Journalister kan gøre noget ved korruptionen, hvis de vel at mærke bringer kendsgerninger, navne, beviser. Deres afsløringer skal være konkrete, præcise og veldokumenterede.
Men det er ikke Transparency's kop te. Her prædiker man mod korruption som abstrakt begreb og med et re-frain, der plejer at gå rent ind hos de lokale: det er de andres skyld.
"Udenlandske firmaer bag korruption i Uganda" lød den overskrift, som landets førende dagblad satte på forsiden over TI-direktørens budskab, der ikke rummede den mindste splint af dokumentation.
Som om Uganda ikke har haft ulykker nok, siden Idi Amin rask væk gav det 'udenlandske' mindretal af asiater skylden for alle landets problemer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her