Videnskaben må anerkende vores ansvar for hinanden. Men det betyder ikke, at kropsetikken er teknologifjendsk
KROPSETIK
Filosoffen Morten Diges kommentar om kropsetik i Information den 17. december viser tydeligt, at han ikke forstod vores kronik den 9. december, og at han ikke kan have læst vores bog Den bio-etiske Vending, som vi har skrevet sammen med Mette Lebech.
Han tror, at vi bare er modernitetsfjendske teknologistormere. Det centrale i hans indvendinger er, at kropsetikken ikke er noget nyt, samt at beskrivelserne af negative tendenser, tingsliggørelse og tankeløs ondskab ser igennem fingre med sundhedsvidenskabens hjælp til nødlidende og syge mennesker.
Ingen af disse påstande modsiges imidlertid af vores bog. Men vi mener samtidig, at begreberne værdighed, integritet og sårbarhed bedst får mening ud fra begrundelsen i en fænomenologisk analyse af kroppens dobbelte status mellem person og ting.
Kroppens tvetydighed
Morten Dige ser ikke, at det fatale er en glemsel af denne status til fordel af en mekanisering af mennesket. En forståelse for kroppens "tvetydighed" mellem person og ting fører ikke til moralsk blindhed og bortdifferentiering af alle moralske dilemmaer. Tværtimod kan denne forståelse kombineres med en øget moralsk sensibilitet for menneskets psykologiske og eksistentielle erfaringer ved mødet med det højteknologiske sundhedsvæsen.
I denne forbindelse har Morten Dige helt ret, når han siger, at bloddonation må ses som personlig frivillig og ge-nerøs handling. I stedet for at gøre blodet til en banal ting og donoren til plasmabeholder, gælder det jo netop om at fremhæve det generøse og ansvarsfulde ved at være bloddonor.
Det samme gælder organdonation, hvor et opgør med tingsliggørelse ville betyde, at man var villig til at anerkende de eksistentielle dimensioner ved at modtage et organ fra et andet menneske og den symbolsk-generøse realitet af næstekærlighed og gaver.
En lignende ansvarsfuld holdning må kendetegne etikken i forbindelse med kunstig befrugtning, genteknologi og fosterdiagnostik. Ved kunstig befrugtning ville en anerkendelse af gave-relationen mellem donor og de barnløse for-ældre være med til at fremhæve den generøse etiske og solidariske handling. Dette ville også modvirke, at det menneskelige forsvinder i en anonym klinisk relation.
I visse situationer kunne genterapi blive en ganske passende behandling, og det er også klart, at fosterdiagnostik kan advare mod sygdomme. I begge tilfælde kan teknologien imidlertid også gå over gevind og føre til ind-skrænkning af sygdoms- og normalitetsbegreber.
Vigtigt er det at huske på, at en tingsliggørelse kun kan retfærdiggøres, hvis den samtidig tjener respekten for det hele menneske.
Spørgsmålet om en værdig død kan også ses i dette perspektiv.
I behandlingen af terminalt syge patienter kan det udover at give den nødvendige dosis smertebehandling være nok så vigtigt at have en forståelse for deres angst, håb, traumer og sidste ønsker. Henvisningen til menneskets værdighed, integritet og sårbarhed som menneske fastholder det symbolske og tragiske som centrale elementer i det menneskelige.
I modsætning til nytterationaliteten, som ikke anerkender moralske dilemmaer, og som risikerer at banalisere det onde. Den "bioetiske vending" er ikke filosofisk fundamentalisme, men i stedet en bestræbelse på at beskytte det sårbare menneske i den teknologiske virkelighed, der kendetegner risikosamfundet.
