Kronik

Kroppens ukrænkelighed

Debat
9. december 1997

Den kropsforskrækkelse, der sidder dybt i vor platonisk-kristelige kultur afskærer os fra at forstå, at etikken i dag må være en kropsetik

TRO & TVIVL
Nogle teologer og filosoffer er ikke i stand til at se, at der er sket noget afgørende nyt i den måde, hvorpå vi i vore dage må drøfte etik. De kan skrive om etik, som om den ikke be-stod af andet end "evige problemer". Når man så kommer og fortæller dem, at vores etiske debat må få en ny drejning af de indgreb, som moderne videnskab og teknologi kan foretage i det kropslige liv, hvad enten det handler om genetiske test, reagensglasbefrugtning, or-gantransplantationer, livsforkortelse eller livsforlængelse, ja, så stejler de.
Det hænger utvivlsomt sammen med den kropsforskrækkelse, som sidder dybt i vores platonisk-kristelige kultur. Denne kultur har fået os til at reducere mennesket til det rene hoved eller den rene tanke. Resten af kroppen ses blot som et vedhæng. Følgelig kan etikken kun handle om respekten for den andens ret til "frihed", ret til at være et selv, til at eksistere ligesom én selv, eller hvilke abstrakte formuleringer man nu hænger etikken op på. Man kan ikke fatte, at etikken må dreje sig om omsorg for det hele menneske, hvis kropslige sårbarhed appelerer til hensynsfuldhed og dermed til at sætte grænser for de indgreb, man kan tillade sig uden at krænke den andens værdighed og integritet. Man kan kort sagt ikke forstå, at etikken i dag må være kropsetik.

Derfor synes der at være et behov for Den bioetiske vending, En grundbog i bioetik, som vi har skrevet sammen med Mette Lebech, og som netop handler om, at der er ved at ske en vending af etikken henimod en fokusering på det konkret kropslige. Således siger Ulla Fasting om bogen i Information (27. november), at der er et behov for en etik, der anerkender den "virkelighed, som er kroppens og det syge menneskes og dermed alle menneskers virkelighed". Og Lone Scocozza skriver i Weekend-Avisen (7.-13. november 1997), at bogen er et svar på den aktuelle udvikling inden for medicin og biologi, som har medført en tingsliggørelse af kroppen.
Andre har imidlertid ikke kunnet fatte, hvorfor vi opfatter kroppen som det centrale i den etiske debat. Med en teori om menneskets værdighed som kropslig person tager bogen imidlertid udfordringen i den bioetiske vending op og påviser nødvendigheden af, at sætte grænser og styre den biomedicinske og bioteknologiske udvikling.
At dette fører til en tættere sammenhæng mellem etik, politik og ret, er tilsyneladende også svært at forstå, ikke mindst for de positivisitiske jurister, der blot tror, at den rene jura er et spørgsmål om regel-deduktion på baggrund af tilfældige præferencer for lov og orden hos den eller de stærkeste i samfundet. Vi mener derimod, at bioetikken tvinger os til at indse, at lovgivning og juridiske praksis ikke længere kan bygge på rene magtinteresser, men i stedet må funderes i menneskets værdighed og integritet. Kun sådan kan retten sigte mod et bedre samfund, social fred og integration ud fra hensynet til det gode liv på samfundsplanet.
De bioetiske overvejelser giver os også en bedre indsigt i forholdet mellem etik og ret: Retten skal ikke dømme etikken, men etikken vurderer retten, hvilket ikke udelukker, at retten igennem sine etiske hensyn i konkrete retsafgørelser er med til at forme etikken.

Hidtil har juraens opgave i relation til bioteknologiens udvikling imidlertid været at sikre teknologivækst ud fra devisen om at "er man i stand til at fuldføre en bestemt manipulation, ja så bør man også gøre det". Denne teknologioptimisme er først og fremmest bygget på drømmen om det udødelige menneske, der ligesom Homo Faber i Max Frisch's roman tror han har kontrol over naturen og den levende verden i kraft af nyttetænkningens principper, men indhentes af skæbnen.
Her bliver alt målt og vejet efter "livskvalitet", der i virkeligheden er en særlig livskvantitet, hvor de bedste liv prioriteres ud fra, hvad der er det mest rationelle. Dette gælder i særlig grad den biomedicinske udvikling. Man har fundet ud af, at kroppen er et særligt værdifuldt 'genbrugsobjekt'. I dag er mennesket blevet et reservedelsmenneske, hvor alt i kroppen kan bruges og bliver brugt. Blod, organer, sæd, æg, knoglemarv, væv, genetisk information kan udtages og udnyttes fra det enkelte menneske. Og de fleste har - på trods af, at de forskrækkes af tingsliggørelsens groteske karakter - svært ved at finde andet end følelsesmæssige argumenter imod denne proces, for det er da fornuftigt og nyttigt at bruge kroppen i sundhedsvidenskaben.
Opsplitningen af kroppen skal imidlertid også ses i et større befolkningspolitisk perspektiv. Vi er på vej mod et sorteringssamfund, hvor staten på forhånd kan frasortere de medlemmer, som man ikke ønsker i det fremtidige samfund. Øgede muligheder for fosterdiagnostik, genetisk screening og styring af kroppen betyder, at muligheden for at bestemme udviklingen og for at frasortere de svageste og anormale, bliver mere og mere udviklet.
Det uhyggelige ved opkomsten af dette reservedels- og sorteringssamfund, er, at det sker på en først snigende og derefter overrumplende måde, hvor vi alle bliver så grebet af nytterationaliteten og mekaniseringen af mennesket, at vi slet ikke opdager barbariet. I stedet bliver vi moralsk blinde og ondskaben bliver banal. (Se apropos'et.)

Det spørgsmål, som vi uvægerligt må tage stilling til i dag, er spørgsmålet, om vi skal lave om på mennesket.
Derfor må vi sige, at lægen og filosoffen Søren Holm havde fat i en central pointe, når han i Inf. (4. november) anførte, at man ville være en uhyggelig person, hvis man skrev en grundbog i etik ud fra en neutral synsvinkel. Denne upartiskhed ville netop være den tankeløse ondskab, hvor man uden engagement opridser filosofiske positioner og slet ikke relaterer dem til virkeligheden. I stedet må en grundbog i etik give et forsvar for hensynet til det sårbare og endelige menneske, der har ret til i frihed at skabe sit eget liv, som det centrale i bioetik og bioret. Den må appellere til en etisk ansvarlig refleksion i det brede samfund og navnlig til dem, der til daglig arbejder med teknologi inden for lægevidenskab, landbrugsvidenskab, biologi osv.
Der behøves en bioetisk filosofi, der ser de bioetiske problemer i en større sammenhæng ud fra en teori om menneskets oplevede krop og om forholdet mellem ret og retfærdighed. Det er med andre ord menneskets forhold til sin egen krop, der er det centrale i de bioetiske diskussioner.
Vi må ikke glemme, at grundlaget for vores erfaring af det liv, som vi lever i en mangfoldighed af betydningsstrukturer, ikke kun er vores biologiske krop, det vil sige den krop, vi kan studere udefra som videnskabelige iagttagere, men også den krop, der gør os til dele af en livsverden, og som er med til at gøre os til de skabninger, vi er.
Ved radikale indgreb i kroppen forskyder man den balance mellem person og ting, det subjektive og objektive, der er kendetegnende for det menneskelige.
Denne opfattelse af bioetikken er til en vis grad fremmed for dansk protestantisk tænkning, hvor man i højere grad har villet se menneskets intellekt, hjerne og psyke adskilt fra kroppen. Men det er tankespind. Der findes ikke en "hjerne i et kar". Al menneskelig erfaring sker i en oplevet krop. Den videnskabelige beskrivelse af kroppen kan slet ikke se bort fra den oplevede krop som grundlag for menneskets lykkelige liv og eksistens.

Ud fra teorien om menneskets krop må vi så ikke blot tale om menneskets frihedsrettigheder og selvbestemmelse, men også om dets ret til beskyttelse af dets intime sfære, det vil sige om hele personens værdighed, integritet og sårbarhed. Disse ideer begrunder vores bog gennem en analyse af deres indhold og oprindelse. Vi viser, hvordan de opstår netop ud fra kroppens betydning for personlighedsdannelsen. Vi viser også, at det netop er igennem ødelæggelsen af kroppen, at man ødelægger menneskets psyke. Raffineret tortur er et godt eksempel herpå.
For at sikre det enkelte menneskes personlige udfoldelse er det derfor nødvendigt at oprette en zone af respekt og omsorg for dets værdighed, integritet og sårbarhed som det centrale i en moderne velfærdsstat, ikke bare inden for sundhedssektoren, men også inden for andre offentlige sektorer som retsvæsen eller socialforsorg.
Dette nødvendige statslige ansvar og omsorg for menneskets kropslige værdighed, integritet og sårbarhed er således en moderne tolkning af menneskerettighederne. Disse indebærer ikke kun en ret 'til noget', men må i særlig grad forstås som beskyttelsesrettigheder, hvor individets råderum over sin intime sfære sikres igennem den retslige regulering.
Denne teori om menneskets biorettigheder (menneskerettighedernes kropslige konkretisering) er ikke faldet ned fra himlen fuldstændig uden for den etiske debat. Det kan illustreres med UNESCO's netop vedtagne Deklaration om det menneskelige genom og menneskerettig-
hederne.
Her drejer det sig netop om en retlig beskyttelse af menneskets værdighed og personers rettigheder i forbindelse med forskning på det menneskelige genom. Det hedder, at ethvert individ har ret til "respekt for sin værdighed og sine genetiske egenskaber". Her forbydes indgreb, der krænker den menneskelige værdighed, for eksempel kloning af mennesker.
I virkeligheden kan man sige, at forudsætningen for denne deklaration er en idé om den sårbare krop. På den måde supplerer og forudsætter etik og ret gensidigt hinanden, fordi deklarationen forudsætter det kropsetiske menneskesyn, og etikken bliver til konkret lovgivning og retspraksis, funderet i samfundets dybeste forståelse af det menneskelige.

Peter Kemp er leder af Center for Etik og Ret, og Jacob Rendtorff er forskningassistent på centeret.

APROPOS

Tankeløs ondskab
Denne tankeløse ondskab kan eksemplificeres med naziforbryderen Eichmann, hvis banale handlinger filosoffen Hannah Arendt har analyseret.
Eichmann sendte millioner af jøder i koncentrationslejr, men opførte sig med samme normalitet, som arbejdede han på et postkontor. Eichman tænkte ikke over, hvad han gjorde, for han var placeret i en sammenhæng, hvor hans barbariske handlinger gav mening inden for samfundets selvforståelse.
Der er risiko for, at denne tankeløse ondskab også bliver grundlæggende i de moderne sundhedsinstitutioner, hvor tankeløsheden mere og mere bedøver sundhedspersonalets baggrundsmentalitet.
Den meget omtalte plejehjemskandale på Vesterbro, hvor en plejehjemsassistent er anklaget for mord på 22 patienter, udtrykker denne tilstand. Hvis hun har gjort det, som hun anklages for, er hun jo ikke specielt ond, men bare et tankeløst - omend meget ekstremt - udtryk for insitutionernes tiltagende moralske blindhed, der betyder, at de gamle ikke regnes for noget som helst.
På samme måde forsøger vi i dagens Danmark på en lang række områder at undgå moralske tragedier og dilemmaer ved at lukke øjnene og lade være at se situationerne i et moralsk perspektiv.
Sikkerhedsforanstaltningerne i mange lande ved organ-transplantationerne er et eksempel herpå: Det må ikke være den samme læge, der tager organer ud, som den, der sætter dem ind i et andet menneske. Det er praktiske hensyn, der gør at vi ved denne funktionelle opspaltning ikke behøver at tage direkte stilling til den tragiske situation, at det ene menneskes død er nødvendig for, at en anden kan leve.
Vi vasker også sæden ren for menneskelige relationer ved at fastholde, at donoren skal være anonym i kunstig befrugtning. At der i virkeligheden er tale om en intim kropslig relation mellem to mennesker, bliver her udvisket ved neutralisering af sæden til blot at være et medicinsk medikament.
Eller man vil undgå at se dødens lidelse i øjnene ved at give de pårørende dødshjælp, før det bliver ubehageligt at være sammen med dem. Denne teknik til at udglatte og bortdiffentiere svære moralske dilemmer er i virkeligheden et udbredt anvendt trick. Tænk bare på fødevare produk-
tion, hvor forbrugeren ikke får noget at vide om, hvordan maden egentlig produceres, sindssygehospitaler, hvor man slipper med at konfronteres med de gale, eller forstadsghettoer, hvor de arbejdsløse passiviseres og hengemmes, så vi andre ikke møder deres elendighed.
Denne generelle udvikling henimod moralsk blindhed i et sorteringssamfund, hvor mennesker er blevet reservedele, stiller mere radikalt end nogensinde før spørgsmålet om, hvad vi vil med det menneskelige.
I vores postmoderne tid vil vi som aldrig før kunne lave om på mennesket ved genetisk manipulation, kloning eller ved at blande mennesker og dyr som hybrider.
Den franske filosof Michel Foucuault får måske meget mere ret, end han anede, når han engang sagde, at mennesket var en historisk konfiguration, der opstod i det 18. århundrede og i vore dage er ved at forsvinde (Ordene og tingene, 1966).
I dag vil vi lave bedre mennesker, og bioteknologiens inderste stræben er udødelighed, en drøm om evig skønhed og sundhed i en harmonisk krop.

Peter Kemp og Jacob
Rendtorff

Filosofisk Forum holder den 11. december kl. 19.30 et debatmøde i Suhmsgade 4, København. Her vil juristen Henrik Zahle og lægen Søren Holm diskutere med Peter Kemp og Jacob Rend-torff, som er forfatterne til bogen 'Den bioetiske vending'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her