Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
29. december 1997

Undersættelser

19. DEC. - Hjemme hos os er det blevet en sjov leg at gætte, hvad der har stået i de svenske radio- og tv-programmer, før I (?) oversatte dem. En af de lette i november var "Landbrug på vej til glasbyggeri". Glesbygd, ikkesandt, svensk for "udkantsområde".
Men 5. december havde en svær én: "Fra bjerglandskab til Dalafjeld". Vi gav op og tændte for programmet. Det bød som ventet på en hel del kullar (bakker), men det gav ikke meget mening, før kameraet fangede nogle dalkullor (kvinder fra Dalarna). Vi tilslutter os den ofte prøvede, men altid kære bevægelse fra naturens store form til den lille, og glæder os til næste udfordring.

Eigil Christiansen
Kildebakken 5
3520 Farum

Lad det (ikke) blive i familien

17. DEC. - Skriverier i den sidste tids aviser tyder på, at dele af højskolebevægelsen forsøger at redde sig ud af den nuværende krise ved at kaste mudder efter lillesøster i folkeoplysningen, nemlig daghøjskolerne. Det giver sgu' en grim smag i munden, for det er bare så kedsommeligt at få bekræftet det gamle mundheld om hestene og de tomme krybber.
Og en meget, meget udsigtsløs omvej forekommer det også at være! Vi har i høj grad brug for en lang og ordentlig debat om voksenuddannelse her i landet, ikke mindst om systemets ensidige - og tilmed voksende - satsninger på de entydigt fagorienterede kursusud-bydere.
Mens den mere almene undervisning, som begge højskoletyper leverer, får trangere kår. Og det i en tid hvor alle - inkl. arbejsgiverne - efterlyser medarbejdere med netop almene og personlige kvalifikationer, med evne til at tage stilling og ansvar.
Højskolerne har i mange år været mærkbart spage i den offentlige samfundsdebat. Også i Tvindsagen holdt de en pinliv lav profil. Hold nu op med at bekræfte den voksende fornemmelse af, at det eneste der kan få jer ud af busken, er truslen om tomme kasser.

Eva Bertram
H/F Engly 10
2300 København S

Scientology

20. DEC. - Dorte Refslund Christensens skolebog om Scientology har skabt en del debat i Information, senest (17. december 97) i form af referatet af det samråd Venstres Anders Mølgaard Jensen havde indkaldt undervisningsminister Ole Vig til.
Uanset undervisningsministeren i følge referatet omtaler Refslund Christensens bog som lødig, refererer Mølgaard, at ministeren "lovende, at der fremover i ministeriet bliver særlig skærpet opmærksomhed om bogen", således at ministeriet, i tilfælde af at den er med på gymnasiets pen-saopgivelser, vil "sikre (sig) at der også følger tilstrækkeligt kritisk materiale om Scientology med i undervisningen."
Uanset hvad man måtte mene om Refslund Christensens religionsdefinition - jeg personlig mener, at den kun er én ud af mange mulige - så finder jeg, at svaret som det står, lægger op til en form for autorisation af undervisningsmaterialer, som er dansk pædagogisk tradition fremmed, og dertil uhensigtsmæssig.
I Norge har man en autorisationsprocedure for undervisningsmaterialer. Dette yder veletablerede religiøse minoritetsgrupper en vis repræsentation. Men det gør undervisningen stiv og uaktuel, og vil vel umuliggøre at inddrage de dagsaktuelle kritiske indslag, som det er ministeren og Mølgaard Jensens ønske også at få medtaget.

Peter B. Andersen
Webersgade 60, I
2100 København Ø

Hele EU

23. DEC. - Angående kriminelle og EU, skal folk der er tilhængere af EU, huske på at når Schengen-aftalen træder i kraft den 1. december 99, så har de kriminelle ingen grænser de kan blive stoppet ved.
Folk har bl.a. det ud af EU, at de kriminelle får et større område at opererer i. Hele EU.

E. Nielsen
Vigerslevvej 255
2500 Valby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her