Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. december 1997

Blairs sociale dimension

17. DECEMBER - I Inf. 11. december 97 kan man læse, at den engelske premierminister Tony Blair vil skære ned i bistanden til enlige mødre og fædre i Storbritannien. Når man ved, hvor meget netop denne befolkningsgruppe har lidt i Storbritannien under Thatcher-Major regimerne, må man sige, at ordet 'forbrydelse' næsten er for mildt til at karakterisere den socialpolitik, som nu gennemføres af Blairs regering. Som det også fremgår af artikelen, har FN udgivet en rapport, der finder antallet af fattige borgere i Storbritanien uacceptabelt! Er det forresten ikke denne Tony Blair, som Socialdemokrater og Ja-flertallet i SF's folketingsgruppe forventer at kunne lave et socialt retfærdigt Europa sammen med? Poul Nyrup og Steen Gade for en kort bemærkning tak!

Ulf. V. Olsen
Folketingskandidat for Enhedslisten - De Rød-Grønne i Haderslevkredsen
Parkkoll. 1, 2. sal, vær. 23
8000 Århus C

Skal grundloven afskaffes?

17. DECEMBER - Det afgøres af den danske befolkning den 28. maj 98. For hvis den danske befolkning siger ja til Amsterdamtraktaten, så bliver grundloven kun den fjerde højeste lov i Danmark, da EU-domstolen, EU-ministerrådet og EU-parlamentet alle står over den danske grundlov, så husk det når du skal hen og stemme den 28. maj 98, om du vil afskaffe staten Danmark.

E. Nielsen
Vigerslevvej 255 A
2500 Valby

De forurenende stater

17. DECEMBER - Efter klimakonferencen kunne man fristes til at tale om de forenede Forurenende stater bestående af USA, Japan og vort kære lille broderland, Norge. Men det vil nok være for risikabelt fromt at ønske, at de må kvæles i deres eget skidt, for skidtet er vi desværre fælles om, mens forurenerne render med profitten. Endnu engang vandt den hellige almindelige markedsøkonomi. Hvornår sætter vi den på dagsordenen parallelt med forureningen? Markedsøkonomien er jo årsag og forureningen virkningen. Der er penge i skidtet!

G. Sandemann Rasmussen
Råhøjvænget 9
8260 Viby J

Kunstspørgsmål

17. DECEMBER - Til Gertrud Købke Sutton: I anmeldelsen af Transits udstilling på Charlottenborg (Inf. 10. december 97) omtaler du Vibeke Glarbos skulptur som "en hvid rumskabende, men formløs skulptur, der samler rummet". Bortset fra sætningens manglende stringens var det ordet "formløs", der stødte mig. Hvad mener du dog? For mig at se har skulpturen netop en stram form, selv om den måske kan være svær umiddelbart at ordsætte. Et klodeudsnit ville jeg måske associere til i dag, hvor det snart er længe siden, jeg så skulpturen. Et snit, en kappe om standset tid, fragmenteret andethed, måske. Tidløshed var Glarbos tema, og skulptur og træsnit spillede mellem hvidt og sort, liv og død. Såre stærkt. Til redaktionen af kunststoffet: Hvorfor bliver hovedparten af diverse (gruppe)udstillinger på Charlottenborg og i Den Frie ikke anmeldt? Er de ikke værd at omtale? Er de ikke 'aktuelle' nok, ikke tilstrækkeligt 'nyskabende'? Jeg oplever det som et savn, at så mange udstillinger negligeres. - I øvrigt savner jeg stadig en total udstillingsliste frem for den nuværende selekterede; jeg vil gerne selv vælge.

Anne Winther Johannsen
Borgediget 7 st.tv.
4000 Roskilde

Giftige tandfyldninger

17. DECEMBER - Den 15. december kommenterer civilingeniør Kay Baastrup Larsen tandlægernes og myndighedernes fortielse af amalgamplompernes forgiftning af kroppen.og efterlyser en epidemiologisk undersøgelse. En sådan undersøgelse er udført af WHO's kviksølvekspert, den svenske læge Fredrik Berglund. Undersøgelsen er udgivet i bogform 150 år med amalgamfyldniner og dokumenter skadevirkningerne. Udgivelsen er tiet ihjel af den samlede presse.

Forlaget Klitrose
Sverrigsgade 49
2300 København S

Tumperne er på gaden

17. DECEMBER - Jørgen Steen Nielsen efterlyser i lederen 12. december de tumper, der skal redde verden, når nu de kloge ikke vil (som Claus Heimberg formulerede det). Jørgen Steen Nielsen vil have energiplanen, Energi 21, ud til alle husstandene i DK. Det er en strålende idé og minder om OAA's indsats i sin tid, hvor en lignende alternativ energiplan blev omsat til en populær folkepjece. Og faktisk er der ved at vågne tumper op, fra Hirtshals til Nakskov, fra Helsingør til Tønder er de på gaden i disse dage. De samler underskrifter mod de transnationale selskabers gen-planter i vores fødevarer og på markerne omkring os. Og mod deres patenter på stjålne gener og transgene dyr. Underskriftslisterne får de hos NOAH og Greenpeace. Det er utroligt at nogen gider være så tumpet at samle underskrifter. Umoderne. Nytteløst. Men hvad gør man ikke, når det virkelig gælder. Tumper tror de kan overkomme alt. Underskrifter. Genbrug. Økologisk grønsager. Folkepjecer. Husstandsomdelinger. Vi trænger til at gøre noget, der er mening i.

Rolf Lembcke
Oplysning Om Genteknologi
Hvidehusvej 5
3450 Allerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her